Samfundet er som at stå ved en kineser-buffet: Der er så meget, der ser godt ud - men det smager ikke lige godt


Samfundet er som at stå ved en kineser-buffet: Der er så meget, der ser godt ud - men det smager ikke lige godt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Forfatter og musiker, Jørgen Nancke, Vollsmose
Billede
Debat. 

Landet er stadig yndet, men så meget andet 'det var engang', f.eks. at vi havde et parti, som i sandhed var arbejderens. Selv voksede jeg op med Anker som anker - en vi kunne sætte vores lid til. I dag er det anderledes, og det mangler. Så lad os prøve noget nyt - lad os prøve igen.

"Gør Danmark stort igen!" ville Mr. Trump sandsynligvis sige, og spidse læberne, hvis han stillede op til folketingsvalg i hyggelige Dannevang, og måske holdt en af sine torden- og lynildstaler i Dybbøl. Men hvad ville han mene med "stort igen?" Ville han mene "Danmark til Ejderen", genopbygning og forbedring af Dannevirke på tyskernes regning, generobring af Island og Norge? Personligt aner jeg det ikke, men uanset, hvad man måtte mene om Mr. Trump, så er han retorisk i særklasse og formår at fange overskrifter verden over, men nu er Danmark jo ikke USA ...

Et af de danske rigmandssvar på Mr. Trump er nok Hr. Larsen, Lars Larsen forstås; den jyske dynezar, om man vil. Kunne man i Danmark se den slags valgkamp, som de har i USA for sig? Store højtråbende vælgerskarer, ekstreme udtalelser live på TV og på de sociale medier. Politiske stormøder- væltende rundt i konfetti og ballonorgier samt et rungende "Jeg har et godt tilbud til dig", gjaldende fra storskærme med en smilende Lars Larsen i ufiltreret amerikansk stil. Nej, vi er nok i virkeligheden meget mere nede på jorden her i Danmark, vi vil hellere tage en sludder og en kølig øl over hækken i kolonihaven eller over parcelhusenes plankeværker. For sammenligningens skyld, så har vi eks. intet "Larsen Tower" på den jyske hede, men det kan jo nå at komme endnu.

Men vi har vores berømte sammenhængskraft, og vi står stålsat og fast på vores hævdvundne værdier, og der er hånd i hanke mellem politikere, fagforeninger og vælgere. Gennemskuelighed, troværdighed og sikkerhed kendetegner det standpunkt, som vi har taget som demokratisk nation for at undgå kaos. Vi står skulder ved skulder, som kæmperne i fordums tid, når de indsamlede udenlandske investeringer til det danske erhvervsliv fra den misfornøjede engelske befolkning - demokrati og sværdslag i hyggelig dansk øjenhøjde. Forudsigelige slagord, slidte fraser og gode intentioner rutinemæssigt gentaget med hjemmel i en glorificeret historisk overstået - og for nogen glemt - periode, kan ikke få grobund her i den gode gamle danske politiske muld. Her får man ingen magt, uden at der virkelig er gennemskuelighed, indhold og tyngde i tingene. For når vi danskere går til spinning, så foregår det sveddryppende til tysk technomusik på en cykel med knaldhård sadel i et fitnesscenter, og ikke til et folketings- eller kommunalvalg ...

