Kronik: Sociale problemer løses bedst gennem blandede boligområder


Kronik: Sociale problemer løses bedst gennem blandede boligområder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge og politisk leder for SF-Aarhus, og Kirsten Norman Andersen, medlem af Folketinget for SF
Billede
Debat. 

Vi skal sikre gode og trygge boligområder og de bedste betingelser for nogle af de børn, der har det sværest herhjemme. Det gør aftalen om blandede boliger, og det bør vel være et venstreorienteret partis fornemmeste opgave.

Enlig mor. Syv børn. Kakerlakker i krogene. Sparsomme sprogkundskaber. Sundhedsplejersken gør, hvad hun kan, for at hjælpe, men ingen kan være alle steder hele tiden. Naboerne træder til nu og da, men de har selv mange af de samme problemer. Det er et af eksemplerne en hverdag i Aarhus i et af vores mest udsatte boligområder, men eksemplet er virkeligt og viser, hvilke udfordringer vi bokser med. Vi har overladt ansvaret for integrationen til de områder og familier, der allerede har deres at slås med.

Set fra der, hvor vi sidder, er opdelingen af Aarhus hamrende uretfærdig. Vi bryster os af et rigt samfund, der tager sig af sine svageste, og på mange områder er det mere rigtigt for Danmark end for mange andre lande.

Men vi er også i stigende grad et land og en kommune, hvor vi har samlet de sociale problemer inden for snævre, geografiske områder, så resten af landet og kommunen ikke skal se eller tage sig af dem. Vi har skoler, der ligger få kilometer fra hinanden, hvor de etnisk danske børn går på den ene og de børn med anden etnisk baggrund går på den anden. Billedet går igen med børnehaver og vuggestuer. Er det fair? Er det udtryk for den mangfoldighed, vi gerne vil have i Danmark?

De boliger, som boligaftalen omfatter, befinder sig på en begrænset liste over områder, som på trods af stærkt beboersammenhold og positive udvikling på mange fronter også er kendetegnet ved arbejdsløshed, fattigdom, kriminalitet og bander. Koncentrationen af sociale problemer i bestemte områder har ført til, at Danmark er ved at knække midt over. Som forfatter Lars Olsen beskriver i "Det Delte Danmark", har vi slet og ret bygget os til et land, hvor indkomst, uddannelse og hudfarve dikterer, hvor vi bor.

Det er uacceptabelt for enhver, der påstår at kere sig om samfundets udsatte. Boligen er basis for vores tilværelse. Vores hjem. Derfor er det blandt de allervigtigste opgaver for en folkesocialist at sikre sig, at alle har en god bolig, der er til at betale.

Det var en klog og rigtig beslutning at bygge alment i hele landet, men en fatal fejl, at man nogle steder valgte at koncentrere hele det almene byggeri på ét sted. Resultatet blev, at udvalgte områder alene består af almene familieboliger, og blev hjemsted for massive sociale problemer, hvor bestemte beboertyper blev isoleret og overladt til sig selv.

Det er langt fra det generelle billede for den almene boligsektor, som udgør et godt stykke over en halv million af Danmarks boliger. Men det er endt sådan for en lille håndfuld af byggerierne - og som tingene ser ud nu, vokser problemet. Det er den lille håndfuld områder, som er hjem for i alt 18.196 boliger, boligaftalen forsøger at hjælpe.

Når kritikerne taler om massenedrivninger i hele den almene sektor, eller Enhedslisten kalder loven for "nedrivningsloven", minder det mest af alt om bevidst manipulation. Både fordi det kun er en lille del af de boliger, aftalen omfatter, som har brug for at blive revet ned, men også fordi påstanden om, at folk bliver sat på gaden, synes grebet ud af det blå. Planerne indeholder masser af nybyggeri og en sikring for genhusning.

Opdelingen af de danske boligområder er et historisk svigt af de mennesker, der har til huse i de almene boligbyggerier.

Danmark og Aarhus har tidligere været kendetegnet ved høj lighed, og at vi kom hinanden ved på tværs af sociale og økonomiske skel. Et land, hvor direktørens søn gik i skole med rengøringsdamens datter. Med opdelingen af boligtyperne på tværs af landet bevægede vi os ned ad en destruktiv sti, hvor elever, børn i børnehaver og naboer kom til at ligne hinanden mere. Danmark blev opdelt. Den sociale arv fik et hårdt tag i områderne.

Vi kan ikke vende det blinde øje til den udvikling, og vi nægter, som nogle har ønsket, at blive uden for aftalen, fordi det er det mest belejlige. Danmarks boligpolitik er alt for vigtig til at overlade til en borgerlig regering, og vi har tænkt os at kæmpe for, at målet med aftalen - mere blandede boligområder - bliver indfriet.

Det er den helt fundamentale årsag til, at SF både på kommunalt og landspolitisk plan har ønsket at være med i boligaftalen.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var en hård kamp at få ryddet regeringens oprindelige forslag til en "ghettopakke" for tidsler. Oprindeligt havde regeringen planer om at tømme Landsbyggefonden - lejernes sparekasse - fuldstændigt for midler og sætte kontanthjælpen ned for alle, der flyttede ud i et udsat boligområde. Det havde været dødsstødet for den almene sektor, og det krævede ihærdighed ved forhandlingsbordet at få samtlige af disse forslag fuldstændigt fjernet fra aftalen.

Samtidig sikrede vi, at overskuddet fra frasalg af almene boliger kan bruges til at bygge nyt, og at de mindre boligområder, hvor nedrivning ikke giver mening, kan få dispensation for aftalen. Lokalt sikrede vi en ny ekstra almen bolig for hver bolig, der skal rives ned.

Sidst, men ikke mindst, kommer aftalen med hundredvis af millioner til en boligsocial indsats - for problemerne løses ikke alene ved at sørge for, at der på sigt bliver bygget mere blandet. Vi bliver også nødt til at holde fast i det store arbejde med at give en hånd til de lokalområder, der har brug for det.

Tænk, hvor meget større, de sejre kunne have været, hvis Enhedslisten havde siddet med ved bordet inde på Christiansborg, som de gør mange steder kommunalt. I stedet for, som nu, at slå politisk plat på noget så essentielt som fremtiden for danskernes boligforhold. Vi ser det som vores fornemmeste opgave at pleje lejerne og den almene boligsektors interesser ved forhandlingsbordet, og her havde Enhedslistens opbakning været en stor hjælp.

Vi anerkender også, at boligaftalen ikke kan stå alene. Der skal bygges mere alment, og huslejen skal være billigere i det almene boligbyggeri. I modsætning til, hvad aftalens kritikere forsøger at give indtryk af, er der nemlig alt for mange almene boliger, som simpelthen er for dyre at bo i. Samtidig skal kommunerne have flere værktøjer til at finde og benytte boliger til folk, der har brug for en ny bolig.

Det er på ingen måde menneskerne i de udsatte boligområder, der er problemet. Det er tværtimod de politiske beslutninger, der har resulteret i, at man har isoleret de svageste borgere i bestemte boligområder. Kommunerne har det primære ansvar for at løfte sociale opgaver, men opgaven bliver uoverskuelig og næsten umulig, når man samler alle sociale udfordringer på det samme, geografiske sted. I de fleste dele af verden er det først og fremmest venstrefløjen, der kæmper for, at socialt udsatte borgere ikke efterlades i bestemte boligområder.

Målet er, at vi udvikler den mangfoldighed, der skal være Danmarks styrke. At hele landet løfter i flok for at hjælpe nytilkomne flygtninge godt på vej alle steder i landet. At en slunken pengepung ikke betyder, at man er forvist til at bo et sted, hvor alle andre også mangler midler. At vi igen får et Danmark, hvor folkeskolen har en stor diversitet af elever, så vi lærer hinanden at kende. vurdere, hvad næste skridt bør være. Kunsten er at omfavne historien.

Kronik: Sociale problemer løses bedst gennem blandede boligområder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce