Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Det går den forkerte vej. Klimaforskning skaber vækst


Det går den forkerte vej. Klimaforskning skaber vækst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Professor i klimaforandringer (ph.d. og dr. scient.) og adm. direktør for Nansen Centeret, Norge,Af Sebastian H. Mernild, og (ph.d.) professor i k

Billede
Debat. 

Nedskæringer indpakket som effektiviseringer er noget, der hører dagligdagen til i den offentlige sektor - men er det altid en god økonomisk forretning? Kan en tilstrækkelig faglig effektivitet og kvalitet, der både tilgodeser samfundets behov og samtidig bidrager til at skabe vækst, opretholdes? At det ikke altid er tilfældet, hersker der næppe tvivl om. Ingen i Danmark er vel længere i tvivl om, at denne fremgangsmåde er ved at have presset mange sektorer til det yderste. De meget markante meldinger fra ledende overlæger og sygeplejersker ved flere af vore sygehuse som det seneste eksempel taler deres tydelige sprog. Fremgangsmåden er, at kortvarige saltvandsindsprøjtninger tilføres nødlidende områder som et plaster på såret. Men efter kort tid rammer effektiviseringskravene atter, og et af resultaterne er, at videns tunge områder med vital samfundsværdi risikerer at blive lænset for netop viden.

Skridtet fra at pakke nedskæringer ind i effektiviseringer til at pakke nedskæringer mere eller mindre synligt ind i politisk motiverede omstillinger er ikke langt. I USA er forskningen i klimaforandringer, vejrvarsling og -prognoser økonomisk trængt af Trump's nærmest anti-miljøprogrammer. Derfor bliver det en udfordring at opretholde den nødvendige viden til fortsat at forstå vejr- og klimaudviklingen samt at videreudvikle varslingssystemer til gavn for samfundet - i en tid med hastige klimaforandringer. I USA er det miljøprogrammerne under organisationerne NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration), NASA (National Aeronautics and Space Administration) og EPA (United States Environmental Protection Agency), som står tydeligt for skud ud fra politiske motiver. Men med en effektiviseringspolitik, som har overlevet i 20 år - trods skiftende regeringer - kan det i Danmark være svært at skelne mellem nedskæringer, politiske hensyn eller reelle effektiviseringer. Det er derfor altid lettest at foregive det åbenbart ædle mål, effektiviseringer.

Herhjemme har DMI (Danmarks Meteorologiske Institut) siden 2013 uden synderlig offentlig bevågenhed vinket farvel til en betydelig del af sin bemanding, i alt er op imod 100 årsværk (mere end 25 procent ) forsvundet. Det naturlige spørgsmål, som rejser sig, er, om man med sådanne omprioriteringer kan opretholde og udføre vejrvarsling og -prognoser på samme niveau som hidtil? Kan man det og samtidig tilbyde et tilstrækkeligt forskningsniveau til at sikre den nødvendige opgradering af faglig viden til fortsat understøttelse af disse ydelser og ikke mindst fremtidens udfordringer relateret til det foranderlige klima? Svaret giver næsten sig selv: Det kan man ikke! Det afledte spørgsmål er så, om den nuværende vej er den bedste at gå?

Disse omprioriteringer finder sted i en tid, hvor vi oplever hastige og store forandringer i klimaet. Det stadigt voksende CO2-indhold i atmosfæren er hovedårsagen til de klimaforandringer, vi er vidner til, og alt peger på, at disse klimaforandringer vil blive mere synlige i de kommende årtier. Sammenlignes observerede CO2-koncentrationer med data fra iskerner udtaget fra Antarktis, har vi adgang til et arkiv for CO2-indholdet i atmosfæren, som strækker sig over de seneste 800.000 år. Herfra står det klart, at atmosfærens indhold af CO2 på intet tidspunkt i løbet af denne periode har været tilnærmelsesvis så højt som i dag. Dagens niveau ligger betydeligt over de største værdier, vi kender fra iskernerne (cirka 40 procent højere). Fra de samme iskerner ved vi også, at på intet tidspunkt har indholdet af CO2 i atmosfæren ændret sig så hurtigt, som tilfældet er nu. Igennem mindst 800.000 år har der ikke været en tilsvarende hastig forandring i presset fra drivhusgasser i atmosfæren, hvor CO2-indholdet i atmosfæren stiger og med tiltagende styrke. Sammenhængen mellem CO2 og den globale opvarmning er utvetydig. På nær i USA ses dette som et stort problem, der kræver handlig og en hurtig omstilling fra en olie-, kul- og gas-domineret energiproduktion til grønne og vedvarende energiformer.

Det er betænkeligt, at en nedprioritering af viden om klimaet og dets forandringer samt samspillet med andre fysiske systemer finder sted netop nu. Det er viden, der er essentiel for vores fremtidige faglige og samfundsmæssige forståelse af den verden, vi lever i, herunder bedre muligheder for vejrvarsling og -prognoser. Men sådanne nedprioriteringer sker ikke alle steder. Vores naboer mod nord, i Norge, har gennem mere end et årti haft en national satsning på klimaforskning og indset, at vejrvarsling og -prognoser er en rentabel forretning - endda i milliardklassen set over de seneste år. Denne udvikling er ligeledes sket under skiftende regeringer. Udover en stigende faglig indsigt i klimasystemet, bidrager denne satsning med en ekstra drivkraft indenfor innovation og udvikling i samfundet, i samspil med industrien og forretningsverdenen. Den norske forståelse er den, at forskning, innovation og udvikling indenfor klimaområdet går hånd-i-hånd med samarbejde og støtte fra industrien og forretningsverdenen, og at dette kræver en nationalt baseret tilstrækkelig ressource for at kunne realiseres.

Forskningscentrene Nansen Centeret og Bjerknes Centeret, begge beliggende i Bergen, er gode eksempel på sådanne nationale satsningsområder. Begge centre høre i dag til nogle af Nordeuropas mest anerkendte forskningsinstitutioner indenfor klimaforskning og forskning i klimaforandringer (centrene er henholdsvis opkaldt efter videnskabsmanden, opdagelsesrejsende og Nobels fredsprisvinder Fridtjof W.-J. Nansen; 1861-1930 og "faderen" til den moderne meteorologi, Wilhelm F. K. Bjerknes; 1862-1951). Dette er en position, man målrettet har arbejdet frem mod siden år 2000, hvorfor der i dag er mere end 280 forskere fra 24 nationer tilknyttet Nansen Centeret og 220 forskere fra 38 nationer tilknyttet Bjerknes Centret. Resultatet er, at når den norske regering støtter Nansen og Bjerknes Centrene med én krone i direkte finansiering, giver det pengene henholdsvis mere end ti og seks gange igen gennem ekstern finansiering (soft money). I 2016 støttede den norske regering for eksempel de to centre samlet med mere end 36 millioner kr. til forskningsformål.

Det norske eksempel viser, at en langsigtet satsning på klimaområdet uden indpakkede besparelser i form af effektiviseringskrav er en rentabel forretning; nedskæring er vendt til en investering indenfor klimaforskning, vejrudsigter og -vejrvarsling, som har vist sig at være en guldrandet og jobskabende forretning: værdiskabende investeringer for vores samfund. Burde vi ikke kunne skabe noget lignende herhjemme? Man må først spørge, hvad det er, de kan i Norge, som vi tilsyneladende ikke har fundet nøglen til i Danmark? Hvorfor er det, at vi i Danmark endnu ikke har set de samfundsnyttige muligheder i at investere i denne type forskning, når målrettet klimaforskning og vejrvarsling giver pengene adskillige gange igen?

Skal vi lære af nordmændene, må vi fjerne de barrierer, der gør, at vi på nationalt plan ikke indser potentialet i en stærkere dansk klimasatsning, en manglende forståelse, der hæmmer en udvikling med forretningsmæssigt potentiale. Det betyder et opgør med tanken om, at en konstant reduktion af offentlige ressourcer til forskning og udvikling også indenfor vejr- og klima automatisk fører til effektiviseringer, uden at det går ud over kvaliteten.

Mens vi i Danmark skærer ned og kalder det effektiviseringer går vi på samme tid glip af guldrandede økonomiske forretninger og indtægter til statskassen og sænker vores vidensniveau. Andre steder opgraderes der i stedet. Det er her vi i Danmark naturligvis bør tage ved lære, hvis vi ikke ønsker at falde bagud i det internationale videnskabskapløb og gå glip af fremtidige innovationsmuligheder.