Statslig styringsmani undergraver velfærdsstaten


Statslig styringsmani undergraver velfærdsstaten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Professor og tidligere rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen
Billede
Debat. 

Efter mere end 40 år som læge og leder i sundheds- og uddannelsessektoren kan jeg ikke undgå at bemærke, at den danske velfærdsstat i de senere år er begyndt at lide af åndenød. Mens staten tidligere fungerede som en fælles regningsgiver og løste mange af opgaverne i samfundsfællesskabet, bliver staten i stigende grad en instans for afvikling og styring. Jeg vil her koncentrere mig om to områder, jeg kender godt fra mine år som dekan og rektor for Københavns Universitet: uddannelse og forskning.

Tendensen til, at staten har taget rollen som afvikler, er synlig over hele landet, hvor talrige offentlige institutioner er nedlagt: Seminarier, domstole, politi, sygehuse, by for by, egn for egn. Afviklingen af den synlige stat er sket ud fra styringsparadigmet New Public Management med en styringskultur, som er blevet uhyggeligt dybt forankret i centraladministrationen og udefter. Finansministeriets regnemodeller og begejstringen for LEAN-styring har taget hovedscenen, mens fagprofessionelles diskussioner om indhold i det offentliges opgaver affejes som "send flere penge"-flæberi. Dette påvirker oplevelsen af identitet i lokalsamfundene og i offentlige institutioner. Regeringens initiativer, hvor man flytter løsdele af centraladministration arbitrært rundt i landet, er et klart symptom på, at pendulet er svinget for langt i retning af afvikling og centralisme. Pendulet må skubbes tilbage. Meningsfulde institutioner må genetableres, hvor for mange er nedlagt, og ja, det fordrer politisk prioritering af midler og indhold i offentlige opgaver.

Finansministeriet spiller en central rolle i den nuværende styringsform, der skævtrækker det offentlige i retning af driftsopgaver, væk fra indhold og udvikling. Lad mig give et par eksempler inden for forskning og uddannelse.

Vi lever i en verden, hvor viden i stigende grad er en nøgle til udvikling og velstand. Samfund, som formår at skabe ny viden, kan også skabe velstand. Derfor er forskning afgørende for vores fremtid, men forskningen er under pres fra de ledende embedsmænd på Stengangen i Finansministeriets Røde Bygning i København, for det kniber med den strategiske tænkning på Stengangen.

I Danmark er vi heldige, at vi har store erhvervsdrivende fonde, som engagerer sig dybt i forskningen. Omkring halvdelen af Københavns Universitets forskning finansieres i dag af eksterne kilder som Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden, A. P. Møller Fonden m.fl., og fondene vil gerne investere endnu mere i dansk forskning. Det er dog en forudsætning, at universiteterne, og dermed staten, sørger for laboratorier, hvor forskningen kan foregå, og her svigter staten efter min mening sin rolle som udvikler af fremtidens velstand. Over fire år udtrykte tre uddannelses- og forskningsministre i min tid som rektor på skift deres sympati for et tættere samarbejde mellem universiteterne og de private fonde. Men ingen minister var i stand til at forpligte sit ministerium på en investering på få milliarder kroner over en årrække, så fondene kunne være sikre på, at staten ville sørge for bygninger og laboratorier, hvis fondene til gengæld bandt sig til at finansiere selve forskningen i et årti eller mere.

Det går ikke, at den ansvarlige minister ikke kan planlægge langsigtet og forpligte staten på en begrænset udgift over en årrække, så Danmark risikerer at gå glip af milliarder af kroner til forskning og sikring af fremtidens velstand. Fondene er ikke bundet til Danmark. Hvis staten svigter sin rolle som udvikler, investerer fondene deres penge i udenlandsk forskning i stedet. Problemet ligger øjensynligt i Finansministeriet, som er vugge for talrige kontrollerende redskaber, der ofte fratager andre ministerier muligheden for at skabe udvikling på deres område. Man kan have en fornemmelse af, at det ikke alene er statens økonomi, men magten i det hele taget, som er koncentreret i Finansministeriet.

Et andet eksempel er ideen om at sende offentlige aktiviteter i udbud, skønt der er ofte kun er et monopollignende marked for statens store opgaver, og staten ikke altid har styr på de komplicerede udbud. Det offentlige ender som økonomisk gidsel, og udbud af andet end trivielle ydelser fører til et videnstab for staten, område for område. Staten skifter rolle fra at være leverandør til befolkningen til at blive en slags kontrollant af rettigheder over for private leverandører. Er det godt med en rettighedskultur, når en velfærdsstat hviler på en solidarisk kontrakt mellem borgerne?

Jeg har selv oplevet effekten af tidsånden fra Stengangen: Et dårligt udbud og valg af en tvivlsom leverandør, gjorde Københavns Universitetets nye Niels Bohr Bygning dobbelt så dyr som planlagt. På universitetet kunne vi kun se til fra sidelinjen. Jernnæven fra Stengangen havde nemlig også forhindret, at universitetet kunne overtage ansvaret for egne bygninger, selv om man kunne tro, at det var en god regel, at ansvar og omkostninger følges ad. Uden et eneste reelt forhandlingsmøde sagde staten bare lodret nej. Fra indholdsstat til forstenet stat - det går jo ikke.

Det er også min oplevelse, at Finansministeriet i langt højere grad end tidligere er direkte styrende i enkeltsager i andre ministerier. Fornemmelsen blev bestyrket under sagerne om dimensionering af studiepladser, om uddannelsesloftet, om ændring af reglerne for universitetsbestyrelser og aktuelt i tankerne om at stække studienævnene, som varetager den daglige drift af uddannelserne på universitetet. Dette er dårligt tænkt. Netop de danske studerendes medansvar og den korte magtdistance er blandt vores konkurrencefordele, som studeres af omverdenen, herunder Kina.

Pendulet må svinges et stykke tilbage mod indholdsstat og strategisk tænkende stat. Ellers sejrer tidsånden fra Stengangen ad H til, som tidligere LO-formand Thomas Nielsen sagde i anden anledning. Har vi råd til at justere kursen? Danmarks økonomi er usædvanligt god. Af hensyn til fremtiden tror jeg ikke, at vi har råd til at lade velfærdsstaten forstene. Så mister vi både velstand og velfærd.

Statslig styringsmani undergraver velfærdsstaten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce