Kronik: Kan det bygges væk?


Kronik: Kan det bygges væk?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Jakob Kokkenborg, Paludan-Müllersvej 46A, Aarhus N, og Søren Thomsen, Spobjergvej 74,4, Brabrnd, begge teologistuderende
Billede
Debat. 

Under afviklingen af Helhedsplanen i Gellerup synes bevidstheden om, at bygninger bærer vigtig historie at være gået tabt. Det kan medføre en bydel uden sammenhængskraft og identitet. Fremtidig byplanlægning må tage ved lære af et kirkeligt forbillede.

Når svigermor varsler et længere besøg, lyder det gode råd om at "bygge det væk" i en nyere reklame. Svigermor er udfordringen, bygningen er løsningen.

Når det, der oprindeligt var tænkt som en satellitby for middelklassefamilier, Gellerup, udvikler sig til et socialt belastet boligområde, lyder løsningsforslaget igen om at bygge det væk. Men er dette løsningen? Burde man ikke snare bygge til?

Det forekommer usandsynligt og måske ligefrem utopisk, at man blot ved at jævne en række bygninger med jorden og derpå opføre nye, mere moderne byggerier skulle kunne blive udfordringerne kvit. I forhold til reklamen må det siges at være et godt salgstrick, men om det løser en udfordret relation til svigermor, er diskuterbart. Der er brug for et større perspektiv. Svigermor har trods alt født den, du deler hus med, og således sat spor i verden, som du ikke kan undvære. For dét må du anerkende hende. Den, der ikke indser det, mangler sans for helheden.

Helhedsplanen i Gellerup mangler på samme måde sans for helhed. For det første er det ikke klart, om de problemer, der ønskes løst, er beboernes eller byrådspolitikernes. Dernæst må det anses for højst tvivlsomt, hvorvidt bulldozere og kraner kan løse integrationsproblemer.

Cykler man en tur gennem Gellerup, er der syn for sagen - byfornyelsen er i fuld gang. På hjørnet af Edwin Rahrsvej og Karen Blixens Boulevard, lige overfor Bazar Vest, er en imponerende bygning skudt op. Det er Aarhus Kommune, der flytter kontorpladser til Gellerup. Store vinduespartier åbner bygningen op ud mod gaden og byder forbipasserende velkommen. Det er dog mere tvivlsomt, om kommunen med dens fine, interagerende intentioner selv bydes velkommen, for stort set alle vinduer er blevet udsat for hærværk. Der er kommet et skår i glansbilledet af foregangskommunen, der ikke isolerer sig i midtbyens fornemme lokaler, men i mangfoldighedens navn også vil være til stede i de mindre populære miljøer.

Drejer man ned ad Blixens Boulevard, er det ikke let at se, at der for få år siden lå en lang række boligblokke, hvor vejen nu løber. Bosteder er blevet forvandlet til strømlinede vejbaner.

Intentionen er god. Et socialt belastet boligområde var aldrig planen. Det skal derfor ikke kritiseres, at der gribes til handling. Men måske går det alligevel for stærkt i den gode sags tjeneste. Idealet om en bydel præget af diversitet, bygninger, der rummer både beboelse og aktiviteter, såvel som folk fra alle samfundsklasser, er meget smukt. Men er det muligt? Og hvilke andre bydele i Aarhus kan siges at leve op til de standarder om mangfoldighed, der skal gøres gældende i Gellerup? Det er ikke åbenlyst!

Der kan rigtignok peges på bydele, hvor demografien har ændret sig. Eksempelvis Øgadekvarteret. Indtil 70'erne var det et typisk arbejderkvarter, men i løbet af årtiet blev det attraktivt for uddannelsessøgende og er i dag et hipt boligkvarter. Få havde forudset de simple arbejderboligers udvikling til populære lejligheder. Hvorfor kunne noget lignende ikke ske i Gellerup? Bemærkelsesværdigt er det desuden, at bygningerne i Øgadekvarteret er stort set de samme og dermed vidner om stedets historie. Man kan sige, at bygningerne med deres historie giver identitet til bydelen og dens beboere - hvilket ikke er uden betydning i et postmoderne samfund, hvor den slags ikke er givet mennesker på forhånd. Et sådant potentiale synes at gå tabt i Gellerup.

At det ikke lader sig gøre bare at rydde disken og starte forfra, og at der skal mere end byggeri til at skabe et godt samfund, burde ikke være en overraskelse. Vil man tage ved lære af historie og litteratur er der ikke mangel på eksempler.

Allerede i nogle af vor kulturs ældste fortællinger optræder problemstillingen om genopretning af fejlslåede planer. I fortællingen om Noah bifalder Gud ikke menneskets udvikling. De var blevet onde. Han ville derfor fjerne de onde mennesker fra jordens overflade og ryddede bogstavelig talt spillepladen med en kæmpe stormflod for at starte forfra. Måske kommunen her kunne finde rygdækning for Helhedsplanen, men Vorherre ville ifølge beretningen ikke tage en sådan metode i brug igen. Herom skulle regnbuen efter sigende vidne. Kulminationen på den bibelske fortælling bliver da også, at Gud ikke udsletter mennesker for at udrydde det onde, men selv bliver menneske for at overvinde det onde.

I Henrik Pontoppidans "Lykke Per" støder vi på en lignende problemstilling. Per tyr til ingeniørkunsten i sin flugt fra sit gammelreligiøse hjem og har store planer om at ombygge hele sin gamle hjemstavn til et teknologisk hovedsæde via et stort anlagt kanalsystem. Han vil bygge sig væk fra fortiden. Om Per ender som lykkelig, er en åben diskussion, men at bygge tilværelsens udfordringer væk lod sig i hvert fald ikke gøre for ham.

Endelig skriver den berømte bytænker Michel De Certeau om, hvorledes bygninger bærer historie. Man er nødt til at omfavne den historie, der gør sig gældende i en bestemt sammenhæng, også når det gælder byplanlægning. For hvad end historien er positiv eller negativ, har den været med til at forme og præge. Bygningerne står som helt konkrete vidnesbyrd om, at der går noget forud, og denne fortid må man tage med i betragtning, når man skal vurdere, hvad næste skridt bør være. Kunsten er at omfavne historien. Man kan ikke skrive den om, men man kan altid skrive til.

Man kan ikke klandre Aarhus Kommune for at gå efter det næstbedste. Deres ambitionsniveau og villighed til at punge ud er imponerende, og det skaber sikkert også begejstring hos mange entreprenører. Men høje bygninger kaster også lange skygger. Kommunes planlægning fremstår fraværende og utopisk.

Det ville være fornuftigt at rette blikket mod kirken. Den står som et historisk vidnesbyrd om gode og mindre gode epoker, og illustrerer overskridelsen af demografiske skel i en og samme bygning. Selvom kirken gennem tiden ofte har været anledning til strid og splittelse, er det dog de færreste, der ville undvære de betydningsbærende bygninger i dag. I en reel byfornyelse må vi derfor lære en kirkelig lektie - at anerkende det eksisterende. Andet kan aldrig være opbyggeligt.

Kronik: Kan det bygges væk?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce