Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Etikette-samfundet


Etikette-samfundet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Poul Henning Bartholin,
Domprovst
Flemming Krogh
Blog. 

 

Vores sprog er heldigvis meget levende. Det forandrer sig hele tiden. Nye udtryk og talemåder kommer til. Til gengæld mister andre fynd og kraft og bliver til sidst til klicheer. Næppe mange under 40 år husker eller véd, fx hvad udtrykket "bred ymer" betød.

Sproget fortæller naturligvis en hel del om, hvordan vi tænker. Gennem iagttagelse af sproget både hos andre og os selv kan vi aflæse både det sagte og hensigten med udsagnet, ja endda måske det usagte.

Jeg har lagt mærke til, at vi ofte omtaler os selv og hinanden fx på denne måde: "Jeg er et operamenneske", "hun er bestemt ikke et havemenneske" osv. Hvis jeg om mig selv siger, at jeg er "et operamenneske", er det måske nok min hensigt at fortælle om en lidenskab, jeg har og bruger tid på. Mellem linjerne siger jeg mere, nemlig at interessen er en del af min personlighed. Hvis det bare er sådan, det forholder sig, er det måske lidt overfladisk, men ganske harmløst.

Anderledes forholder det sig, hvis vi begynder at sætte etiketter på hinanden af afstandtagende eller nedsættende karakter. Den tendens kan ikke overses i vore dages debat og omgangsform. Umærkeligt danner vi nemlig billeder og skaber fordomme om, hvordan fx et "operamenneske" er. Snublende nært ligger det så at slutte fra interessen opera til en beskrivelse af, hvordan personen er. Véd vi fx ikke alle sammen, hvordan et operamenneske er? Er det ikke en person, der er politisk konservativ? Og bor i villa eller en stor lejlighed, tjener over gennemsnittet, måske er akademiker osv.? Nej, det ved vi intet om. Opera eller en hvilken som helst interesse deles af mange, meget forskellige mennesker.

Sagt mere enkelt sætter vi etiketter på hinanden. Vi slutter fra, hvad den anden interesserer sig for, gør eller siger, til hvordan den anden er. Har vi fået sat en etiket på en anden person og "ved", hvordan han er, så ved vi også, hvad vi kan forvente af ham, og uanset hvad bliver han sådan for os. Ordet har som bekendt en tendens til at skabe, hvad det nævner.

I virkeligheden ved vi ikke noget om hinanden, før vi har lyttet os ind på den anden og lært ham eller hende en smule at kende. Men det er meget lettere at sætte en etikette på en anden og gøre sig færdig med ham. Vi véd jo godt, hvordan han "er". Eller gør vi? Nej, det ved vi ikke. Men det vrimler med eksempler på, at mennesker ikke gider høre på hinanden, ikke læser opdateringer på Facebook eller Twitter ordentligt. I stedet lader man de påklistrede etiketter hærge med dertil hørerende ukvemsord og fordomme.

Fra mit mangeårige virke som præst og provst har jeg erfaret gennem tusindvis af samtaler, at ethvert menneske er noget særligt, som ikke kan rummes i en overskrift eller etikette. Det særlige kommer frem ved at lytte, vise tillid og se, at den anden nok er ligeså sårbar og skrøbelig som mig selv under den hårde overflade.

Hvem skal så have påklistret en skyldig-etikette for dette? Jo, de "skyldige" står sikkert i kø. Det er jo nok "medierne", Facebook og Twitter, "politikerne" osv. Beklager, nej, det er hver eneste af os, som har et ansvar her. For det er mig, der er ansvarlig, hvis jeg sætter en etikette på en anden med den hensigt at tage afstand, gøre nar eller bagtale.

Et godt eksempel på en samtale, som både deltagere og publikum blev klogere af, oplevede jeg for nylig, hvor Aarhus Teater havde indbudt til "forsamlingshus" på Café Hack efter forestillingen "Lyden af de skuldre, vi står på". Her talte Simon Kvamm, Marie Koldkær Højlund og forstander for Testrup Højskole, Simon Axø om "den danske sang", som Simon Kvamm og Marie Koldkær har gjort til emne i deres teaterforestilling. Samtalen var mellem tre personer, der fra tre forskellige vinkler talte om det fælles emne. Derved blev det belyst både på overfladen og i dybden.

Bagefter har jeg drømt om nogle flere "forsamlingshuse", hvor vi kan tage nogle af de mange vigtige emner op og drøfte dem fra flere sider uden at skulle sætte etiketter på den ene eller den anden holdning eller person. Uden at finde det nødvendigt at lægge afstand til dem, der mener noget anden end mig.

 

 

 

Efter festen
I virkeligheden ved vi ikke noget om hinanden, før vi har lyttet os ind på den anden og lært ham eller hende en smule at kende
Poul Henning Bartholin, domprovst