Sådan støtter du din vens vægttab


Sådan støtter du din vens vægttab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Anette Schnieber, Ph.D., Psykolog, VIA UC, Ernæring og Sundhed
Billede
Blog. 

Mange af os har en ven eller et familiemedlem, der med jævne mellemrum siger ting som: "Åh, hvor vil jeg gerne tabe mig - nu skal jeg også have gjort noget ved det", eller: "Når vi kommer i biografen i aften, så må du altså ikke byde mig af dit slik - jeg prøver at tabe mig".

Personen kommunikerer således til sine omgivelser et ønske om et vægttab og måske dermed: et behov for støtte. Hvordan kan vi bedst, som en god ven, søster, kæreste, ægtemand, og så videre reagere, hvis vi gerne vil hjælpe?

Først og fremmest må man gøre sig klart, hvor stor en indflydelse de sociale omgivelser kan have på en persons vægttabsforsøg. At opbygge motivation for en livsstilsændring, og føre denne motivation ud i livet, er på ingen måde kun et spørgsmål om psykologiske processer i den enkelte, eksempelvis "erkendelsen af behovet for et vægttab" + "selvkontrol" = "vægttab". Sådan fungerer verden desværre ikke.

Forskningen viser, at vore forestillinger om, hvordan eksempelvis venner og familie vil reagere på vore kostændringer, spiller en vigtig rolle hos de fleste mennesker i opbygningen af motivation: Vil min mand brokke sig over, at der serveres fuldkornspasta? Vil veninderne kommentere på, at nu kan vi ikke "hygge" (= dele en flaske rødvin og et par poser chips), som vi plejer? Vil mine børn rose mig og synes, at det er sejt, at jeg gør noget ved sagen?

For overhovedet at danne motivationen til at ændre kosten, er vi nødt til at have en vis grad af positiv forventning om, at omgivelserne vil reagere med eksempelvis opmuntring eller anerkendelse, eller i det mindste ikke negativt. Som ven, partner eller familiemedlem kan man derfor hjælpe ved at tænke over de små kommentarer, som på ingen måde er ondt ment, men som alligevel kan signalere eksempelvis irritation, ubelejlighed eller skuffede forventninger: "Nå, øv - jeg havde ellers lige bagt kage til os!", "Aj, skal jeg så spise slik alene?", "Åh, herregud, et glas vin fra eller til?" - og så videre.

Derudover spiller tegn på tilstedeværelsen af mad og andres spisning i høj grad ind på, hvor svært det kan være at komme fra motivation til handling. Selv den allerstærkeste motivation for at reducere indtaget af fedt og sukker kan komme til kort, hvis fristende madvarer omgiver os. Som ven eller familiemedlem bliver man derfor nødt til at indse, at selv om man ikke aktivt byder den anden, så vil bare det at have chokolade eller andet i huset reducere sandsynligheden for succes: der duftes, når skabet åbnes, et glimt af indpakningen fanges. Sidder man ligefrem og spiser chokoladen foran den anden, er risikoen for fristelse eller decideret craving endnu større.

Dertil kommer, at vanebetinget spisning har endnu bedre betingelser for at finde sted, jo enklere det er at få fat på madvaren: Jeg kan ikke komme til at spise en håndfuld chips uden at tænke over det, hvis jeg først skal ned i kiosken, købe posen, og hjem og åbne den - men hvis min mand eller bofælle har stillet en skål på sofabordet, mens jeg er optaget af at se filmen på skærmen, kan den automatiske handling, som jeg har udført så mange gange før i denne situation (hånd i skål, hånd til mund) få frit spil, uden at jeg er bevidst derom.

Har vi mange nok gange spist eller drukket bestemte ting sammen med bestemte mennesker i bestemte situationer eller samtidig med bestemte aktiviteter, så vil "hele pakken" -eksempelvis dén veninde i dén sofa med dén serie på skærmen - helt ubevidst sætte hjernen og kroppen i gang med at forvente den bestemte mad eller drikke. Vi, som den vægttabssøgendes sociale omgivelser, er altså en del af det, der sætter lysten til vin, chokolade, kage og så videre i gang.

Er løsningen så at undgå personen? Så drastiske midler behøver vi heldigvis ikke. For hver gang det lykkes at afkoble den sædvanlige kombination af personer, aktiviteter og indtag, bliver dens evne til at vække madtanker og trang nemlig svagere. Lad os derfor i stedet se, om vi kan være lidt kreative med, hvordan vi er sammen. Kan familiens "sofa-filmhygge" involvere andet end slik og chips - som dyner, masser af bamser, eller fodbad? Kan gåtur afsluttes med andet end cafebesøg med kage? Kan fejringen af fredagens komme ske på anden måde end med et glas vin i hånden? Selvfølgelig skal disse ting ikke bandlyses fra det sociale samvær, men den selvfølgelighed, eller ligefrem nødvendighed, hvormed mange af os forbinder "social aktivitet X" med "spisning af Y", tager ingen af os nok skade af at kigge nærmere på.

Forskningen viser, at vore forestillinger om, hvordan eksempelvis venner og familie vil reagere på vore kostændringer, spiller en vigtig rolle hos de fleste mennesker i opbygningen af motivation.

Sådan støtter du din vens vægttab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce