Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tanker om fred og fordragelighed ved nytårstide


Tanker om fred og fordragelighed ved nytårstide

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Gunhild Weisbjerg, psykoterapeut og foredragsholder
Kim Haugaard
Blog. 

En dejlig jul er overstået. Vi holdt jul i København hos min søster og svoger, vi var 17 i alt plus 2 hunde. Og nu skriver vi 2018 og går mod lysere tider. Det mærkes ekstra nu, hvor januarsolen i skrivende stund skinner på smukkeste vis.

Men intet årsskifte uden overvejelser om det nye år og det år, der gik. Året 2017 bød i mit liv på mange tab. Trist, som jeg læste et sted, at ens fremskredne alder byder på "flere begravelser end barnedåb".

Men et forsigtigt kollektivt ønske kunne være, lidt mere fred og fordragelighed i denne verden. Vi lever jo trygt i DK, fri for krige og naturkatastrofer. Taknemmeligheden over dette burde kunne få os til være lidt flinkere over for hinanden i dagligdagen. Men at det kan knibe, konstaterede vi her juleaften på Pernillevej.

Et barnebarn af huset synger i domkirken juleaften. Så derfor mødte min nevø og kone med sangeren i kirken to timer før gudstjenesten kl. 14.30. De håbede så at kunne holde to pladser til farmor og lillebror. Men sådan skulle det ikke være.

Da dørene åbnedes lidt før kl. 14, kom et ældre, ganske borgerligt udseende ægtepar ind på deres række, selv om der var pladser andre steder. Uden et ord fejede de taske og jakke ned på gulvet. På en svag protest lød meldingen "at man ikke kunne holde pladser juleaften, og de havde stået i kø siden kl. 13. De skulle i al fald sidde ned, for de havde ikke holdt jul i Danmark i 10 år."

Min nevø indvendte spagt, "at der da stadig var 2 pladser", "Ja, men de havde venner, der også skulle sidde hos dem". Det hører med til historien, at der stadig var pladser rundt i kirken. "Om 10 minutter kommer vores søn op ad kirkegangen, så vi skal også være der", lød det så fra sangerens mor. Men dette til trods bredte fruen sig med taske og strikketøj, så vennerne kunne komme til at sidde der. Med en bemærkning fra min hovedrøstende nevø om, at "nu syntes han at julefreden skulle sænke sig", klemte min familie sig sammen på 2 pladser og lillebror satte sig på gulvet.

Denne lille historie om mærkværdig opførsel og dårlig stil, giver en ide om, hvorfor det kan være så svært at holde fred, når det gælder langt alvorligere konflikter, hvor der er meget mere på spil end siddepladser i kirken juleaften.

Jeg øver mig på at trække på skulderen, når nogen snyder foran i køen, når nogen snupper den parkeringsplads, jeg holder i position til at tage. Jeg er en gammel kone, jeg behøver ikke have travlt.

Derfor faldt dronningens opfordring til os om at lave noget unyttigt i god jord hos mig. Det har jeg øvet mig i hele livet, og det falder mig ganske let.

Med ønsker om mange gode stunder i 2018, hvor vi i fred og fordragelighed laver noget, der ikke er nødvendigt.

"Det korte brev til den lange afsked" til min kære ven og tidligere nabo Missak
Et forsigtigt kollektivt ønske kunne være lidt mere fred og fordragelighed i denne verden.
Gunhild Weisbjerg, psykoterapeut og foredragsholder