Valget af von der Leyen handler om at huske respekten for politik - og vælgere


Valget af von der Leyen handler om at huske respekten for politik - og vælgere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet, (K), EPP
Rasmus Degnbol
Danmark. 

Meget kan sige om meget om andre. Og det gør man. Mere og mere. I de sidste to uger har én kvinde dog fået flere skudsmål end normalt, og de er blevet affyret som spredehagl i tåge. Den nu valgte formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, er blevet beskyldt for at være både alt for grøn - og alt for lidt grøn. Alt for føderalistisk. Alt for lidt erfaren som europapolitiker. Alt for tysk - eller lidt for meget en fransk kop te. Og så videre i den kakofoniske dur. For en politiker der - bevares - er kendt i Tyskland, har hun med lynets hast skulle gøre sig kendt hos alle og bekendt med de fleste nuancer af EU-politik, der findes i det nyvalgte parlament. Så er det selvfølgelig klart, at der kan falde nogle lige lovligt enøjede domme.

Læg dertil, at vi har at gøre med et parlament, som nu består af flere partigrupper end nogensinde før. Flere af dem er nogle ret så rodede landhandler af nye eller gamle grupper, som har slået pjalterne sammen for at enten fylde mere i landskabet eller differentiere sig på nuancer af EU-skepsis eller direkte modstand. Og så er der dem på venstrefløjen, som tror de alene ejer den grønne dagsorden, og derfor får misteangst, når ansvarlige og faktarespekterende partier - der trods alt kan levere det nødvendige flertal til bæredygtige beslutninger - melder sig på banen med ambitioner og målsætninger i nærheden af deres egne. Så vælger nogle at kravle endnu højere op i træet - i stedet for at komme konstruktivt i møde og vise vælgerne, at politikere skam også forstår at levere resultater med de stemmer, de og deres kollegaer nu har høstet i den netop overståede valgkamp.

Set i det lys er det til at forklare, hvorfor især Søren Gade, Nikolai Villumsen og Margrete Auken har udtrykt kvababbelser. Man fristes til at sige: Sådan er det jo. Men jeg tillader mig alligevel at løfte brynene og venligt påpege, at Europa og borgerne nok er bedre tjent med, at vi også engang i mellem tør omdanne Europa-Parlamentet fra at være en markedsplads for højlydte markeringer til et værksted for politisk håndværk, der leverer løsninger på tidens komplicerede og grænseoverskridende udfordringer. Det er ligesom også den skole, vi danskere repræsenterer allermest i tråd med traditionerne fra både byråd og Folketing.

Alt det skal hun - Ursula von der Leyen - selvfølgelig kunne stå model til og det siger noget om hendes mod og styrke, at hun ikke på et eneste tidspunkt har taget til forklarende genmæle. Dette understreges også af, at ingen fra Rådet er trådt op overfor parlamentet for at bakke hende op med uddybende begrundelser for deres sats på netop hende. Det er de trods alt deres interne forskelligheder og asynkrone strukturer alt for kloge og kollegiale til. Kernen i dén disciplin er især respekt. Selvrespekt og respekt overfor den rolle og det embede, de og hun er udpeget til at fortolke i det virkelighedens teaterrum, som politik egentligt er.

Mit ærinde er selvfølgelig ikke at skamrose Ursula von der Leyen. Det kan jeg ikke. 'By the end of the day' er hun også bare et ganske almindeligt menneske, som har formået at mixe, gro og høste af de ressourcer og muligheder, der er hende givet. Det er på en og samme facon inspirerende og irriterende misundelsesværdigt. Men det bliver alligevel uendeligt sekundært i forhold til det indtryk, hendes udtryk for respekt overfor opgaven og andre, jeg synes at have fået øje på de par gange, jeg har været i samme rum som hende.

Respekt - altså! På vejen hjem fra Strasbourg - hvor afstemningen i Europa-Parlamentet fandt sted - har jeg spurgt mig selv, hvorfor det netop er dét ord, der træder tydeligst frem i min fordøjelse af de sidste uger i Europa-Parlamentet. Og højt oppe i skyerne faldt brikkerne på plads: Det, man synes andre har (for) meget af, handler om, at man synes, at man selv har for lidt af det. Set gennem disse alment psykologiske briller øjner jeg en pointe: Europa-Parlamentets partigrupper var - i processen om at finde frem til vores eget forslag til nyt kommissionsteam - alt for lidt optaget af at vise Europa-Parlamentet som institution respekt.

Fokus var alt for meget på intern splittelse, gamle ligtorne osv. Ingen steg op i helikopteren og råbte: "Hey - omverdenen kigger på os, og er det, de ser, egentlig respektindgydende? Er det noget, der fremmer eller hæmmer Europa-Parlamentets mulighed for at blive taget alvorligt af kollegainstitutionerne Rådet og EU-Kommissionen? Nej, vel!" Var det sket, er jeg sikker på, at Ursula von der Leyen var blevet stemt igennem med et langt større flertal. Det er ville hermed have været tegn på, at Europa-Parlamentet som gruppe er sin opgave voksen. En gruppe, der evner at vise respekt for både egen institution, vælgernes aftryk og vilkår for sund demokratisk kultur.

Valget af von der Leyen handler om at huske respekten for politik - og vælgere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce