Hvor er lyset i en mørk tid?


Hvor er lyset i en mørk tid?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Ida Pallesen, Cand.mag og historiefortæller
Billede
Blog. 

Kære læser

Det nye år er lige begyndt, og dagene bliver langsomt længere. Det er stadig en kold og mørk fornøjelse at cykle til og fra arbejde. Forude venter endnu et par mørke måneder med tunge skyer, regn og lange nætter. I januar kan tiden føles uendelig lang, og det er som om, lysene er taget på ferie efter en lang og hård arbejdsperiode i december. Alle er trætte efter julen, hvor den sidste rest af ferie blev brugt på familiens julefrokoster og forberedelserne til nytåret. Nu er krudtet skudt af, og der er uoverskuelig lang tid til den næste ferie, medmindre der kommer en snestorm, så vi igen kan samles om ikke at tage på arbejde, i skole, børnehave eller vuggestue.

Da jeg boede nord for polarcirklen i Ilulissat i Grønland var januar den måned, hvor solen kom tilbage til byen efter, at den havde gemt sig i seks uger under horisonten. Mørketiden var en særlig tid, hvor nattens mørke ikke blev forstyrret af solens iver efter at komme i gang med dagen. Midt på dagen var der et tusmørke, hvor himlen ikke helt kunne beslutte sig for at være lys eller mørk.

I begyndelsen af mørketiden nød jeg det nedtonede tempo. På det tidspunkt arbejdede jeg på et hotel, og polarmørket betød et markant fald i antallet af gæster. Mørketiden blev for mig en pausetid, hvor jeg sammen med min slædemakker kunne tage ud på slædeture, når det passede os. Vi behøvede jo ikke at bekymre os om, at vi skulle være tilbage, inden det blev mørkt.

Vi bekymrede os ikke om mørket ude i fjeldet, for sneen gav lys nok til, at vi kunne orientere os. Det, vi skulle bekymre os om, var ikke at blive kørt ned, når vi kørte gennem byen med hundeslæden. Vores manglende evner i forhold til hundeslædekørsel kompenserede vi for med trafiksikkert udstyr. De selvlysende trafikveste og pandelamper fik os til at ligne to radioaktive optimister. Vi har sikkert set ret spøjse ud, men det var lige meget, for vi var fyldt med lykke. Det var endelig lykkes os at få hundene til at løbe i nogenlunde samme retning.

Da jeg boede nord for polarcirklen i Ilulissat i Grønland var januar den måned, hvor solen kom tilbage til byen efter, at den havde gemt sig i seks uger under horisonten.

Jeg elskede at køre hundeslæde i mørket, især hvis nordlyset tog sig en svingom på himlen. Det var magisk. Dagen, aftenen og natten smeltede sammen, og det blev ligegyldigt, hvad klokken var. Ude på slædeturene kunne vi bare vende slæden og køre hjem, når vi og hundene blev trætte. Det var befriende at slippe for solens påmindelse om dagens vante rytmer. Vi kunne gøre, hvad vi ville, når vi ville det. Det eneste problem var, at det ikke giver en ret høj indtægt at være nybegynder i det grønlandske fangerliv. Hverken mig eller min slædemakker kunne skyde sæler eller fiske med langline på den frosne fjord. Derfor var mørketiden også en mørk tid for vores økonomi, men hvem kan bekymre sig om det, når man får lov til at lege Knud Rasmussen i en trafiksikker udgave.

Efterhånden som ugerne i polarmørket blev mange og bankkontoen tom, begyndte jeg at glæde mig til solens genkomst d. 13. januar kl. 13. På det tidspunkt samles folk fra byen ude på Holms Bakke for at byde solen velkommen tilbage. Da dagen endelig kom, var det overskyet og umuligt at se, om solen rejste sig fra havet eller om den havde besluttet sig for at blive liggende lunt og godt under horisonten. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg blev lidt skuffet, da det gik op for mig, at jeg ikke fik lyset i øjnene. Det underlige ved situationen var, at jeg tilsyneladende var alene om skuffelsen. Det tunge vejr forhindrede nemlig ikke fejringen af solens genkomst. Det lille lokale kor sang et par sange, og folk krammede hinanden og glædede sig over, at tiden med polarmørke var slut for denne gang.

Min glæde var lidt forbeholden, indtil jeg indså, at lyset ikke kun handler om det, som man kan se. Alle vidste, at solen var der ude bag de mørke skyer, og derfor var der grund til at glæde sig.

Efter jeg er flyttet tilbage til min hjemby Aarhus forsøger jeg at holde fast i glæden ved solens genkomst. Derfor vil jeg også minde dig om, at dagene allerede er blevet omkring ti minutter længere. Hver eneste dag får vi mere lys, også selv om det kan være svært at for øje på omme bag en hård arbejdsdag og en lang kø i Rema.

Kærlig Hilsen

Ida P.

Hvor er lyset i en mørk tid?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce