Glem dig selv!


Glem dig selv!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Poul Henning Bartholin, Domprovst
Flemming Krogh
Blog. 

Vi nærmer os julen med hastige skridt. Vores planlægning af december måneds mange familie- og vennearrangementer kører på højeste tryk. Der skal tænkes og kombineres, gives og tages for at alle de komplicerede familierelationer, vi efterhånden har, kan gå op. Hvem kan være sammen med hvem? Og hvem skal vi undgå at sætte sammen? Hvordan kommer vi bedst børnenes og børnebørnenes behov i møde uden alt for mange konflikter? Mens alt dette planlægges og afvikles kværner klichéerne om julen som hjerternes fest, familiernes fest osv. Det er desværre ikke virkeligheden for mange. Samtidig dukker julepynten op i mange private vinduer her midt i november. Flere forretninger har været i gang længe. På Strøget i Aarhus er den nye julebelysning for længst hængt op og tændt. Trods alt bøvlet, planlægningen og travlheden stemmes vores sind og forventninger til julen så småt. Hvad er anledningen i grunden? Og hvordan fremgår den anledning mange fester og sammenkomster af vores?

Hvad fejrer vi i grunden i adventstiden og senere julen? Lad os kaste er kort blik tilbage i religionshistorien. Den fortæller os, at mange religioner har deres udspring i menneskets forhold til naturen. Mennesket har altid været dybt afhængigt af naturen og dens kredsløb. Menneskeheden har altid fået sin føde fra naturen. Således også i dag. Naturen har nydt godt af menneskets ærbødighed og frygt for de kræfter, som naturen rummer. Naturen kan være lunefuld. Måske giver den et år ikke den vækst, man havde regnet med. Det har vi erfaret i år, hvor tørken har indvirket på mange landmænds, gartneres og frugtavleres udbytte.

Naturen er én af menneskets forudsætninger. Det er vi ved at genopdage. Religionshistorien og kulturhistorien kan fortælle os om menneskets ærefrygt for og forhold til naturen igennem mange tusinde år. På få hundrede år har mennesker i Europa og Nordamerika og siden i resten af verden beskadiget eller helt tabt dette forhold til naturen. Den er blevet til en selvfølgelig ressource og til et rekreativt sted, men en ærefrygt eller respekt for den er vi ved at tabe.

Tidligere var naturen en lunefuld magt, mennesket var afhængig af. Skønt vi næsten helt har glemt det, har vi stadig religiøse skikke, der oprindeligt bygger på et andet forhold til naturen. Det gælder fx de kristne fester advent, jul, påske, pinse og Skt. Hans.

Lad os se lidt på advent og julens "hedenske" forudsætninger. Advent rummer en længsel efter lys, efter sol og varme og samtidig et håb om at de vil vende tilbage. Advent er oprindeligt en festtid, en ventetid op til vintersolhverv. Ordet advent stammer fra latin og betyder komme. Lysets komme. Det var og er en tid på året, hvor vi anvender mange stearinlys og lys i det hele taget, fordi dagene bliver kortere og kortere. Når solens gang vendte og dagene blev længere, fejrede man det med store madfester. Maden og øllet gled ned. Man fejrede de nylige slagtninger og lagringen/saltningen af de slagtede dyr, og den heldige ølbrygning, som det høstede korn og den dannede malt var grundlag for.

Da kristendommen kom til landet fra ca. 700 e.kr. og i århundrederne frem ændredes indholdet af de gamle skikke. Man fejrede stadig lysets komme og kædede det sammen med forventningen om, at Jesusbarnet skulle komme. Gud skulle komme til jorden i skikkelse af et lille barn og blive til en konge over himmel og jord. Det vil sige over liv og død. Han blev og bliver tolket i vore kristne tekster som verdens og livets lys. Han kaster det forklarende lys over vores liv, som kan give og mod, kræfter og lyst til at leve. I adventstidens gudstjenestetekster skildres han også som dommer over levende og døde. Hans herredømme skal gøre det af med døden og mørket i menneskers liv. Julen peger frem mod påske og foråret med iv og vækst. Et lys i mørket.

Julen er fejringen af hans fødsel, Den er også knyttet til solens gang, for hans fødsel knyttes til den dag, der falder nøjagtig 6 måneder efter Sankt Hans, der igen er knyttet til Johannes Døberens fødselsdag. Det nye Testamente fortæller om hans undfangelse, der ikke er sket ved et menneske, men ved Guds ånd. I denne mytiske form fortælles, at vi ikke ved os selv kan skabe liv. Livet og dets forudsætninger er til forud for os. Også i dag, når vi får børn, sker det, fordi vi har fået en livskraft lagt i os, som vi ikke selv har skabt eller er herre over.

Med kristendommen fik de gamle hedenske skikke nye begrundelser og delvis nye udformninger. Og disse udformninger står ikke stille. I de seneste 50-60 år er fejringen af advent og julen delvis smeltet sammen. Og den religiøse baggrund fortoner sig. Vi har flyttet festen fra hjertet og lyset ud på markedet, hvor det gælder om - for mange - at købe de mange gaver. Jeg tror, at vi har godt af at få baggrunden og grundlaget belyst lidt igen. For vi mærker de mørke kræfter i verden. De kommer ikke mere fra naturen. De kommer fra os selv. Vi er blevet en trussel for os selv. Vi skal ud i lyset, så det mørke kan overvindes. Det kan ske, hvis vi glemmer os selv og kaster lys på andre. Det kan vi anvende advents- og juletiden til.

Vi nærmer os julen med hastige skridt. Vores planlægning af december måneds mange familie- og vennearrangementer kører på højeste tryk. Der skal tænkes og kombineres, gives og tages for at alle de komplicerede familierelationer, vi efterhånden har, kan gå op.

Glem dig selv!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce