Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vi er allesammen ensomme - jeg er i hvert fald


Vi er allesammen ensomme - jeg er i hvert fald

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Frederik Svinth
Iværksætter bag Snak-spillet og foredragsholder
flemming krogh
Blog. 

Jeg får nogle gange en knugende følelse i brystet af tomhed. Nogle gange vil den æde mig, andre gange vil den ruske i mig. Jeg har efterhånden lært den at kende og er ikke altid bange for den mere, men lige dér, dér er jeg ensom.

Min ensomhed er der ikke fysisk, den er indeni mig. Jeg kan stå med min nyfødte søn, og midt på aftenen mærke den komme snigende. Jeg kan være i selskab med mennesker, mennesker jeg holder af, og så kommer den. Den er en følelse, som minder mig om følelsen af at lytte til et Sigur Ros-nummer, hvor hele verden pludselig bliver sammenhængende og flydende på en gang.

Jeg har faktisk med tiden lært at kunne lide den, den eksistentielle ensomhed, hvor jeg oplever at være helt alene og så småt komme til tåls med den. Nogle gange kommer den snigende på en ubehagelig og lammende måde, og så bliver min begejstring for den nedjusteret en del, for den kommer også, når jeg ikke kan leve op til den, jeg vil være, når jeg ikke føler mig tilstrækkelig. For tiden er den ofte et tilvalg, noget jeg bestræber. Der er noget æstetisk mættende, noget der pirrer min skaberkraft i den. Det må være der, den gode ensomhed opstår: når den er et valg og ikke tvang.

Men ensomhed er for mange ikke noget, der kan beskrives på den måde. Det et tabu, som vi ikke er gode til at snakke om. Da jeg var yngre, følte jeg den langt fra som noget, der ville mig noget godt. Der kom den snigende, når jeg var alene. Jeg kunne ikke finde ud af aleneheden, men jeg følte heller ikke, at jeg kunne finde ud af at bryde den, når jeg var sammen med andre. Jeg kunne mest af alt gøre, så jeg ikke kunne føle den, bedøve den. Det var specielt kraftfuldt for mig omkring start 20'erne, (jeg er nu 30), og her var min største udfordring netop at det er et tabu, ikke noget vi snakker om. Derfor var det ikke noget, som jeg fik skabt et sprog for. Jeg ville utroligt gerne bryde med den, men jeg formåede dengang ikke at inddrage nogen i det, og derfor blev ensomheden kun mere tydelig for mig, og måske mere usynlig for alle andre.

Efter at jeg i en drukneulykke mistede fire venner, hvor der var nogle af de helt særligt tætte på der forsvandt, blev mine mange tanker pludselig til sprog, og jeg gik fra at have det indeni mig selv til at åbne op og dele. Vigtigere endnu fik jeg inviteret mennesker helt tæt på, hvor jeg havde længtes efter, at de skulle komme. Det var meget voldsomt at få knyttet bånd med andre igennem en sådan oplevelse, og til trods for, at jeg ikke vil ønske det for nogen, blev det en berigelse for mig. Jeg gik nemlig fra at have det indeni til at få det udenpå. Jeg følte, at det at give det sprog skabte en helt ny virkelighed. En som jeg blev medspiller i, frem for at være passager.

Vi har nok allesammen brug for at blive rusket lidt engang imellem og lige komme ind til kernen, og vi har i hvert fald alle sammen brug for et sprog for det vigtige i livet. Og så har vi brug for helt konkret at snakke om ensomhed, for den spreder sig som en epidemi i vores samfund. Den er roden til så megen smerte, og mere end noget andet har vi brug for at "høre til". Men for at vide hvad det betyder, skal vi have et sprog for det. Så måske skal vi ikke snakke så meget om ensomhed alligvel, for det er måske er det for svært at starte der, men lad os så snakke om, hvad det betyder for os at høre til, om at have et hjem i hinandens hjerter. For det er altså det vigtigste.

Ensomhed er ikke et valg for alle. Den er en smerte, en vi som samfund må og skal blive bedre til at gøre noget ved. Ikke kun på strukturel vis, men også som mennesker imellem. Så husk at fortælle folk om deres plads i dit hjerte - eller vis dem den. Og husk at åbne øjnene for alle dem, der søger med desperation og smerte, for du er også samfundet. Der kommer ikke en velfærdstat og stopper ensomhedsepidemien. Den kan kun vi stoppe, for den handler om dig og mig.

At kigge på telefonen foran børn er det samme som ryge foran børn
Ensomhed er ikke et valg for alle. Den er en smerte, en vi som samfund må og skal blive bedre til at gøre noget ved.