Laster eller dyder?


Laster eller dyder?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Poul Henning Bartholin, Domprovst
Flemming Krogh
Blog. 

Der bringes hyppigt interessante artikler og beretninger om mennesker, der skifter kurs for at leve mere autentisk. Det bliver vist anset for at være meget moderne. Fra 60'erne og 70'erne husker jeg mange, som "stod af ræset". De er nu kommet med igen, og nye artikler om at skifte kurs, kan skrives. Så intet er i grunden forandret - kun omstændighederne og tiden.

Meget tidligt i den kristne kirkes historie fandtes det samme fænomen. Fx var der i Egypten i det 3. årh. mange eneboere og eremitter. De fandt sammen, og de afsondrede sig fra den øvrige verden i fælles huse (lat.: claustrum = indelukke). Dermed skabte de fundamentet for den klosterbevægelse, der bredte sig i hele det kristne område, og som har haft en enorm betydning i og for Europa.

Man opdagede dog en hage ved afsondretheden. Munkenes tanker kredsede om emner, som man ikke anså for at være sunde men syndige og onde. I klostrene tog man hånd om dette med tugt og bod. De syndige tankers emner systematiserede man i syv hovedsynder - senere dødssynder, som var: Fråseri, hovmod, begær, dovenskab, misundelse, vrede og grådighed.

De blev oprindeligt ikke anset for at være synder, men for at være forudsætninger i sindet, der føder synder. Synd blev karakteriseret som konkrete gerninger og tanker, der afveg fra budene og dyderne. Holder vi disse synder op for os som et spejl, kan vi genkende træk, der fortæller, at vi har en rem af huden. Nogle inspirerer det til en selvbevidsthed og selvkontrol, som skal sikre den enkelte om, at han ikke synder.

Helt så enkelte er det nok ikke. I Kulturbyåret 2017 besøgte jeg de syv museer, som sammen skabte en storslået regional udstilling om de syv dødssynder. Alle de deltagende kunstnere fra ind- og udland tolkede dødssynderne således, at man som betragter ikke var i tvivl om, at de syv dødssynder er holdninger og måder at forholde sig på, som vi alle konkretiserer.

Helt sådan tænker de fleste af os ikke i dag. Anser vi os ikke for at være autonome, frie, tilhængere af den frie tanke, så religionerne ikke spiller nogen rolle i vores liv? Vi vil kontrollere os selv. Enhver tale om synd og dødssynder er meningsløs for os. Eller er det rettere sådan, at vi vender dem om, så de bliver til dyder? Forestiller vi os måske ikke, at med dydernes hjælp fremstår vores personlighed tydeligere, så andre kan se, hvor enestående vi er?

Vi står ikke gerne til ansvar over for Gud. Det finder vi meningsløst. Heller ikke andre føler vi os i særlig grad ansvarlige for. Det ser vi fx i trafikken. Fartbegrænsninger overholdes i mange tilfælde ikke. Der køres i vid udstrækning overfor rødt. Cyklister og gående presses, Aggressionerne sidder uden på tøjet.

Det slår mig gang på gang, at der er en modsætning imellem, at vi på det personlige plan søger nære fællesskaber, hvad der giver god mening, når man fx kan se, at i Aarhus Midtby er det mere end hver anden, der bor alene. På det politiske plan derimod opløses fællesskaberne og solidariteten i og mellem landene. De sociale skel bliver større imellem os, og der er fx løsrivelsesbevægelser i Catalonien, i Tyrol, i Italien og Storbritannien forlader EU. Flere lande følger måske efter.

Det foregår imens de tidligere dødssynder bag om ryggen på os er blevet til dyder. Det er blevet acceptabelt at berige sig med grådighed på andres bekostning. De forskellige finansskandaler, som oprulles i øjeblikket, er tydelige eksempler på dette. I mindre skala er den politiske diskussion om skattelettelser i topskatten et andet eksempel.

Det er også blevet acceptabelt at hælde sin vrede ufortyndet og uafkortet ud over andre både på de sociale medier og ansigt til ansigt, i TV og i aviserne og ikke mindst i trafikken. Frås, hovmod og begær kender vi alle til. Tænk blot på vores forhold til vores fælles forudsætning naturen og den nødvendige og aktuelle klimadebat.

Hvor man i Middelalderen havde den romersk-katolske kirke til at indskærpe, hvad der var dyder og laster, så har vi ikke længere en sådan. Bl.a. fordi den katolsk kirke viste sig ikke at have orden i eget hus. Grådighed og fråseri florerede i høj grad også der. Siden har også andre kirker og religiøse samfund tabt den plads - delvis af samme grunde. I dag søger og finder vi normer og ståsteder i vores identitet. Den er ikke givet på forhånd for mange. Den skal vi selv finde og skabe. Det store fællesskab giver den ikke - eller måske rettere: vi vil ikke lede efter den der. Men det er dér, den er at finde: Vi er alle et menneske, vi har alle ens og fælles grundlæggende behov og ansvar for hinanden. Lad os begynde dér og dele de fælles ressourcer mere ligeligt, retfærdigt og ansvarligt.

Det slår mig gang på gang, at der er en modsætning imellem, at vi på det personlige plan søger nære fællesskaber, hvad der giver god mening, når man fx kan se, at i Aarhus Midtby er det mere end hver anden, der bor alene.

Laster eller dyder?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce