Den andens perspektiv


Den andens perspektiv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lone Koefoed Hansen,
Lektor i Digital Design, Aarhus Universitet
Søren E. Alwan
Blog. 

Kommunal- og regionsvalget er lige på trapperne, og som en borger, der forsøger at foretage et informeret valg, når jeg stemmer, så er det med andre ord ved at være højsæson for at finde ud af, hvem jeg vil støtte denne gang. Som i alt andet jeg gør, har sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram stor betydning for min viden og mine valg, og det skorter da virkelig heller ikke på muligheder for at følge de politikere, der stiller op til en ny periode.

Men jeg savner noget. Jeg savner, at jeg bliver udfordret på mine fordomme – eller sagt mere akademisk: jeg kunne godt bruge, at der var en bedre eller nemmere måde at forsøge at blive mig min bias bevidst. Bias er det engelske ord for fordom, og det er virkelig svært for os at se ud over vores fordomme, når vi skal forstå en given sag, eller når vi skal lytte til hinanden. Jeg kan naturligvis følge politikere, som jeg ikke umiddelbart deler holdning med, men det er ikke helt det, jeg mener med at blive udfordret.

For nylig var der en del omtale af resultaterne fra et forskningsprojekt fra Statskundskab på Aarhus Universitet, der viste, at selv når vi bliver konfronteret med fakta, som går imod vores holdninger, så er vi virkelig dårlige til at ændre de holdninger. Jeg har læst lignende amerikanske undersøgelser med samme konklusion. Vi kan godt se de nye oplysninger, og vi kan godt forstå, hvad vi ser, men vi har svært ved at ændre holdning alligevel.

Det er både skræmmende og interessant. Det er skræmmende fordi Hold da op, så er der altså lang vej hjem, når man kan vise os noget, der helt klart beviser, at vi tager fejl, og alligevel vil vi have virkelig svært ved at ændre holdning. Det er også interessant, fordi det viser styrken af en fordom – eller bias, som man oftest kalder det, når det er ubevidst eller uerkendt.

Fordomme præger os i alt hvad vi gør, vi har simpelt hen opbygget et væld af præferencer, som vi af forskellige årsager anvender mere eller mindre bevidst, når vi skal navigere blandt alle de valg, som livet præsenterer os for. Om det er ren kultur eller ren arv – altså om det er indbygget i os, eller om vi tillærer os det gennem kulturelle vaner – skal jeg ikke gøre mig klog på. Det er sandsynligvis en blanding. Det er egentlig også ligemeget, hvor den kommer fra, for realiteten er, at vores fordomme og skjulte præferencer har betydning for stort set alt, hvad vi foretager os.

Derfor er jeg virkelig glad for ting, der tvinger mig til at se verden fra forskellige perspektiver hele tiden. Det behøver ikke at være de store perspektivskift, men mit håb er, at hvis jeg ikke kan køre på rutinen hele tiden, så bliver jeg bedre til at huske at tænke mig om, inden jeg danner mig en holdning. Og det er et vigtigt demokratisk princip, som vi altså er ret dårlige til at efterleve, hvis forskningen står til troende.

Et helt enkelt eksempel på perspektivskift på sociale medier er de såkaldte stafet-konti: det er profiler på fx Twitter eller Instagram, som skifter vært hver uge. Landet Sverige har en fantastisk konto på Twitter (@sweden), hvor der hver uge kommer en ny person til tasterne. Er man svensker, så kan man blive udvalgt til at tweete fra kontoen i en uge, og i den uge kan man skrive, hvad man vil, så længe man overholder nogle ret enkle retningslinjer.

Følger man Sweden på Twitter, så får man altså et nyt perspektiv på Sverige hver uge, og jeg skal ellers love for, at det kan skifte meget. Kontoen er organiseret af Det Svenske Institut, dvs. en officiel instans hvis formål er at udbrede svensk kultur i udlandet, og alle kan nominere andre til at være ugeværter. Fra officiel side siger man altså, at "Sverige, det er os alle sammen", og man har sat handling bag ordene og viser det helt konkret ved at give folket ordet.

Kontoen har ca. 130.000 følgere, og i forhold til de største konti på Twitter er det jo småting. Men indholdsmæssigt er det en vigtig profil, fordi den er et demokratisk udsagn og et demokratisk eksperiment: alle har mulighed for at få ordet, og hvad man end siger, så er det en del af det, der gør Sverige til Sverige. Sverige er her ikke en abstrakt størrelse, men en række helt konkrete mennesker med helt konkrete stemmer, som vi kan lytte til og tale med, også selvom (eller netop fordi) de skifter stemme og holdning en gang om ugen.

Gid at Region Midtjylland, eller Århus Kommune, eller Danmark havde sådan en konto. Jeg kan kun komme i tanke om @mitaarhus, som er på Instagram, og den er skøn af de samme årsager som Sweden. Det er måske ikke et decideret demokratisk eksperiment, men det er helt sikkert noget, der helt konkret giver forskellige perspektiver på, hvad det vil sige at leve sit liv i Århus.

Jeg er selv en af folkene bag @AUforsker på Twitter, som i lighed med Sweden skifter vært hver uge, bortset fra at det her er folk, der er forskere på Aarhus Universitet. Der er færre af os, end der er borgere i Sverige, så vi genbruger vores ugeværter med nogle års mellemrum, men formålet er sådan set også demokratisk tænkt: det handler om at vise forskningens mange facetter til dem, der orker at følge med. Og det handler om, at det bliver mere tydeligt, for de af os, der er forskere eller studerende på AU, hvad vores kolleger andre steder på universitetet går og laver i deres hverdag. For der er jo både ligheder og forskelle, og alle kan lære noget af hinanden.

Så jeg synes virkelig, at nogen burde gentænke sociale mediers mulighed for at bidrage til den demokratiske dannelse og dialog. Nogen burde lave en konto, som politikerne kunne skiftes til at være vært på her op til valget, eller hver uge året rundt. Dialogen handler jo ikke blot om valgperioder, men om at skabe et sammenhængende samfund med plads til mangfoldighed og konsensus på samme tid. Stemmerne ville blande sig, og man ville som læser måske blive tvunget til at tænke over udsagnet mere end afsenderen?

Ville det være een måde at få os væk fra den fordomsstyrede måde at tilgå viden på, som projektet på AU viste, at vi alle har? Jeg ved det ikke, men det ville måske være et forsøg værd. For det er ikke særlig befordrende for hverken individ eller samfund, at vi faktisk har svært ved at ændre holdning, selv når vi præsenteres for viden, der burde være i stand til at få os til at forlade de holdninger, som ikke holder.

Læs mere om forskningsprojektet fra Statskundskab her.

 

 

 
 

Den andens perspektiv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce