Ramadan i København og Højskolesangbogen


Ramadan i København og Højskolesangbogen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Poul Henning Bartholin, Domprovst
Flemming Krogh
Debat. 

Foreningen af Folkehøjskoler er i gang med at udgive en ny udgave af Højskolesangbogen. Det sker med 12-15 års mellemrum. Lige nu arbejder man med en kommende 19. udgave. Hver gang er der en del udskiftning af sange og salmer. For sange og salmer er også underlagt mode og popularitet. Forud for hver ny udgave har der altid været debat. Debat er et gode. Når kontinuitet og fornyelse er på tapetet, er debat helt uomgængelig.

Denne gang er debatten blusset op om en sang, der skildrer stemningen under en ramadan, der falder i sommermånederne. Sangen er skrevet i maj i år af Isam Bachiri i samarbejde med Nanna Jacobi, Anders Greis og Özcan Arulovski. Sangen er ikke religiøs. Den skildrer en stemning i et helt almindeligt hjem, hvor man fejrer ramadan. Det er i København, og sangen hylder også byen - især aften, nat og tidlig morgen, hvor der må spises under ramadanen. Det er en sang, der skildrer den varme, som kommer fra familien, som vi kan finde tilsvarende i en række julesange. Fx "Hvilken voldsom trængsel og alarm". Ja, idyllen, som også skildres af Isam B., finder vi tilsvarende i Grundtvigs julesalme "Velkommen igen, Guds engle små". Den nye sang skildrer også varmen og åndedrættet i byen. En lignende skildring har vi af livet i Aarhus i nogle af GNAGs sange fx "Sommerdag på Strøget" og "Lav sol over Aarhus".

Når jeg tænker på, hvad Højskolesangen rummer i dag og har rummet af sange og salmer gennem tiderne, må jeg spørge mig selv, hvorfor der lige pludselig skal lægges en religiøs (kristen) norm ned over Højskolesangbogen, som nogle af Isam B's kritikere gør? Højskolesangbogen er ikke en kristen bog. Den er ikke en salmebog, men rummer og skal rumme sange, som alle dele af folkeligheden i Danmark kan genkende sig selv og hinanden i.

Resultaterne af at sammenkoble nationalitet og religion har vi set alt for mange grusomme eksempler på. De tåler ikke gentagelse! Vi bør ikke falde i den grøft igen!

Derfor skal vi prøve at lytte til nogle af de mange forstandige forskere i religion og nationalisme, som publicerer velovervejede artikler og bøger lige nu. Forleden læste jeg i www.altinget.dk om den i London bosiddende professor Eric Kaufmann. Han fortæller, at han er "barn" af tre nationaliteter: israelsk, kinesisk og latino. Han er født i Hong Kong, opvokset i Canada, har boet i Japan og bor nu i London, hvor han føler sig hjemme og har sin identitet. Hans forskningsområde er nationer og national identitet.

En af hans pointer er, at højrepopulismen i Europa har baggrund i frygten for at miste den nationale identitet pga. indvandringen. Kaufmann ser middelklassens ofte skarpe reaktioner på indvandring som et spørgsmål om værdier. Indvandring kan for nogle forekomme at true deres og nationens identitet. Kaufmann slår til lyd for at se mere nuanceret på indvandringen og indvandringsdebatten. Han argumenterer for, at debatten skal blive mere rummelig. Jeg forstår ham sådan, at han for det første siger, at der er flere måder at være knyttet til en gruppe på - også i forhold til nationalitet. Ifølge Kaufmann definerer vi tilknytningen til nationen for ensidigt. Denne tilknytning kan, siger han, udfolde og udtrykke sig på flere måder. At føle sig dansk afhænger ikke af, om man kan føre sin slægt tilbage i Danmark i flere led. Den slags formler for ægte danskhed optræder ofte i den aktuelle debat om Højskolesangbogens 19. udgave.

Kaufmann har et begreb, som han kalder "salmebogsmetoden". Og det er ikke positivt ment. Hans eksempel er politikere, som definerer nogle kriterier for fædrelandstilknytning, som vil ekskludere store grupper af befolkningerne.

Hvad skal der fx til for at kalde sig århusianer? Er jeg århusianer efter at have boet i Aarhus i mere end tyve år? Hvor mange år eller hvor mange slægtled skal man have boet i et land for at kalde sig fx dansker? Kaufmann peger som vist på, at disse kriterier, som "salmebogsmetoden" fører med sig, er for snævre og ekskluderende. I stedet anvender han et begreb, som den engelske antropolog Victor Turner har præget, nemlig flerstemmighed ("multivokalisme").

Dette begreb rummer en forståelse af, at man kan føle sig knyttet til en gruppe på flere måder. Den erfaring har vi alle. Der er fx stor forskel på, hvor meget vi føler os knyttet til folkekirken. Nogle kommer i tvivl om de er "rigtige" kristne, hvis de sjældent går i kirke eller "kun" kommer der til jul, påske og begravelser. Det er alt sammen lige meget, for det er dåben, der giver os hver især retten til at bære kristennavnet.

Hvad giver retten til at kalde sig dansker, svensker, eller tuneser? Hvilken "dåb" skal man have fået her? Det havde Grundtvig en holdning til, udtrykt i digtet "Folkeligheden" fra 1848, som i forkortet udgave har stået i adskillige udgaver af Højskolesangbogen. Heri siger Grundtvig:

"Til et Folk de alle høre,

som sig regne selv dertil,

har for modersmålet øre

har for fædrelandet ild...."

Lige præcis derfor hører "Ramadan i København" også hjemme i Højskolesangbogens 19. udgave, for den udtrykker en fortrolighed og indforståethed med byen, med sproget, ånden, med åbenheden over for forskellighed og den traditionelle danske flerstemmighed.

Højskolesangbogen er ikke en kristen bog. Den er ikke en salmebog, men rummer og skal rumme sange, som alle dele af folkeligheden i Danmark kan genkende sig selv og hinanden i.

Ramadan i København og Højskolesangbogen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce