Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Var det kynisme eller kristendom, da Dronningen smilte?


Var det kynisme eller kristendom, da Dronningen smilte?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Sognepræst, Haarby kirke Adam Boas
Billede
Debat. 

I ordbogen står der, at en krakiler er en påståelig person, som - ganske ofte - brokker sig.

Således falder jeg altså uden for den beskrivelse, for under den ugelange tv-transmission i anledning af Prins Henriks dødsfald, ringede jeg kun én gang til Danmarks Radio for at brokke mig.

Det gjorde jeg, efter at studieværten gentagne gange havde sagt, at kirkeklokkerne ringede til ære for Prins Henrik. Jeg burde måske have bedt om at blive stillet om til Danmarks Radios afdeling for åndelige spørgsmål, men jeg havnede hos en receptionist, som virkelig formåede at lyde oprigtig interesseret, da jeg orienterede om, at kirkeklokkerne altid ringer til ære for Gud. Mange steder i landet siger man, at kirkeklokken ringer den døde til himmerig. Anledningen er et dødsfald, det er sandt, men klokken ringer selvfølgelig til ære for den, som åbner himmeriget for os, nemlig Gud.

Jeg havde lyst til at ringe op igen, da det kort efter fra en studievært forlød, at prinsen nu var ude på sin sidste rejse. Bemærkningen om den sidste rejse faldt, da prinsen blev kørt de 300 meter fra Amalienborg, forbi d'Angleterre og til Christiansborg Slotskirke. Nu har jeg jo altid opfattet udtrykket den sidste rejse som et reserveret udtryk fra troens verden, fordi det handler om den overgang, som finder sted fra døden og ind i fjernheden og alt det ukendte på den anden side af horisonten. I hvert fald er jeg ret sikker på, at trosudtrykket den sidste rejse ikke dækker over en tur på 300 meter forbi d'Angleterre. Jeg tror, at den sidste rejse går herfra og til et sted hinsides, hvor bordet er dækket langt finere op end på hotellet på Kongens Nytorv.

Disse ting ytrede jeg mig om i en prædiken for nylig, og efterfølgende i kirkedøren sagde en landmand, at jeg måske nok var lidt for indforstået med tingene. Men han sagde også: "Jeg giver dig dog fuldstændig ret. Jeg har det på samme måde, når folk begynder at tale om køer. Nogle gange ville det være rart, at folk vidste lidt mere om, hvad de talte om". Skøn bemærkning!

En anden bemærkning i medierne gjorde et uheldigt indtryk i ugen for prinsens død. Det var bemærkningen om, at vor dronning ligefrem var kynisk og kold, fordi hun tillod sig at smile, da hun tilså alle de blomster, som befolkningen havde lagt foran Fredensborg Slot. Vores dronning er et kristent menneske. Det skal hun være, men enhver som har fulgt hende i årenes løb, ved, at hun ikke blot er troende af pligt, men at hun også personligt er vundet for troen. Det var et sammenfald, at prinsen døde i selv samme time, hvor den kristne faste skulle begynde. Askeonsdag hørte vi alle om prinsens død, og Askeonsdag er begyndelsen på den kristne faste, som varer i fyrre dage indtil påskemorgen. Samtidig erklærede Dronningen hofsorg i en omtrent lige så lang periode. Der er slet ingen tvivl om, at Dronningen, som et kristent menneske, lader disse to tider falde sammen. Fasten og hofsorgen. Under fasten nedtoner de kristne festlighederne. De bruger ikke mange farver. De råber ikke højt og lader ikke megen væsen af sig. De er indadvendte og tankefulde, for de tænker på det mysterium som venter, at vi snart skal fejre den begivenhed, som peger på alle troende menneskers skæbne, at vi skal opstå, som Kristus opstod. Dét mysterium kræver tid til tanker. Det samme gør sorgen.

Dronningen vil utvivlsomt lade både faste og hofsorg kulminere i en festgudstjeneste i Aarhus Domkirke påskemorgen som en fejring af den opstandelse, som også er menneskers glædelige skæbne. Men som et kristent menneske behøver Dronningen ikke vente til påskemorgen, for at give udtryk for det glædelige budskab. Hun har hørt det mange gange gennem sit liv, og hun ved fra sin tro, at de kære, vi mister, går ind til Herrens glæde. Derfor kunne Dronningen smile, selv i sorgen. Prinsen har det jo godt, hvor han er nu.

En af vores store tænkere og teologer, Johannes Sløk, sagde engang, at skønt det kristne menneske kender til sorg og bekymring, så kan der for et kristent menneske aldrig være tale om nogen egentlig sorg og bekymring. Det udsagn skal ikke forstås sådan, at den kristnes sorg og bekymring skal negligeres. For vist kan sorg og bekymring, også for kristne, være svær og vare længe. For nogen bliver det en livstilstand. Men det er helt rigtigt, hvad Sløk siger. Nogen egentlig sorg og bekymring kan der ikke være tale om for den kristne, for der lyser altid et håb under det alt sammen. Og det handler ikke bare om, at engang, når livet går videre eller når tiden har lægt alle sår - som om tiden nogensinde gør det, når man mister én man holdt af - så en skønne dag, vender håbet og troen tilbage. Nej, det handler netop om, at undervejs i sorgen og bekymringen, netop undervejs, mens vi lider og imens det hele står på, da fornemmer den kristne altid på mærkeligste måde, håb midt i det hele og kan nogle gange blive så grebet af håb, at man smiler, selv midt i sorgen. Guds løfte om at være hos os selv i døden, det er hvad klokkerne ringer for, hver gang der er en anledning til det.

Hvor er det pragtfuldt at være et kristent menneske. Tænk, at der altid er brug for os, og altid nye opgaver at stå op til i næstekærlighedens navn. Og tænk, at vi har lov at smile, selv når livet er sværest.

Var det kynisme eller kristendom, da Dronningen smilte?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.