Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Svineproducenternes formand svarer på kritik. Danske grise giver velfærd


Svineproducenternes formand svarer på kritik. Danske grise giver velfærd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter
Billede
Debat. 

Replik: Jeg vil gerne rose tre af avisen Danmarks læsere for at indgå i en debat med mig om dansk svineproduktion. Det er dejligt at møde så stor interesse for vores erhverv.

Først vil jeg gerne udtrykke min forståelse for Møller Nielsens forargelse over en indtægt for eksport af dansk grisekød på 30 mio. kroner årligt for en produktion på 30 mio. grise. Det er imidlertid sådan, at indtægten ikke er 30 mio. kroner, men 30 mia. kroner årligt. Jeg havde desværre lavet en slåfejl i mit forrige debatindlæg. Det beklager jeg naturligvis meget, men det betyder også, at regnskabet bliver et ganske andet.

En eksportindtægt på 30 mia. kroner årligt kan være svær at forholde sig til. Derfor har jeg set lidt på, hvad man egentlig kan få for 30 mia. kroner. Ifg. Sund og Bælt ville Øresundsbroen koste 24,1 mia. kroner i 2016-kroner, og vi ville have 5,9 mia. kroner til rest. Det ville kunne finansiere det nye supersygehus i Køge til 4 mia. kroner, og der ville stadig være lidt "lommepenge" tilbage.

30 mia. kroner kan også finansiere 4-5 af de dyreste supersygehuse (Århus eller Odense), der i 2015 blev prissat til 6,35 mia. kroner stykket.

Der vil altid være delte meninger om, hvad man skal bruge 30 mia. kroner til, men der er ingen tvivl om, at det ville slå et kæmpe hul i den danske velfærd, hvis de arbejdspladser, som 30 mia. eksportkroner giver, manglede.

Både Møller Nielsen, Humble, og Henning Aagaard Nielsen, Søndersø, har begge en opfattelse af, at der er et højt forbrug af antibiotika i dansk svineproduktion. Lad mig først slå fast, at vi svineproducenter kun bruger den mængde antibiotika, der er nødvendig for at behandle syge dyr efter dyrlægens anvisning. I andre lande bruger man antibiotika forbyggende, men det er mange år siden, vi har gjort det i Danmark.

Jeg indrømmer, at hvis man angiver det samlede forbrug af antibiotika i tons, som Henning Aagaard Nielsen gør, kan det se skræmmende ud. Men ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt og i forhold til udvikling af resistens er det dog mere relevant at betragte, hvilke typer antibiotika man bruger, samt at se på mængden af antibiotika i forhold til størrelsen af husdyrproduktionen. Ifølge den seneste opgørelse fra EU fra 2014, ligger Danmark lavt med kun 44,2 mg pr. PCU (Population Correction Unit), hvor f.eks. Spanien, som også har en stor svineproduktion, ligger 9 gange så højt på 418 mg pr. PCU, og Italien ligger på 359,9 mg pr. PCU. Men ifølge opgørelsen ligger Danmark også lavere end både Holland, Tyskland og Polen på henholdsvis 68, 149 og 141 mg pr. PCU.

De danske svineproducenters evne til at holde forbruget lavt er flere gange anerkendt og fremhævet af verdenssundhedsorganisationen WHO, men det betyder naturligvis ikke, at det skal være en sovepude for os, og det er det heller ikke.

Vi ønsker naturligvis kun at holde sunde og raske grise, som behøver mindst mulig medicin. Der findes allerede i dag mange svineproducenter, som er så gode til at passe deres dyr, at hovedparten af deres grise aldrig får antibiotika. Nogle af disse grise kan i dag købes i butikkerne under varemærket OUA-grise (opvokset uden brug af antibiotika). Desværre er forbrugernes efterspørgsel ikke så stor, hvilket betyder at mange af mine kolleger, som ellers er topmotiverede for at producere OUA-grise, bliver afvist af slagteriet og sat på en venteliste.

Omkring husdyr-MRSA har Henning Aagaard Nielsen ret i, at der de seneste år har været en stigning i antallet af smittede danskere. Vi danske svineproducenter er om nogen kede al den virak, der har været omkring husdyr-MRSA, idet det nogle gange fører til stigmatisering af os og vores medarbejdere. Vi oplever, at det er svært at trænge igennem med myndighedernes oplysninger om, at husdyr-MRSA, som er "designet" til at bo i dyr, smitter i langt ringere grad mellem mennesker end andre typer MRSA og er mindre sygdomsfremkaldende i mennesker end andre typer MRSA.

Det er formentlig de færreste, der tænker over, at risikoen for at hente MRSA eller andre resistente bakterier med hjem fra charterferien fra visse lande faktisk er større end risikoen ved at besøge mine grise. Dertil kommer, at udlands-MRSA både forekommer mere hyppigt i den danske befolkning og er mere sygdomsfremkaldende end husdyr-MRSA.

Det skriver jeg ikke for at bortforklare egne udfordringer, men for at sige, at bakterier ikke accepterer landegrænser. Derfor er Danmark desværre ikke en lille lysegrøn ø, hvor vi kan sidde i sikkerhed takket være vores egen indsats. Derimod risikerer vi at importere superresistente bakterier fra lande, hvor antibiotika er noget, man køber i supermarkedet efter eget skønnet behov på linje med fødevarer, rengøringsmidler og toiletpapir. Ingen ønsker naturligvis den udvikling, og derfor er resistensproblematikken noget, der naturligvis hele tiden skal tages meget alvorligt både nationalt, men ikke mindst internationalt.

Mht. Søren Møller Nielsens bekymring over forekomsten af zink og kobber i jorden, så er der videnskabelige undersøgelser, der viser, at andre lande er i langt større fare for ophobning af de stoffer i jorden, end Danmark er. Igen skal det ikke være en sovepude. Det er det heller ikke, og du skal være klar over, at ingen landmand ønsker at behandle sin jord på en måde, så den bliver ubrugelig. Danske landmænd har generelt stor respekt for de naturressourcer, de forvalter og selvfølgelig ønsker de ikke at save den gren over, de sidder på. Mht. hvilke planteværnsmidler der anvendes, så er det noget, staten undersøger videnskabeligt og sætter regler for, og som almindelige landmænd bliver vi nødt til at stole på, at det arbejde bliver gjort godt nok. Vi har hverken viden eller ekspertise til at være bedrevidende, men kan kun krydse fingre for, at de undersøgelser og regler, vi underlægger os, er gode nok.

Afslutningsvis vil jeg rose Anker Nielsen, Bagenkop, for hans vedholdenhed. Han vil have mit ord for, at dansk svineproduktion ikke forurener. Jeg mener, at jeg allerede har forklaret, hvordan han med sindsro kan sætte tænderne i en dansk kotelet, der er garanteret fri for antibiotika, og som afsætter et langt mindre aftryk på klima og miljø end koteletter fra resten af verden, som han ellers ofte kan købe billigere i det lokale supermarked.

Til gengæld er det mig lidt af en gåde, når han bliver ved med at efterspørge en liste over stoffer, der anvendes til at producere en dansk gris. Vi anvender naturligvis kun godkendte vitaminer, mineraler etc. i vores foder, og jeg er sikker på, at fx Fødevarestyrelsen vil hjælpe Anker Nielsen med, hvad han måtte have behov for at vide.