Forkerte fordømmelser af "forkælede" lærere. Vi vil bare gerne have lov til at passe vores arbejde


Forkerte fordømmelser af "forkælede" lærere. Vi vil bare gerne have lov til at passe vores arbejde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lisbeth Krogh Lund, Brå Møllevej 2, Hornsyld
Billede
Debat. 

Replik: Kære Per Hovgaard. Jeg henvender mig, fordi jeg er en af de forkælede lærere, du omtaler i dit læserbrev i torsdagsudgaven af avisen Danmark. Jeg føler mig i høj grad ramt på mine kollegers vegne, og ja, også på egne. Til en start læste jeg dit indlæg med et smil på læben. Det var jo næsten "stand up"-niveau, ironi på højt plan. Desværre gik det efterhånden op for mig, jo mere jeg læste, at du muligvis ikke er i besiddelse af humoristisk sans overhovedet. Det er ellers noget af det, jeg som folkeskolelærer mener, er en meget vigtig personlig egenskab at være i besiddelse af, hvis man skal "overleve".

Jeg må sige, at jeg er blevet vred. Vred og skuffet. Nu er det anden gang inden for en periode af fem år, at der er udsigt til, at mine kolleger og jeg skal lockoutes. Det betyder på almindeligt dansk, at vi ikke har lov til at passe vores arbejde. Min identitet er, at jeg er lærer, og jeg er stolt af det, og jeg elsker mit arbejde. Jeg har været lærer i 33 år nu, og selv om hver dag ikke er en dans på roser, nyder jeg at stå op hver dag, og jeg ser i den grad frem til at komme på arbejde.

Jeg elsker at undervise, og jeg nyder at tilbringe mange timer sammen med unge mennesker hver dag. Også selv om de siger "fuck dig", "jeg har glemt at læse", "tysk er kedeligt", "skal vi ikke lave noget andet". Jeg nyder det i den grad - uanset hvad jeg bliver mødt med. Jeg er simpelthen så "naiv", at jeg stadig tror på det gode i alle mennesker, og jeg har stor tillid til alle, jeg møder, lige indtil de viser mig det modsatte. Så kan jeg godt blive skuffet, og måske ovenikøbet "lidt" vred, fordi jeg som udgangspunkt har forsøgt at møde dem positivt.

Jeg startede min "karriere" som efterskolelærer, og det var mit hele liv. Jeg brugte ikke bare timer, men dage på at forberede mig og være sammen med eleverne. Og jeg nød det. Jeg talte ikke timerne, og det var mange, jeg "arbejdede", men det føltes ingenlunde besværligt, belastende eller hårdt.

Da jeg selv stiftede familie, valgte jeg at skifte til folkeskolen, fordi arbejdet der ikke indbefattede weekendvagter, hverdagsvagter og ekstra lange dage. Det har jeg heller ikke fortrudt. Jeg nyder stadig mit arbejde, som dog har ændret sig væsentligt siden, jeg startede i 1985.

Til at starte med gik det rigtig fint. Jeg underviste, førte elever til eksamen(jeg underviser i udskolingen), havde skønne kolleger og tid til min familie og vores omgangskreds.

Så skete der "et og andet" i 2013, og pludselig kunne jeg ikke mere selv bestemme, hvornår jeg ville forberede mig, læse romaner(for jeg kan dem ikke alle udenad, og ind imellem er jeg også nødt til at finde nogle nye, som jeg ikke kender på forhånd), rette stile, diktater, læseprøver, oversættelser m.m. Jeg fik x antal timer til forberedelse, og x antal timer til undervisning. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at prøve at holde regnskab med mit arbejde, fordi jeg syntes, det haltede lidt. Jeg syntes, jeg havde lidt svært ved at nå det hele inden for rammerne, min store erfaring til trods. Det kneb mig at nå at tale med mine kolleger, ja, faktisk fik jeg ikke altid hilst på dem - i grelle tilfælde kunne en kollega og jeg sige "god morgen" til hinanden kl.14, når vi ilede forbi hinanden på gangen. Vi kunne heldigvis godt lige nå at grine lidt til hinanden også, for vi har nemlig humor, og det er en god ting, synes vi. Hvis nogle af mine elever blev kede af det, eller fik problemer, ja, så var det ikke altid sikkert, at vi lige kunne nå at gøre noget ved problemet den pågældende dag, fordi jeg måske skulle til møde, ringe eller skrive til en forældre eller forberede mig lidt. Og det havde jeg det virkelig dårligt med. Men det ved du jo godt. For hvis eleverne ikke trives, så bliver indlæringen også derefter. Men nu var lærerne jo blevet normaliserede, og så var det jo sådan, det var.

Ind imellem viste mine egne private opgørelser mig desværre, at jeg til en lektion faktisk kun havde 4 minutters forberedelse. Nåh ja, så kunne jeg jo naturligvis bare køre det på rygraden og bruge mine mange års erfaringer. Jeg har til tider tænkt, at det måske havde været bedre, hvis jeg havde været en robot, men på den anden side, så kan det jo også gå hen og blive lidt upersonligt - på sigt.

Jeg har egentlig aldrig tænkt voldsomt meget over min løn, udover at jeg naturligvis gerne vil have den udbetalt, og jeg bliver da også rigtig glad, ja nærmest helt euforisk, når jeg somme tider får udbetalt løn for overarbejde - et år efter, at jeg har haft timerne. Det er simpelthen så fedt.

Og du nævner også vores pauser, og du har helt ret. Det er den rene slendrian. Når jeg har haft min spisepause med eleverne i klassen, og derefter min gangvagt, så "dasker" jeg bare roligt og afslappet hen i forberedelsen og finder materialerne frem til næste time, som starter: for 3 minutter siden.......fordi jeg lige måtte skille to elever ad, eller modtage en melding om, at jeg er en retarderet lærer fra en lille sød purk i 4. klasse. Min madpakke! Ja, den ligger stadig i forberedelsen, men på en god dag kan jeg tage den med på toilettet, når jeg lige sniger mig til to minutters tissepause, inden jeg skal til lektiecafé.

Men jeg skal nok klare mig. Jeg er gammel i gårde, og der skal mere til at vælte mig end en lov om arbejdstiden. Desværre kan jeg mærke, at jeg ikke er tilfreds med det arbejde, jeg udfører, og jeg føler faktisk heller ikke altid, at jeg helt har styr på timerne. Så "lusker" jeg mig til at rette en enkelt engelsk, tysk eller dansk stil herhjemme for lige at komme på banen igen. Og det tager ingen tid. 25 stile x 3 på tre forskellige sprog, og uden fejl af nogen art, det er jo peanuts, og da eleverne jo alligevel er ligeglade med kommentarer og rettelser, skriver jeg bare set! Så det tager ingen tid.

Det er da humor, er det ikke?

Det er så nok også det meste humoristiske, der er at sige om vores arbejdssituation.

Mine forkælede og pylrede kolleger, såvel unge som ældre, står model til lidt af hvert - dagligt. Måske får de at vide, at de er retarderede, eller "bare" dumme", måske får de en taburet kastet efter sig, måske får de en ubehagelig besked fra en forælder, fordi de ikke lige tager sig særligt af netop denne forælders helt specielle barn. Måske har de en familie der hjemme, som de ikke har tid til at være sammen med, måske føler de sig uforberedte til timerne, måske - og det gør de: føler de ikke, at de har tid nok, og at de gør deres arbejde godt nok. Sådan er der rigtig mange, der har det, til trods for at jeg hver dag ser dem halse rundt og sjældent sidde ned. Flere, og der burde ikke være nogle, går ned med stress, og det er jo sikkert, fordi de er så forkælede og vant til at få alt serveret på et sølvfad!

Nej, sådan er det desværre ikke. Vi er måske forkælede, men det er så, fordi vi er så heldige at kunne tilbringe vores arbejdstid sammen med børn og unge mennesker. Men så stopper det også. Førhen kunne vi selv strukturere vores tid, og gå hjem, når undervisningen var færdig, hvis der ikke lige var et møde eller andet, der skulle planlægges. Så kunne jeg og mange af mine kolleger rette engelske stile, og holde pause og indstille hovedet på tysk en time efter måske. Det fungerede faktisk fint. Jeg vil vove den påstand, at flere af mine tidligere elever og deres forældre faktisk var nogenlunde tilfredse med min indsats, også før 2013.

Per Hovgaard, jeg er ked af at sige det, men jeg tror, du har for meget tid(og det kan jeg desværre ikke sætte mig ind i). Jeg tror, du har for meget tid, så du kan sidde og rette al din uforbeholdne og uretfærdige vrede og galde mod nogle mennesker, hvis arbejde og situation du simpelthen ikke har kendskab til. Du skal være velkommen til en "uges praktik" som lærer. Det er en stor fornøjelse, men det er absolut ikke a piece of cake, og jeg er sikker på, at du vil have behov for at blive lidt forkælet bagefter, for jeg er bange for, at du udtaler dig om noget, du simpelthen ikke har tilstrækkelig forståelse for.

Forkerte fordømmelser af "forkælede" lærere. Vi vil bare gerne have lov til at passe vores arbejde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce