Gert blev ramt af tre blodpropper: Der mangler nærhed og hænder

Eva Grouleffs mand, Gert, har haft tre blodpropper, der gør, han hele tiden er inde og ude af sygehuset. Foto: Flemming Krogh

Gert blev ramt af tre blodpropper: Der mangler nærhed og hænder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gert rammes af tre blodpropper inden for to år og med et er Grouleff-parrets hverdag vendt op og ned. Men for Eva Grouleff gøres det ikke nemmere af, at sundhedspersonalet har for travlt til at informere hende, når hendes mand er indlagt. Hun efterlyser derfor nærhed og flere hænder i sygehusvæsenet.

Han bliver kørt hjem igen. Hans hustru venter på ham. I seks dage har han ikke fået et bad. Han er ikke blevet barberet. Hans tænder er ikke blevet børstet.

Det er uværdigt, mener hans hustru. For han kan bedst lide at være soigneret.

- Men de har jo så travlt på hospitalet, siger hun.

Episoden kendetegner parrets oplevelser med det nuværende sundhedsvæsen, hvor de efterlyser mere nærhed og flere hænder.

Sygeplejersken fortalte, nærmest helt flovt, at det sikkert stod der et sted, men der var så mange papirer, de skulle nå at læse. Men det kan jo ikke være en undskyldning. De skal jo nå at læse, hvad der står ved patienten, og jeg ved ikke, om en klage havde hjulpet på det. Men det er jo blot endnu et udtryk for, at de bare har for travlt.
- Eva Grouleff
Grouleff-parret
Eva Grouleff og Gert Grouleff bor i Grenaa i Norddjurs Kommune.

De er henholdsvis 72 og 71 år.

Sammen har de tre børn og fem børnebørn.

I 2011 rammes Gert af en blodprop i hjernen. Året efter rammes han af to med ni måneders mellemrum.

I dag sidder han i kørestol og er afhængig af hjemmehjælper.

De er begge pensionerede folkeskolelærere.
Eva Grouleff håber, nærheden bevares i den nye sundhedsreform, og så efterlyser hun flere hænder i et ifølge hende travlt sundhedsvæsen. Foto: Flemming Krogh
Eva Grouleff håber, nærheden bevares i den nye sundhedsreform, og så efterlyser hun flere hænder i et ifølge hende travlt sundhedsvæsen. Foto: Flemming Krogh

En, to, tre blodpropper

Eva Grouleff, 72, og Gert Grouleff, 71, har altid været aktive mennesker. De er begge uddannede folkeskolelærere, og sammen har de danset folkedans. Derudover har Gert løbet og cyklet en stor del af sit liv. Men sådan er det ikke længere.

Det aktive liv får en brat opbremsning i 2011. Gert oplever en svimmelhed, og efter et besøg hos lægehuset bliver han sendt hjem med en blodtryksmåler, så de kan følge udviklingen. Men Gert får det ikke bedre. Der er mistanke om, at Gert har en blodprop, og derfor anbefaler lægen, at Eva kører Gert afsted på sygehuset med det samme.

- På sygehuset havde de så travlt med influenzaepidemi, så de havde ikke tid til at tage sig af Gert. Han kom til at sidde helt alene på en stue, uden der var nogle, der tog sig af det, forklarer Eva.

- Han blev ikke skannet, for der var ikke nogen til at bemande den skanner, der skulle bruges.

Samme nat rammer den første blodprop i hjernen. Det medfører et flere måneders træningsforløb, der ikke kun får ham på benene med en rollator, men til sidst kan han nøjes med at gå med stok.

Men allerede året efter rammes parret igen af en ulykke. En blodprop rammer Gert i den anden side af hjernen, og senere samme år rammes han af den tredje blodprop.

- Den anden blodprop gjorde, at det var sværere for Gert at klare sig fysisk, siger Eva.

Men den tredje blodprop giver ham så svære fysiske handicaps, at han i dag er bundet til en kørestol. Derfor har han også brug for hjælp fra hjemmehjælpen fem gange dagligt, hvor han blandt andet kommer i bad, bliver barberet, får mad og lægges i seng.

Parret bor til daglig i Grenaa ikke langt fra Trustrup-Lyngby, hvor de havde et hus førhen. Det ender parret med at sælge, fordi Gert ikke selv kan komme de tre trin, der går fra jorden og op til hoveddøren. I stedet for udbygger de deres sommerhus i Grenaa med en handicapvenlig tilbygning med automatisk døråbning, stort ekstra badeværelse og et soveværelse med sengelift, som Gerts hjemmehjælpere kan betjene.

Eva Grouleff betjener ikke selv liften i Gerts soveværelse. Parret er også afhængige af den daglige hjemmehjælp, der kommer forbi. Foto: Flemming Krogh
Eva Grouleff betjener ikke selv liften i Gerts soveværelse. Parret er også afhængige af den daglige hjemmehjælp, der kommer forbi. Foto: Flemming Krogh

For kaotisk til klager

Gert er indlagt en del gange sidenhen. Det skyldes enten en blærebetændelse, der skal behandles på sygehuset, eller fordi han får et epileptisk anfald. Som regel er han udskrevet efter et par dage, men denne gang bliver han udskrevet samme aften. Sådan lyder beskeden i hvert fald hjem til Eva, men Gert dukker ikke op. Den sygetransport, der skal køre ham hjem, er nemlig ude til en trafikulykke. Derfor køres Gert først hjem klokken 01.30 om natten.

- De burde have aflyst den i stedet for. Det er også hårdt for mig, og der er ikke nogen hjemmepleje om natten. Der er kun en nattevagt, og de kan jo ikke stå og vente, siger Eva.

Da Gert endelig kommer hjem, kaster han op af træthed. Derfor må hjemmeplejens nattevagt også i gang med at skifte sengetøj.

- Sygehuset og kommunen imellem burde de jo have vidst, at man ikke bare kan sende folk hjem klokken halv to om natten, der har behov for den hjælp, som vi har, siger Eva.

Hun beskriver oplevelsen som ubehagelig og grim, fordi hun ikke fik besked, om han skulle blive der natten over, eller hvornår han kommer.

Ligesom ved den manglende skanning af den første blodprop får Eva ikke selv klaget til sygehuset over behandlingen. I stedet ringer Gert og Evas mellemste barn, Malene, til sygehusdirektøren for at høre, hvorfor man ikke havde ladet Gert blive på hospitalet natten over i stedet.

- Hun syntes simpelthen ikke, det var i orden, forklarer Eva og tilføjer, hun dengang selv ville have lavet en skriftelig klage.

- Det var så besværligt, så det opgav jeg. Jeg skulle også have klaget dengang med den manglende skanning, men det hele var så kaotisk. Man kan ikke overskue det. Man lever bare med fejlene. Når man står i det, så er det at klage den mindste del af alt det kaos.

Man skal ikke være inden for Grouleff-parrets vægge længe, før man opdager, at familien har en særlig plads hos dem. Der er billeder af de tre børn og fem børnebørn flere steder i hjemmet, ligesom der er sovepladser på en hems under loftet og gæsteværelser, når familien kommer på besøg til overnatning.

Gert Grouleffs soveværelse er udsmykket med billeder af familien. Over sengen hænger et billede fra Italien. Foto: Flemming Krogh
Gert Grouleffs soveværelse er udsmykket med billeder af familien. Over sengen hænger et billede fra Italien. Foto: Flemming Krogh

Seks dage uden bad

Det er hverken første eller sidste gang, Eva oplever, der ikke er ordentlig kommunikation myndighederne mellem eller hjem til hende. Forrige lørdag blev Gert indlagt med blærebetændelse igen, og Eva gik og ventede på, at der kom en besked om, hvor han lå, og hvad der skulle ske.

- Jeg måtte selv ringe for at høre, hvilken afdeling han overhovedet lå på, siger Eva.

- Man har ikke tid til at ringe og orientere de pårørende. De er simpelthen så travle i sundhedsvæsenet.

