Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Fem benspænd for troen. Ugudelig eller ej


Fem benspænd for troen. Ugudelig eller ej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Forfatter Bente Hansen
Anne Mie Dreves
Debat. 

Bekymring for troens forsvinden har til forskellige tider plaget teologer og andre troende i det kirkelige landskab. I min tid har den bekymring været mest højlydt fra midten af 1970'erne, hvor ungdomsoprøret fik skyld for alverdens elendighed - herunder troens forsvinden. Vi, som var del af oprøret, tog den sædvanlige skyld og skam på os, men det var også i de år, jeg kom i tanker en begivenhed, som pegede på noget helt andet.

Det var en dag i 1956, hvor jeg og min 2.g.-klasse på vores Vestjysk Gymnasium i Tarm sad og ventede på en religionstime. Vi var så småt begyndt på madpakkerne, da døren til klasseværelset blev åbnet med et lydeligt smæld, og ind travede vores temperamentsfulde rektor og overtog timen. Han greb et stykke kridt og skrev så det støvede: Afkristning. Så vendte sig om, gentog det ukendte ord og sagde, at i dag skulle vi diskutere dette særlige fænomen, som hærgede land og kultur, tro og moral. Vores diskussion blev noget tøvende, for vi, som levede i det vestjyske bibelbæltes efterkrigstid, så ingen afkristning så langt øjet rakte. Det som derimod faldt mig i øjnene, da jeg begyndte at tænke over den erindring var, at det jo skete mindst ti år før, tresseroprøret foldede sig ud.

Det blev vigtigt for mig at efterspore, hvad der i grunden var sket i alle årene forud, og derfor skrev jeg den lille bog, "Ugudelighed? tro, tvivl og tøven". Her har jeg forfulgt de store linjer i kristendommens opståen og udvikling, de modsætninger, der altid skaber historien. Og der har været store op og nedture for kristentroen. Mørke og lys har skiftet, og mange af perioderne skal huskes for deres grusomhed. Men for mig at se har der ikke været voldsomme anslag mod selve troen førend det, vi kalder oplysningstiden. Den slog igennem i slutningen af 1700-tallet og indvarslede det, vi kalder Den Moderne Tid, og i de tohundrede år, som fulgte, har der været mange anslag mod både tro og kirke. De toppede med Darwin og Det Moderne Gennembruds Mænd i slutningen af 1800-tallet, og herefter bredte der sig to hovedretninger, som har kunnet mærkes helt op til vores tid.

Den ene af de retninger fandt sit udtryk i kulturradikalismen og de (vidt) forskellige udgaver af socialismen. Den anden retning var det nye borgerskab, som støttede kirken, fordi den kunne skabe ro, men her var man langt mere optaget af de nye indtjeningskilder, som kapitalismen åbnede for. Efter Adam Smiths afhandling om "Nationernes Velstand" var der opstået en moralsk løssluppenhed med dogmet om, at det, der gavner den enkelte, er også godt for nationernes velstand. Det er svært at tjene Gud og Mammon på samme tid, men grådighed hørte nu ikke længere til blandt dødssynderne.

Når samtalen om kristentroen, også i dag, bliver mødt med mange bespænd, skyldes det blandt andet denne dobbelte arv. Men endnu ældre fejltagelser har også spændt ben, og her kommer nogle udvalgte eksempler:

Det første er den store uvidenhed om, hvad det egentlig handler om. Når jeg har spurgt folk, hvad de ved om kristendommen, og hvorfra de har deres viden, så hører jeg de samme svar om og om igen. Mange af dem har haft religion i skolen, men de er kun i stand til at nævne nogle få ting. Til de ting hører skabelsesberetningen om, at Gud skabte jord og himmel på syv dage, og herefter kommer De Ti Bud, som var skrevet på de tavler, Moses bragte ned fra et bjerg. Fortællingen om Kain og Abel går også igen - sammen med billedet af Gud som en gammel mand med hvidt skæg, siddende på en sky. Det er alt sammen slidstærke fortællinger om menneskers vilkår. De ejer en mytologisk sandhed, men ingen videnskabelig sandhed.

Det næste benspænd for troen er den misforståelse, at videnskaben har "afvist" den ene fortælling efter den anden, og dermed alt, hvad der står i teksterne. Det er nu engang sådan med videnskaben, at den skal dokumentere og bevise alting, som de er, indtil nye opdagelser fejer det hele af bordet. Det er spændende og vi følger med, så godt vi kan. Men troen er af en anden natur. Den kan ikke bevises, ligesom kærligheden heller ikke kan, men den kan opleves og virke med stor kraf.

Tredje benspænd er den fejlagtige påstand, at ungdomsoprøret fuldendte afkristningen. Sandheden er, at ungdomsoprøret havde en meget stærk strømning af religion og åndelighed i sig. Meget af det var godt nok strømninger, som i første omgang mest gik uden om kirken. Mange af de nye åndelige strømninger kom fra østlige religioner i de år, men i samme periode var der unge teologer, som sikrede, at tro og kirke udviklede sig i både kritik, fortolkning og åbenhed overfor den nye verden.

Det fjerde problem er, at det, som i teologien bliver kaldt sekularisering, sammenblandes med afkristning. Det er vildledende og skaber bekymring, og vi bliver nødt til at skille de to ad: Sekularisering har i lange tider betydet, at kirkelig ejendom overgik til verdslig ejendom og myndighed, og den betydning skal det vedblive at have. Et overvældende eksempel er Reformationen, som betød at kirkerne og deres ejendom overgik fra Pavekirken til konger, fyrster, adel og stat, altså verdslig magt. Det skabte en stor og frodig vækst af nye reformerte kirker - plus en del vildtvoksende initiativer. Men afkristning var der ikke tale om.

Det sidste vigtige bespænd er, at de fleste ikke ved, hvordan Det Nye Testamentes tekster adskiller sig fra den jødiske tradition, som vi kender fra Det Gamle Testamente. Kristentroens kerne er at finde i Det Nye Testamente, og den historie begynder omkring år nul. I de kristne evangelier findes et kort og betagende udsagn om skabelsen, og de ti bud er her kogt ned til ét, nemlig det vigtigste af alle bud: Vi skal elske Gud og vores næste som os selv. Sammenhængen med det, vi kalder Det Gamle Testamente er, at her, i den jødiske tro og lærdom, groede den kristne tro. Men at Kristus varslede et radikalt brud med det gamle, var uomtvisteligt. I alle tekster får vi at vide, at Han ikke er kommet for at rive den gamle lov ned, men for at fuldkommengøre den. Her er der ingen påbud om ren og uren mad, om krop og påklædning, ingen regler om hellige steder, køn, træl eller fri, jøde eller græker. Heller ikke om templet, for det findes kun der, hvor to eller flere er forsamlede i Guds navn. Hvem der er ugudelig eller ikke, kan ingen af os vurdere. Mennesker bevæger sig, søger, tror, fornægter og tvivler - en stor blandet skare som hele tiden er på vej. Og det er vejen, der er målet.

 

Bente Hansens bog "Ugudelighed? Tro, tvivl og tøven" er netop udsendt på Gyldendal i debatserien "Til tiden"