Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Blog fra nutidens mor: Bagsiden af Instagram


Blog fra nutidens mor: Bagsiden af Instagram

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Johanne Mygind, Uddannet pædagog og blogger på www.nutidensmor.dk
Billede
Blog. 

"Jeg har lige løbet en tur med Kalle-Abraham-Cornelius i løbevognen (min personlige rekord er nu 10 km, uden stop #YAY), nu vil jeg hoppe i bad, mens #BabyGuldet slumrer i slyngevuggen og herefter bage lidt boller og gøre hovedrent, inden mødregrupen kommer på besøg #SikkeEnDejligDag #FitFam #ElskerMitLiv #Glutenfri. Hvad laver I i dag?"

Tekster som denne vil du snuble over i massevis på mediet Instagram. Akkompagneret med et foto - i perfekt opløsning - af enten en velanrettet Royal Copenhagen-skål med skyr og blåbær, tørrede hvad-fa'en-ved-jeg-bær og #Hjemmelavet #FedtfattigCrunch eller en selfie fra løbeturen; stort smil, smart løbetøj, glad baby og selvfølgelig; nul sved.

Hold nu kæft, hvor kan jeg føle mig utilstrækkelig efter en omgang scrolleri. Billeder som disse skriger OVERSKUD, noget som mange nybagte mødre - og mange mødre i det hele taget - indimellem kan føle er noget, de ikke har så meget af. Jeg selv kan få det helt dårligt over min manglende støvsugning og ikke-eksisterende evne til at bikse nogen som helst kage sammen, når der kommer gæster. På trods af, at jeg selvfølgelig, som granvoksen kvinde med sund fornuft, da godt ved, at det fremstillede ikke nødvendigvis er virkelighed.

Nu er det forskelligt, hvor dybt inde i Instagrammediet vi er, men som daglig bruger skal jeg hilse og sige, at Instagram som nævnt SVØMMER i disse 'pæne' profiler, men i forskellige varianter. Nogle er mødre og lægger nuttede billeder af deres babyer op i designertøj fra top til tå - for eksempel et 1.500 kr.-halstørkæde til Bondunella-Kayä, der blot er #15Uger, fra de helt rigtige webshops. Nogle profiler er boligindretningsinteresserede og lægger massevis af billeder op af alle kroge i deres hjem, grå chaiselongsofaer bombarderet med #HAY, og stuer proppet med Kubusstager. Nogle er modebloggere og tager smarte outfitbilleder i massevis, mens de poserer foran den ene rå væg og farvede dør, efter den anden. Nogle er noget helt fjerde, og mange er lidt af det hele. Disse profiler er i høj kurs - der er mange, der vil følge dem (ja, vi kan være oppe i flere hundrede tusinde), så der er interesse for at kigge med på sådanne 'inspirerende profiler', der lægger billeder og tekst fra deres liv på internettet.

Men kan vi regne ud, hvor meget af det, der er iscenesat, hvor meget der er sandt, og hvor meget der er valgt fra?

Jeg lavede et forsøg den anden dag på min egen Instagramprofil, hvor jeg stillede de, der har valgt at følge mig, nogle spørgsmål, hvortil de kunne svare ja eller nej. En lille menings- eller temperaturmåling, i hvad der hedder en Instastory, som er en copypaste af Snapchat, bare på Instagram. Det resultat, som jeg blev mest overrasket - og egentlig bekymret over - var svaret til følgende:

"Tror du, at nogle instagramprofiler/billeder kan få andre til at få det dårligt med sig selv eller give en følelse af utilstrækkelighed?" med dertilhørende tekst: "selvom vi ved, det er en redigeret og selekteret virkelighed".

96% svarede ja. Ja til, at de tror, andre kan få det dårligt med sig selv eller føle sig utilstrækkelige på grund af profiler, de følger på Instagram. 3627 personer havde stemt JA. Dét føler jeg ærlig talt er et overvældende og bekymrende resultat. Med det in mente, at de, der følger mig, er i aldersgruppen 25-34 år og derfor er granvoksne kvinder, som vi jo et eller andet sted ville mene burde kunne adskille Instagram fra virkelighed.

Men kan vi det? Det lader til, det er svært.

Det er klart, at det er og skal være helt i orden at dele sin lykke, og platformen skal selvsagt ikke kun skitsere brok og ynk, men hvad med lidt af det hele, som det almindelige, gennemsnitlige liv vel indeholder?

I den forbindelse vil jeg også dele en besked fra en nybagt mor, som jeg fik den anden dag. Desværre ikke en enlig svale i min indbakke. Jeg modtager (for) ofte lignende: "Før jeg blev mor, troede jeg livet med baby var lyserødt og nemt. At man gik solskinsture med sin latte, mens baby sov og sov, og at jeg ville kigge forelsket på min baby, mens jeg ammede. Det havde jeg jo set på Instagram! Men fuck no; jeg græd og græd, kunne ikke amme af bare smerte, jeg turde ikke gå ture alene med barnevognen. Instagram have givet mig et totalt forvrænget billede af at være mor".

Da jeg forhørte de, der følger mig, om de nogensinde har følt, at andres liv er lettere, vurderet ud fra Instagram, var procentfordelingen 89% JA vs. 11% NEJ. 69% kan få negative tanker om eget hjem, mens 82% har følt, at de skal oppe sig i forhold til for eksempel vægttab pågrund af Instagram og profiler de følger. En anden læser skrev:

"Jeg kan sgu blive helt i tvivl om, om det kun er mig, der har strækmærker på maven, poser under øjnene, drikker kold kaffe, bor tre mennesker i en toværelses og aldrig i mit liv kan have hvidt på, for så ville gylpe-/lorte-/snotplettene være alt for tydelige."

Jeg må selv sige, at jeg mener, vi har en udfordring her. Jeg synes ikke, det er disse polerede, nullermandsfri, idylliske profiler, der kan virke til at have en bundløs pengepung, som har et ansvar, for vi må jo alle for søren da lægge op, hvad der passer os. Selvfølgelig skal vi lade være med at lyve på de sociale medier, for hvem vinder egentlig på det? De der står med udfordringen, er følgerne, for hvis vi lapper det i os som sandheder... ja, så vil enhver sgu få det lidt sløjt med sig selv med det præstationspres, jeg selv kan fornemme, der er på mediet, som udover Facebook er et af de mest benyttede i Danmark.

Selvom jeg selv kan ligge under presset for at være den her overskudsmor, der når det ene og det andet, farvekoordinerer juniors garderobe helt ned til sokkerne og hver fredag holder sushi-hygge-filmaften med mit livs store kærlighed (uden nogensinde at diskutere, det er klart), så synes jeg, vi skal være bedre til at minde os selv om, at det virkelig er en halv sandhed.

Det er opstillet. Den vinkel, hvor bunken med vasketøj ikke kan ses, er undladt at blive fotograferet. Det er kagen fra i går, hvor faren var hjemme til at passe barnet, der bliver lagt på i dag, og i øvrigt var det egentlig bare 2 km gåtur, ikke 10 km løb. Vi bør sgu nok bare altid have in mente, at denne iscenesættelse for likes indimellem kan være med et lille drys idyl og hvid løgn også.

Der, hvor jeg tror misforståelsen sker, er, at det udadtil ligner private, det giver et kig ind i hverdagen, i et ægte liv. Men personen bag kører sin profil som et magasin til inspiration og fremhæver kun dét, der kunne være egnet til et Bo Bedre-magasin eller en fotoserie i Vores Børn. Og nej, du er sgu ikke alene. Det er min pointe i dette skriv: du er ikke alene i dine frustrationer, med dine sprukne brystvorter, din afmagt, når barnet skriger på 4. time eller din frustration over at være malkemaskine. Vi er rigtig mange, der har stået i det - eller står i det, men vi taler bare ikke højt om det alle sammen.

Det er klart, at det er og skal være helt i orden at dele sin lykke, og platformen skal selvsagt ikke kun skitsere brok og ynk, men hvad med lidt af det hele, som det almindelige, gennemsnitlige liv vel indeholder?

Udviklingen på Instagram er, at der popper profiler i massevis op, der nærmest kun rummer modsvar, det uperfekte, det skæve, det svære; deller, angst, ensomhed, ulykke og brok, men også i en form for ekstremitet, at dét nærmest heller ikke er naturligt. Mit opråb til verden må være: kan vi ikke få lidt flere helt-almindelige-profiler?

Kan vi ikke lære at unfollowe, hvis vi får det dårligt med os selv over det vi ser?

Og kan vi ikke bare have et indlagt bullshitfilter, så vi kan blive bedre til at adskille den halve sandhed fra det virkelige liv?

Det håber jeg!