Indsats for at få drenge til at klare sig bedre har ikke hjulpet


Indsats for at få drenge til at klare sig bedre har ikke hjulpet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lektor på Københavns Professionshøjskole, forfatter Tekla Canger
Photographer Hanne Paludan Kristensen
Debat. 

Det år, jeg fyldte syv, begyndte jeg i 1. klasse. Det var også det år, jeg var klædt ud som cowboy til fastelavn. Jeg havde en rigtig cowboyhat på, en vest, som min far havde syet, et bælte med hylster og pistol og så mine yndlingsbukser: et par mørkeblå forvaskede slaskebukser, som min mor kaldte dem. Jeg var barn af 70'erne og skænkede det aldrig en tanke, om jeg var dreng eller pige. Jeg gik klædt i det, som var behageligt, og var egentlig ikke rigtig optaget af legetøj. Helst ville jeg spille rundbold på vejen med de andre børn, bygge huler og forestille mig, at vi var opdagelsesrejsende, der var ude at udforske ukendt land.

20 år senere blev jeg mor for første gang, og i 2005 begyndte min søn i skole. Vi gik ud for at købe skoletaske, pennalhus og bogbind. Han forelskede sig i noget glitrende, lyserødt bogbind med blomster og sommerfugle på. Jeg fandt noget bogbind i sølv og spurgte, om han ikke hellere ville have det. Det ville han ikke, men jeg insisterede. Jeg var bange for, at han ville blive drillet i skolen. På samme måde som den 7-årige cowboy var han ret uberørt af forestillinger om dreng og pige og de symboler, vi i dag forbinder med de to køn. Men i modsætning til mig havde han en mor, der tillagde kønsudtryk en kulturel og social betydning. Og ikke uden grund.

Vores omgivelser påvirker vores adfærd. Og forældres måder at møde deres barns behov på får betydning for, hvordan barnet opfatter sit eget køn. Da min søn begyndte i 1. klasse, valgte han helt af sig selv bogbindet med StarWars. Gennem tiderne er drenge og piger gennem tiderne blevet opfattet og behandlet for forskelligt - både i skolen og i samfundet, men intet tyder på, at denne forskel i betydende grad er biologisk funderet.

Selvom der er en række biologiske forhold, som adskiller mænd og kvinder, kønsdele og hormoner for eksempel, så er det svært at finde belæg for, at disse er betydningsbærende i forhold til menneskers adfærd og præferencer. Hjerneforskning har for eksempel vist, at der er langt flere forskellene mellem hjerner inden for det enkelte køn, end der er mellem kønnene. Alligevel er det ofte det, vi hører, når talen falder på folkeskolens værdier og indretning i forhold til køn.

En hurtig google-søgning på ordene 'skole for piger' viser ikke så få links til læserbreve, kronikker og artikler, der alle handler om, at skolen er indrettet, så den passer bedre til piger end til drenge. Og vi kender alle argumenterne om, at drenge har brug for mere fysisk aktivitet, og at skolen på en række andre områder favoriserer pigerne.

Det er rigtigt, at der er forskelle mellem pigers og drenges karaktermæssige præstationer i skolen. Piger har i en årrække gennemsnitligt fået højere karakterer ved folkeskolens afgangsprøver end drenge, og der er også flere drenge end piger, der modtager specialundervisning. Disse tal bliver nogle gange brugt som et argument for, at skolen skaber optimale betingelser og vilkår for pigerne, mens drengene bliver tabere i spillet om en plads i skolen. Men relationen mellem tallene og årsagen til tallene er ikke naturgiven. Det er nemlig ikke åbenlyst, at det er 'den feminiserede skole', der er årsag til skævvridningen.

Meget tyder på, at det øgede fokus på drenges lavere faglige præstationer og den række af tiltag, der er sat i værk som konsekvens heraf, har været direkte kontraproduktive. En analyse fra Den Sociale Kapitalfond har i 2017 vist, at hvor pigerne i 2008 i gennemsnit lå 0,5 karakterpoint bedre end drengene, så er forskellen i 2016 steget til 0,85 karakterpoint.

Det øgede fokus på at skabe bedre betingelser for drengene i skolen, blandt andet gennem særligt tilrettelagte indsatser målrettet drengene, har altså ikke kun haft en ringe effekt, det har muligvis også haft en negativ effekt. Min påstand vil være, at det store fokus på 'problemet' faktisk har været med til at skabe det. Lidt firkantet sagt kan man måske hævde, at når drenge generelt set præsterer fagligt lavere end piger, så er det ikke, fordi de er mindre boglige, eller fordi skolen er feminiseret. Det er slet og ret, fordi vi forventer det af dem.

Når vi fokuserer på, at skolens 'drengeproblem' skyldes 'kvindelige værdier', kvindelige lærere og 'pige-pædagogik', så overser vi, at der kunne være mange andre årsager og sammenhænge. Mange undersøgelser viser for eksempel, at skolens organisering især tilgodeser middelklassens børn og forældre. Og også etnicitet spiller en væsentlig rolle. Vi må altså se på kønnet adfærd i sammenhæng med elevernes socialklasse og deres etnicitet fremfor at bruge forestillingen om 'den feminiserede folkeskole' som forklaring. Gør vi det, vil det måske vise sig, at skolen snarere end at være indrettet til piger er indrettet til etnisk danske middelklassebørn af begge køn. Så vi hører nogen tale om, at skolen har et drengeproblem, eller at den mest er for piger, så må vi huske hinanden på, at det måske slet ikke er så simpelt endda.

Tekla Canger er aktuel med bogen Kønsbevidst pædagogik (Aarhus Universitetsforlag) i serien Pædagogisk rækkevidde.

Indsats for at få drenge til at klare sig bedre har ikke hjulpet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce