Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Problemer med at få udenlandske ægtefæller hjem. "Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" - men Udlændingestyrelsen må?


Problemer med at få udenlandske ægtefæller hjem. "Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" - men Udlændingestyrelsen må?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Orlogskaptajn, Silkeborg Kjeld Gaard-Frederiksen
Billede
Debat. 

æsten dagligt dukker der nye historier op, hvor danske statsborgere, der har fundet kærligheden i udlandet, stilles hindringer i vejen for at leve et normalt familieliv sammen i Danmark. Danskere, der har været ude at repræsentere Danmark, enten udsendt af deres arbejdsplads, den danske stat, eller har valgt at uddanne sig i udlandet, kan ikke uden videre hjemføre sin udkårne tilbage til fædrelandet.

Jo, hvis ægtefællen kommer fra et EU-land, så er der ingen hindringer, men har den udenlandske ægtefælle statsborgerskab udenfor EU, eksempelvis i USA, Kina eller Australien, så er det den danske udlændingestyrelse, der afgør, om den danske statsborger kan "familiesammenføres" med sin udenlandske ægtefælle.

Det opleves voldsomt krænkende og uretfærdigt, når man som dansk statsborger ikke som den største selvfølge må tage sin ægtefælle med tilbage til Danmark uanset, hvor vedkommende kommer fra.

Bevares, naturligvis skal det sikres, at ægteskabet er ægte, at det er lovligt efter dansk lovgivning, og at familien er selvforsørgende, men derudover burde der ikke stilles yderligere hindringer i vejen, for retten til at gifte sig med den man elsker, er et af de frihedsidealer, vi i Danmark ellers normalt sætter meget højt.

Er ægteskabet ikke længere helligt? Står der ikke i vielsesritualet: "Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille"? Men udlændingestyrelsen må godt eller hvad? Står Udlændingestyrelsen over Gud som overdommer over det ægteskab, der er indgået for Gud og menneske, og kan afgøre; "Jo, I kan godt være gift - bare ikke her"?

Hvad er den danske folkekirkes holdning til dette spørgsmål?

Er ægteskabet og menneskets ret til selv at bestemme livsledsager ikke noget af det mest fundamentale i et kristent værdigrundlag? Er det ikke en af vore kulturbærende værdier, at ægteskabet er ukrænkeligt? Og selv om skilsmisseprocenten er høj, er der vel ingen, der vil hævde, at andre end os selv skal bestemme, hvem vi vil leve sammen med?

Det kunne være interessant, hvis man kunne få kirkeministeren og landets indsigtsfulde biskopper til at deltage i denne debat.

Danmark ynder at se sig selv som et forgangsland for at beskytte folks rettigheder til selv at vælge livspartner og ægtefælle. Beskyttelse af muslimske unges rettigheder til at undgå tvangsægteskab samt homoseksuelles rettigheder til vielse og fuld accept i øvrige samfundsforhold er rettigheder, som vi finder fundamentale - og som vore politikere og kirke stort set uden undtagelse forsvarer og fremhæver, når de ønsker at fremstille Danmark som et retskaffent foregangsland, der beskytter menneskerettigheder.

Men hvorfor glemmer de samme politikere så fuldstændig disse fundamentale rettigheder, når det kommer til danske statsborgere - i Danmark - der ønsker at kunne leve sammen med deres lovformelige, men udenlandske ægtefælle?

Udlændingeloven, som den brede del af befolkningen formodentlig opfatter, som den lov, som dels skal begrænse, dels stille krav til de udlændinge, der kommer til Danmark som flygtninge eller migranter.

De færreste ved dog, at langt over 100.000 danske statsborgere er direkte påvirket af udlændingelovens familiesammenføringsregler. Det drejer sig dels om de danske statsborgere, der bor her i landet med deres udenlandske ægtefælle, dels om det store antal danskere, der bor i udlandet og er gift med en udenlandsk ægtefælle, men som ikke kan vende tilbage til Danmark, hvis de vil leve sammen med deres familier.

Tæller man ægtefællen med samt fælles biologiske og sammenbragte børn, så påvirker familiesammenføringsreglerne direkte familielivet for omkring 400.000 mennesker, hvoraf hovedparten er danske statsborgere samt deres ægtefælle og stedbørn.

Denne gruppe fylder dog uendeligt lidt i udlændingedebatten. Derfor er der heller ikke mange, hverken i den brede befolkning eller blandt politikerne, der er opmærksom på, at stramninger på udlændingeområdet først og fremmest rammer danske statsborgere.

Medierne nævner sjældent, at stramninger af Udlændingeloven går ud over danske statsborgere. En blanding mellem kold kynisme og simpel uvidenhed?

Der tales ofte i Danmark om børns rettigheder og børns tarv. Men hvor er de børns rettigheder, som udlændingestyrelsen forhindrer i at måtte bo sammen med deres forældre - eller endda aktivt adskiller fra deres forældre?

Det gælder børn, hvis mor eller far opnår familiesammenføring til deres danske ægtefælle, men hvor "stedbarnet" ikke får lov til at følge med uanset om det er den forælder som barnet ønsker at bo hos eller som har forældremyndigheden over barnet. Adskillelsen fra en forælder gælder dog i lige så høj grad fælles børn mellem den danske og den udenlandske statsborger.

At man har fået barn sammen, er ikke nogen hindring for at Udlændingestyrelsen ikke fortsat skiller forældrene fra hinanden og dermed også børnene fra den ene forælder. Begge ovenstående tilfælde er klare overtrædelser af FN's Børnekonvention. Hvad er det for et kynisk og uempatisk menneskesyn, der ligger bag en sådan politik?

Er de ledende politikere parate til at sælge ud af vores selvopfattelse af Danmark som en retsstat, der naturligvis overholder Grundloven, FN's menneskerettighedskonvention, børnekonventionen - og at vi som danskere er beskyttet af vores retssikkerhed?

Er det også en pris, befolkningen er klar til at betale, hvis altså ikke det var fordi, de blev holdt hen i bevidst uvidenhed? For der er vel ikke ret mange, der kan være uenige i, at vi skal have lov til at gifte os med den, vi elsker, og bosætte os der, hvor man har lyst til?

Men det synes som om, de rettigheder er blevet en brik i andres kyniske magtspil. I regeringens familiesammenføringsudspil står der: "Regeringen vil indføre nye regler for familiesammenføring. Der er for mange familiesammenførte udlændinge, som ikke bliver en del af det danske samfund, og som bidrager for lidt til vores fællesskab. Derfor ønsker regeringen at stramme kravene til familiesammenføring for de udlændinge, der har ringere forudsætning for at blive integreret i samfundet". 

Der skelnes således ikke i regeringens udspil mellem familiesammenføring til en dansk statsborger og familiesammenføring til en flygtning, der senere har opnået tilladelse til ophold i Danmark!

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen skriver; "Vi er nødt til at begrænse indvandringen, og strammere familiesammenføringsregler er et af de eneste redskaber vi har til det"

Heller ikke her er der noget, der tyder på, at Mette Frederiksen ikke blander familiesammenføring til flygtninge sammen med familiesammenføring til danske statsborgere!

De seneste års stramninger på udlændingeområdet, som formodentlig er tiltænkt at ramme en helt bestemt befolkningsgruppe, rammer dog især de danske statsborgere, der finder en udenlandsk ægtefælle og som efterfølgende ønsker at bosætte sig i Danmark. Er det rimeligt?  Er det retfærdigt?

Nej, men det er faktum!

Hvad skal der til?

Naturligvis en differentieret lovgivning i stedet for at blande to grupper sammen, der ikke har noget med hinanden at gøre. En lovgivning, der sikrer at danske statsborgere, der finder en udenlandsk ægtefælle kan vende tilbage til Danmark og bosætte sig der med sin familie.

Alt andet strider mod sund fornuft og danskernes retsfølelse.