Når jeg nu taler om Danmark og alt det danske fra mit lille ridsede vindue, så er jeg jo nok desværre lidt inhabil, da jeg i sagens natur er pæredansk og er vokset op med Morten Korch film og rødgrød med fløde. Men den danske model, det yndige land, Dronning Margrethe og grundloven er noget af det, som vi især er stolte af, og med god grund skulle jeg mene. Vi har her i Frejas egen sal religionsfrihed, og kan uden at blive hængt ud offentligt tro på, hvad vi vil, vi kan spise, hvad vi vil, tænke og ytre os, om hvad vi vil, vi kan forsamles og danne foreninger, og for den sags skyld også stifte partier. Det er lige præcis her, at jeg selv kommer i klemme, for min viden nærmer sig afgrundens rand med store skridt, ord for ord. Jeg er nemlig ikke overvældende politisk begavet, og jeg ved derfor ikke, hvem jeg helt præcist skal stemme på. Jeg er nok blevet partifølelsesløs med tidens gang. Dengang jeg var barn, sagde min far altid; "Man stemmer på Socialdemokratiet, når man er en rigtig arbejder!" Han var ubetinget fan af Anker Jørgensen, "arbejdernes mand", som han kaldte ham, "Så længe Anker står ved roret, så længe har vi et arbejderparti" mente han og smøgede sine skjorteærmer op med et selvsikkert og varmt arbejdersmil.

Jeg har det med folketings- og kommunalvalg, som når jeg af og til besøger min favorit kinesiske buffet. Jeg har simpelthen svært ved at vælge, da næsten alle bakker og skåle har noget, som lokker min jævne kulinariske bevidsthed. Ejeren af restauranten fortalte mig engang, at det ikke er alt, som smager så lækkert, som det ser ud, og det ved de godt ude i køkkenet, hvor de laver menuen, men når folk først har valgt, så hænger de på den, som han så smukt udtrykte det. "Vores køkkenchef anretter det hele, så selv det mindre gode ser godt ud, pynt kan sminke og sælge alt." Det er ret smart, for folk har det med at glemme smagen, da der ofte går lang tid mellem besøgene, så næste gang, de står der, så husker de kun, hvad de plejer at tage. En Olsenbanden-værdig plan - intet mindre.

Fagforeningerne er i fokus i disse dage - det er der vist ingen tvivl om; løn og arbejdsvilkår er ord, som fyger gennem luften som giftige pile, og som de fleste har en holdning til. Blandt andet min kone, som arbejder på det lokale plejehjem, men hende skal man ikke bide skeer med, det ved jeg alt om. Staten står med sin dagsorden, og fagforeningerne med deres, og man kunne spørge, om der er en større konflikt på vej? Fagforeningerne står sammen, og det ser ud til, i en jævn mands øjne, at der nok kommer et politisk indgreb på et tidspunkt. Et paragrafstøbt koben, som skal brække i den måske sidste rest af solidarisk fagforeningsmurværk, ville nogle måske mene. Når man om nogle år nævner Murens fald, vil det så være den i Berlin? Og vil det egentlig betyde noget for nogen til den tid?

Jeg har det med at spekulere, og sommetider over ting som jeg ikke ligefrem er ekspert i. "Nu er du jo hverken Henrik Qvortrup eller Hans Engell", som min kone har det med at påpege - med tilføjelsen; "men måske en blanding, du er jo godt på vej til at blive skaldet, og du er lidt overvægtig." I en tid, hvor næsten alle afskygninger af fællesskaber og enkeltpersoner har en facebookside, forening, klub eller anden form for offentligt fora, undrer det mig, at fagforeningerne ikke allerede har dannet et sandt arbejderparti. Det slog mig nemlig, at de ikke har et parti længere, da jeg besøgte min far på kirkegården forleden. Mon ikke fagforeningerne en dag finder ud af, at det måske var en ide at få mere indflydelse i magtens indercirkel? Selvom det for mig af og til virker, som om magten ofte ligger i ydercirkelen, f.eks. folkestemningsbølger på Facebook med deraf følgende hurtige opslag fra politikere. Det er nok, når alt kommer til alt, en del mere langhåret end jeg som menigt medlem af almuen lige kan gennemskue, tænker jeg her ved buffeten. Jeg tror, at jeg nøjes med en gang genkendelige sammenklumpede halvvarme ris og noget, som ligner udkogt kød med tilsat barbecuesmag, hvis de da ikke har noget som er bedre ...

Samfundet er som at stå ved en kineser-buffet: Der er så meget, der ser godt ud - men det smager ikke lige godt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce