Fra socialstat til bananstat


Fra socialstat til bananstat

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Hans-Henrik Christensen, Cand.mag, løbeinstruktør, forfatter
Flemming Krogh
Blog. 

Jo pænere jakkesæt, jo højere løn, jo dyrere livsstil, jo mere indflydelse på almindelige danskeres hverdag. Kort sagt placeret på samfundets "højeste" trin med udsigt over den jævne, helt almindelige befolkning:

Er det lig med større kreativitet, når det gælder om plat, bedrag, bøjning af love og regler, så længe de står i vejen for egen vinding. Tilsyneladende er "kreativitetens" omfang omvendt proportional med reaktionen fra de samfundsinstitutioner, der egentlig skulle være almenvellets grundvold og sikring.

Har vi "bare" i Danmark 2018 vænnet os til, at det nu engang er sådan. En form for apati og afmagt, fordi tilliden til "systemet" langsomt svinder. Det være sig over for politikere for hvem det at få magt, som man har agt, er den primære drivkraft. Om man så skal tie her, lyve der og fifle betragtes blot som en del af spillet, "fordi det gør alle" (verdens værste argument). Om det så er en kynisk og beregnet nedskæring af Skat, personlige, politiske ambitioner eller almindelig, (u) anstændig bankdrift er i for sig lige gyldigt.

Hvordan tre styks af den nuværende regerings top stadig kan sidde med politisk ansvar er mig en gåde. 100 milliarder danske skattekroner mangler i den fælles kasse. Måske var det på tide at tale om skyld i stedet for ansvar.

Vedrørende Danske Banks uanstændige hvidvask: Spørg min mor på 94. Hun er så uheldig/godtroende/gammeldags, at hun har en del af sin (ikke specielt svulmende opsparing) stående i Danske Bank-aktier. De er næsten "bare" halveret i værdi. Sandheden er vel bare, at en bank, der med sit "Danske" formåede at fremstå som en formelig samfundsinstitution, snarere hører hjemme i en bananstat.

Men hvorfor er der et så åbenlyst skred i den indbyrdes tillid til det danske samfunds moralske sammenhængskraft?

Det er snart ti år siden, Anders Fogh Rasmussen overlod statsministerstolen til partikammeraten Lars Løkke. Fogh havde benhårdt forfulgt sine personlige, politiske ambitioner, og i april 2009 blev han valgt som NATOs generalsekretær efter at have trukket Danmark ind i Irak-krigen på et meget tvivlsomt grundlag. Han kom aldrig til at stå til ansvar, fordi den siddende regering blokerede for den famøse Irak-kommissions videre arbejde.

Fogh havde i 1993 udgivet sit neoliberale manifest, "Fra socialstat til minimalstat", der med fynd og klem gjorde op med efterkrigstidens socialdemokratiske velfærdsstat for at have gjort borgene til klienter på forsørgelse og uden reel frihed.

Ideologisk var det et manifest, der på mange punkter fulgte Poul Schlüters konservativt ledede regeringer fra 1982-93, hvor markedet genvandt andele fra staten under slogans som "privatiseringer, udliciteringer, det skal være lettere at være dansker, oprydningsarbejde og regelsaneringer"; Schlüter var fiks på tungemålet. Tamilsagen viste dog, at der var en grænse for politisk fribytteri.

Spørgsmålet er blot, hvilke følger de seneste ti års nyliberalisme og genfødte borgerlighed har haft, selv om venstre-regeringerne ofte klandres af sine venner for ukritisk videreførelse af velfærdsmastodonten; nedskæringsautomatikken og den større ulighed peger dog utvetydigt i den anden retning. Og sammenhængskraften, det lykkelige SAMfund? Overlever det, når normer og moral bliver et individuelt anliggende, der kan bøjes, som man vil, for personlig vindings skyld?

Samfundet eksisterer ikke på love og regler. Det hænger derimod sammen, fordi vi har tillid til hinanden og ikke mindst dem, der har påtaget sig det største ansvar.

Hvordan tre styks af den nuværende regerings top stadig kan sidde med politisk ansvar er mig en gåde. 100 milliarder danske skattekroner mangler i den fælles kasse. Måske var det på tide at tale om skyld i stedet for ansvar.

Fra socialstat til bananstat

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce