Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fælles om...


Fælles om...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Poul Henning Bartholin, Domprovst
Flemming Krogh
Blog. 

I slutningen af januar blev der afholdt en stor konference i Rådhushallen i Aarhus med deltagelse af borgmestre og andre repræsentanter for alle kommuner i Aarhus Stift, biskoppen over Aarhus Stift, provsterne for de 14 provstier i stiftet og en række repræsentanter fra alle provstier, og sidst men ikke mindst repræsentanter for en lang række organisationer og frivillige initiativer, der arbejder med socialt og - som folkekirken ofte kalder det - diakonalt arbejde.

Konferencen hed "Fælles om det sociale ansvar". Konferencen viste mange gode eksempler på, hvad der sker i vores samfund allerede. De skarpe linjer mellem kommuner, sociale institutioner og organisationer og folkekirken eksisterer ikke længere i praksis. Sociale institutioner og kommunerne har i mange år arbejdet sammen. Det nye er, at folkekirken tager imod invitationen til at være med til at "samskabe" dvs. til at indgå i forpligtende samarbejde og fællesskab med kommunerne.

Konferencen viste en række gode eksempler på, hvordan det allerede lader sig gøre flere steder i vores region og kommuner. Den gav også inspiration til nye tanker og initiativer. Men hvorfor egentlig? Hvorfor ikke holde os til den gode deling, at stat og kommuner sørger for at samle de borgere op, som har brug for hjælp på den ene eller den anden måde, og folkekirken tager sig af det sociale arbejde, hvor det er næstekærligheden og kristendommen, der er drivkraften?

Et simpelt svar kunne være, at det er fordi, den skelnen er forkert - ja, falsk. For ingen af os kan løbe fra, at vi har et ansvar for hinanden. Vi kan ikke slippe for et ansvar ved at skubbe det over til en social organisation eller til en kommune.

Det kan der gives to begrundelser for. For det første kan et samfund ikke bestå som fx kommuner og stat med forskellige forvaltninger, hvis der ikke er en folkelig opbakning og et folkeligt engagement bag. Måske er vores debat om, hvordan vores samfund egentlig holdes sammen udsprunget af, at vi som enkeltpersoner, virksomheder, folkekirke m.v. skubber ansvaret fra os og lægger det over på "kommunen". De stærkeste af os klarer sig, de svageste i blandt os tager andre sig af. Bliver de et problem i samfundet, begynder vi at se på, om de overhovedet skal have en plads i vores samfund.

Det sociale område er ikke det eneste, hvor borger- og brugerinddragelse er sat på dagsordenen. Det er godt, for et demokrati kan kun leve, hvis det har et åndedræt, der bruger hele "lungekapaciteten" (= alle borgere) og ikke kun en del af den.

Borgerinddragelse sker også i bygge- og planlægningsopgaver, som kommunerne har. Alle lokalplaner, kommuneplaner etc. kommer i høring, og alle berørte har mulighed for med gode frister at give deres holdninger og meninger til kende. Erfaringen er, at de også bliver hørt, hvor der er en vægtig argumentation bag.

Vi vil se i de kommende år, at der kommer flere og flere eksempler på initiativer, der har en overskrift "Fælles om...", som den i indledningen omtalte konference. Folkekirken er på to områder selv gået i gang med lignende initiativer.

For det første er der et forsknings- og udviklingsprojekt kaldet "Kirken på landet", der arbejder med en række initiativer for at inddrage alle, som bor på landet i et samarbejde med folkekirken. Også på landet er der brug for, at flere end kommunerne bidrager med tid og kræfter i det sociale arbejde. Der er brug for flere, som arbejder for at fastholde lokale skoler, uddannelsesinstitutioner, forretninger, borgerforeninger m.m. Ja, flere som bidrager til, at der også er kulturelle tilbud og muligheder dér, hvor afstanden til byernes tilbud er lang for dem, der ikke har andre muligheder end offentlig transport.

Det andet initiativ er "Kirken i byen", som overordnet ser på, hvordan folkekirken kan bidrage til og indgå som samarbejdspartner i skabelsen af rammer og vilkår for "det gode liv" for alle. Ud over det sociale område, jeg allerede har nævnt, drejer det sig fx også om den fysiske planlægning omkring de kirker, som allerede ligger her. Hvordan skal byen se ud, og hvad skal kunne lade sig gøre i de byrum, der er omkring kirkerne? Hvor skal de nye kirker i de nye byer/kvarterer, der bygges i Aarhus kommune, ligge? Kan de indgå i byggeriet, så de er med til at samle kvarterer og områder og skabe samlingssteder og forsamlingsrum, hvor man kan mødes på tværs af foreninger, interesser og tro?

Hvad kan folkekirken lære af at inddrager medlemmer og ikke-medlemmer, forvaltninger i kommunerne, institutioner og organisationer i drøftelser af, hvordan folkekirken kan være kirke for flere? For mig er der ingen tvivl om, at det kan vi lære meget af. Folkekirken skal lære at være til stede uden for kirkerum og sognegårde, midt i byens liv og i alle miljøer. Det vil så vise sig, som det allerede så småt gør, at folkekirken også har noget at bidrage med i det samlede hele både på landet og i byen.

Livet er ikke en lektie med en remses absurditet
Ingen af os kan løbe fra, at vi har et ansvar for hinanden
Poul Henning Bartholin, Domprovst

Fælles om...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.