Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Da albuegnubberi blev hyggeligt - på trods


Da albuegnubberi blev hyggeligt - på trods

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Johanne Mygind
Uddannet pædagog og blogger på www.nutidensmor.dk
Billede
Blog. 

Det ligger dybt i mig at undgå mennesker på min vej. Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, som jeg bestræber mig på, så undgår jeg mine (fremmede) medmennesker, og jeg vil faktisk mene, at det ikke ligger sådan lige til højrebenet for os at sige "GODDAG" til andre på gaden, smile til en forbipasserende, smalltalke med nabobordet på caféen eller falde i snak i 1A. Ja, hvis jeg må være helt, helt, helt ærlig, så vil min første indskydelse være, at du henholdsvis var småtosset, flirtede med mig eller i gang med at udsætte mig for tricktyveri, såfremt du, fremmede, udsatte mig for at lidt for opsøgende.

Hvis du lignede en iPhone, så kunne det være, jeg muligvis kiggede op med en kærlig mine og så dig i øjnene, for som repræsentant for generation 1988 er jeg en af dem, der næsten går ind i et vejskilt, fordi jeg har snuden i enten e-mails, Instagram, Facebook eller lignende. Alle på én gang er også plausibelt. Jeg er jo nærmest digitalt indfødt. Men denne telefon er også måden hvorpå, jeg legalt kan være optaget, legalt kan kigge væk og holde afstand til den ældre dame i bybussen, eventuelt helst sætte mig på et sæde for mig selv, fordi jeg jo er midt i noget (læs: snyd for at undgå unødvendig interaktion med fremmede).

Men døm mig ikke, det er ikke som sådan en beslutning, jeg bare har taget. Det er blot en krykke, når man er i det offentlige rum, at fordybe sig i sin privatsfære, som ligger inde i min telefon, hvor jeg interagerer med de, jeg kender, og det jeg kender.

På trods af ovenstående, som uden tvivl kommer til at give et billede af mig som en asocial og menneskeskræmt type med berøringsangst, som jeg dog repræsenterer et bredt udsnit af vores måde at (ikke) interagere på i det fysiske rum, har vi alligevel taget en ny måde at spise på til os: street food. Vi nyder pludselig at sidde ved langborde - med fremmede for fa'en! Vi henter vores mad og begiver os ud i et mere løst rum, "sæt dig hvor du vil", et rum, der i højere grad lægger op til mere kommen-hinanden-ved.

Bagsiden af Instagram
Vi henter vores mad og begiver os ud i et mere løst rum, "sæt dig hvor du vil", et rum, der i højere grad lægger op til mere kommen-hinanden-ved.

Den anden dag, da jeg sad ved langbordene og delte en flaske rosé og cheesecake med en veninde, faldt jeg i snak med mine sidemennesker, der havde valgt smørrebrød. En snak om udvalget, om den rejemad vs. rullepølse, den nye is-biks, som jeg ikke selv havde prøvet, og hvad der nu førte os til samme bord den dag. De skulle i biffen, vi var blot tørstige efter vin. En overfladisk samtale, men ikke desto mindre; en snak, der faktisk var ret hyggelig.

De fleste vil være enige i, at det for mange handler om at blive set og se på andre på trods af vores asociale tendenser, når vi er ude at spise. I hvert fald for ungdommen. Se bare ved åen! For de under 30 år er det næsten en catwalk, hvor vi på afstand kan betragte hinanden. Vi sidder ved de små runde borde, jovist, men vi har hver vores bord, tjenerne kommer og tager imod bestillinger og servicerer, så vi ikke engang behøver at rejse os. Men hvad er der så med Street Food? Vi gnubber i højere grad albuer - og velvilligt endda. For mig er det et tiltrængt rum med muligheder for at komme tættere på andre. Jeg ved udmærket godt, at jeg da selvfølgelig bare kunne tage bladet fra munden og sniksnakke eller kigge lidt mere op og smile til hende med barnevognen, men det virker så uvant at tage det skridt. Arenaen omkring mad og det uformelle måltid må være et godt sted at starte, et godt sted at øve sig i at kigge lidt mere op - og kigge hinanden i øjnene ved langborderne.

Så jeg vil, fra nu af, øve mig... og det starter næste altså over "en svin" hos Bánh Mì Bandits, i solen (forhåbentlig) ved de samtaleindbydende borde i den forhenværende busgarage ved Rutebilsstationen.