Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Må jeg mærke dit svedbånd?


Må jeg mærke dit svedbånd?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Karina Bjørn, Kommunikationsrådgiver
Martin Ballund
Blog. 

"Må jeg mærke dit svedbånd" lød det fra min datter, da vi lå på gulvet og lavede strækøvelser efter træning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået det spørgsmål. Måske begyndte jeg i virkeligheden mit sportsliv for sent til, at jeg overhovedet har oplevet det før. Men det er et skønt spørgsmål. Og det er klart, at i hovedet på en seks-årig pige har man været allermest sej og trænet allerbedst, når man virkelig har et vådt svedbånd. Hun var tydeligt imponeret over det resultat, jeg kunne fremvise. Og en smule skuffet over sin egen indsamling af beviser på overstået træning. Selv var jeg bare lykkelig over at have fundet mig en ny, lille træningsmakker. For det er faktisk det, hun er blevet.

Indtil nu har mine børn ikke været særligt interesserede i at træne, og jeg har ikke gjort noget for at skubbe på. Til gengæld slog jeg til med det samme, interessen dukkede op, og griber hver en chance, når de begge eller hver for sig har lyst til at være med.

Godt nok kan man ikke løbe helt så stærkt eller helt så langt, når de løbesko, man tramper ved siden af, kun lige fylder en størrelse 30 ud. Der skal uden tvivl også være plads til mere snak og flere omveje. Men for mig er det blevet et nyt kapitel i træningsbogen - og endnu en hyggelig måde at være sammen med mine børn på. Og for at illustrere det, vil jeg invitere jer med på den første løbetur i skoven med min datter:

"Mor, hvor langt skal vi løbe? Du skal tænke på, at jeg er en af de hurtigste i skolen, jeg har helt vildt hurtige ben. Men jeg kan jo bare vente på dig, hvis du synes, at det bliver for hårdt".

Mig: "Det lyder bare godt, jeg skal nok sige til, hvis jeg ikke lige kan følge med. Jeg ved ikke endnu, hvor langt vi kan løbe. Vi ser på det, ikke?"

"Okay, skal vi ikke holde i hånden, imens vi løber? Jeg synes bare, at det er så hyggeligt at løbe her og holde dig i hånden? Synes du ikke også det, mor?"

Mig, forundret over ordstrømme kombineret med tempoet: "Jo, vildt hyggeligt!"

"Det er også rart med lidt fred fra drengene, ik´ mor? Så kan vi bedre koncentrere os. Og vi kan også høre musik - skal vi ikke det? Thomas Buttenschøn? Eller... jeg tænker også lige over nogle andre, vi kan lide. Despacito! Den elsker jeg at løbe til. Jeg kan den udenad. Jeg kan også en dans til den."

"Hold da op, det er sejt. Jeg kender ikke mange, der kan den udenad. Men vi kan dele hørebøfferne, så kan vi høre lidt, mens vi løber?"

"Okay. Vi har også allerede løbet langt. Det er godt, at vi løber sammen, ellers var det helt vildt kedeligt, når man skal hjem igen. (Pause få sekunder) Men prøv at se mine kinder - er de ikke allerede blevet røde? Man kan godt nok godt mærke, at det er sundt for os at være ude... Må jeg komme med igen næste gang? Hvornår skal du det? Løb du egentligt også sammen med nogen, dengang du spillede håndbold?"

Mig: "Ja da, så trænede jeg med mine holdkammerater."

"Godt. Jeg synes ikke, at du skulle løbe alene dengang. Det er bedre med kammerater. Jeg har også mange venner i skolen, som jeg løber med... Hvad hed de, dem du spillede med?"

Og sådan fortsatte ordstrømmen, indtil vi var hjemme igen. Og efter den tur var mine ører nok en smule mere ømme end mine ben. Men jeg kan på det varmeste anbefale at træne med børnene. Træning kan også være i haven, hvor man slæber brænde eller løber runder mellem træerne. Gemmeleg. Eller kast med æbler i en spand. Alt tæller. Særligt for de mindste. Og også selvom svedbåndet måske ikke bliver helt så vådt, som når man er alene.

God fornøjelse!

 

 

Smid tøjet, tøser!
For mig er det blevet et nyt kapitel i træningsbogen - og endnu en hyggelig måde at være sammen med mine børn på
Karina Bjørn, Kommunikationsrådgiver