Den manglende information gør, at Eva selv føler, hun skal opsøge nye informationer om sin mands indlæggelser. Hun sætter samtidig spørgsmålstegn ved, hvad der var sket, hvis Gert ikke havde haft en ægtefælle, der kunne påpege nogle af de ting, hun føler, hun bliver nødt til at gøre.

Det er ved denne indlæggelse, Gert hverken kommer i bad, barberes eller får børstet tænder under den seks døgns indlæggelse. På en normal hverdag på hjemmeadressen i Grenaa kommer han i bad og barberes hver dag, ligesom der børstes tænder på ham både om morgenen og om aftenen.

- Da han kom hjem, fortalte han, han følte sig som en bums, fordi han rendte rundt med seks dage gamle skægstubbe, fortæller Eva om episoden.

- Jeg synes ikke, det er i orden. Egentlig kan jeg ikke forstå, de ikke kan finde tid til det, men det kan de nok ikke, fordi de har så mange patienter, de skal nå omkring med vigtige ting - og det forstår jeg godt. Og så vil nogle mene, at et bad er mindre vigtigt, men det er det bare ikke for Gert, siger Eva og indskyder hurtigt:

- Det vigtigste var jo også, at de fandt ud af, hvad det var for en bakterie, der var gået i hans blære denne her gang - og de ting er jo vigtigere at finde ud af, end at han bliver vasket.

Men ifølge Eva handler det ikke om mangel på organisering på sygehuset, men en mangel på tid. Det gør også, at Eva føler en forpligtelse til at holde ekstra øje med, om Gert får sin medicin og særlige kost grundet synkebesvær.

- Jeg var kaldt ud på sygehuset mandagen efter indlæggelsen, og her spørger de, hvad Gert skal have at spise. Men han har altså været der i to døgn, og jeg spørger, om det ikke står i hans papirer, hvad han må spise, siger Eva.

Gert må grundet sine synkeproblemer kun få dysfagikost, hvor kostens konsistens er tilpasset patientens funktionsevne og ernæringsbehov.

- Sygeplejersken fortalte, nærmest helt flovt, at det sikkert stod der et sted, men der var så mange papirer, de skulle nå at læse. Men det kan jo ikke være en undskyldning. De skal jo nå at læse, hvad der står ved patienten, og jeg ved ikke, om en klage havde hjulpet på det. Men det er jo blot endnu et udtryk for, at de bare har for travlt.

- Der er ikke overskud til meget

Hverken Gert eller Eva har tidligere haft længere sygdomsforløb. Gerts blodpropper og talløse indlæggelser tærer derfor også på familien. Det aktive liv er der ikke længere. Ikke for Gert i hvert fald. Den tredje blodprop satte en stopper for, at Gert kommer til at gå igen. For Evas vedkommende prøver hun at holde sig i gang gennem foreningsarbejde, men der kommer ikke gæster i huset i samme grad, som der gjorde før.

- Der er ikke overskud til meget. Der er også ting, vi har været vant til at gøre sammen. Vi dansede folkedans i mange år sammen, men det kan Gert jo af gode grunde ikke længere, siger Eva med et smil.

For Eva, der har stået som pårørende til Gert gennem de sidste otte års sygdomsforløb, er der ingen tvivl om, at det, der mangler i sygehusvæsenet, er flere hænder.

- Jeg ved godt, man siger det hele tiden, men det er en for stor travlhed, der er på sygehusene, siger hun.

Som beboer i Udkantsdanmark efterlyser Eva også nærheden. Der er for langt mellem steder, hvor man kan behandles. Derfor håber hun også på, at der i fremtiden vil være nogle, der kender nærområderne, der er inde over varetagelsen af landets sygehuse.

- Der bliver altid så langt til behandling. Det hele samles ét sted. Når man reformere, så centraliserer man, synes jeg, siger Eva og sammenligner det med den lokale politistation, som ikke er der længere.

Nu kører politiet i stedet for ud fra Aarhus, når der ringes efter dem.

- Og der er altså en times kørsel, siger Eva med et skuldertræk.

- Så nærheden er gået tabt.

Gert blev ramt af tre blodpropper: Der mangler nærhed og hænder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce