Interview med Jann Sjursen: Vi er dybt afhængige af hinanden

Ethvert menneske har et grundlæggende ansvar for sit eget liv, mener Jann Sjursen, men understreger, at vi også har ansvar for hinanden. Hvis der er noget, vi ikke kan selv, er det helt afgørende, at vi kan have tillid til, at andre træder til. Foto: Carsten Lauridsen

Interview med Jann Sjursen: Vi er dybt afhængige af hinanden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Solidaritet og næstekærlighed er et anliggende for det enkelte menneske, men også for samfundet, mener Jann Sjursen. Engang forsøgte han at hjælpe sine medmennesker gennem politik. Nu går ambitionen som en rød tråd gennem hans arbejde som generalsekretær for Caritas Danmark og som formand for Rådet for Socialt Udsatte.

- Hvordan vil du definere næstekærlighed og solidaritet?

- Når jeg taler om næstekærlighed og solidaritet, er det to sider af samme sag, selvom det selvfølgelig ikke er helt det samme. Næstekærlighed er centralt i kristendommens forståelse af, hvad vores opgave er som menneske, nemlig både at elske Gud og medmennesket. Solidaritet er - i hvert fald for nogle mennesker - en mere systemisk tilgang. Men uanset om man har en kristen livsforståelse eller læner sig op ad en mere politisk ideologi, så handler det om, hvad vi vil i fællesskab og om, hvordan vi er forpligtet i forhold til hinanden. At vi har et ansvar for hinanden og for det medborgersamfund, som må være målet for os alle borgere.

- Hvad mener du med medborgersamfund?

- Det er et samfund, hvor vi netop tager udgangspunkt i, at vi vil hinanden og er forpligtede på hinanden som mennesker. I min forståelse af mennesket og menneskets opgave har vi et grundlæggende ansvar for vores eget liv, som vi ikke kan tørre af på andre. Der er beslutninger, som vi selv skal træffe. Der er konsekvenser af vores valg, som vi selv må bære. Men samtidig er der jo ingen af os, der kan leve som små øde øer. Vi er dybt afhængige af hinanden og af det fællesskab, både det nære og det store, som tager forpligtelsen, der hvor vi som enkeltpersoner må give slip. Både i vores eget liv eller i forholdet til vores næste vil der være situationer, hvor vi må erkende, at denne opgave kan jeg ikke selv løfte. Her må jeg have hjælp af det store fællesskab. Af samfundet. For mig er det helt essentielt i forhold til at virke som menneske, at man er klar over, hvilket samfund vi vil have og hvilke forpligtelser, vi har for os selv og det fælles bedste. Og det er klart, at når jeg siger noget om næstekærlighed og solidaritet, så er det, fordi min egen livsforståelse er kristen.

- Hvordan står det til med næstekærligheden og solidariteten i vores samfund?

- Det er ikke entydigt. Det vil være let, både som formand for Rådet for Socialt Udsatte og som generalsekretær i Caritas, at sige, at det er gået fløjten. Der bliver flere udsatte herhjemme, og internationalt kniber det også med de solidariske løsninger. På den anden side er der jo masser af mennesker, der gør et kæmpe stykke arbejde for deres medmennesker, hvad enten det er for den syge nabo eller i en lokal forening, og vi har stadig et velfærdssamfund, der siger spar to i sammenligning med andre steder i verden. Men jeg synes, vi har bevæget os væk fra medborgersamfundet, hvor kernen er, at både borgeren, markedet og det offentlige system er fælles om at løfte opgaven. I dag opfatter vi samfundet som et system, der skal yde en service. Men det er også systemets egen skyld. Det er for eksempel tankevækkende, at man politisk efter min mening har skrevet familien ud af ligningen som bidrager med noget væsentligt, der kan være godt for opvoksende børn. Det er, som om man satser på systemiske løsninger på alle udfordringer. Senest med ghettoudspillet, hvor børn i særlige områder pinedød skal i børnehave.

- Det er som om Christiansborg har opgivet familien som samfundsbærende institution, og det synes jeg er en meget stor og meget uheldig forandring. For uanset, hvordan familien ser ud her i 2018, hvor den kan se ud på mange måder, så er det her, der sker en væsentlig overføring af værdier, som er afgørende for, hvordan vi er her i verden.

- Hvad er konsekvensen, når systemet tager over på den måde?

- Man kan i hvert fald sige, at på nogle punkter har vi som borgere udliciteret det ansvar, vi har for vores næste og nærmeste. Man kan illustrere det med et eksempel: når mennesker dør ensomme og forladte i en lejlighed, kan der nogle gange gå lang tid, inden det bliver opdaget. Det kan være, det først sker den dag, stanken bliver så uudholdelig, at den når nabolejligheden. Med den slags sager taler man i den offentlige debat ofte om, at systemet har svigtet, og selvfølgelig skal systemet ikke svigte. Men man kan godt samtidig spørge sig selv, om man som nabo kunne kere sig lidt mere om, hvordan det ser ud inde ved siden af.

- Jeg synes jo, at vores samfund i virkeligheden må bygge på den balance, at vi har en stærk offentlig sektor, der træder til, hvor vi andre må slippe. At fællesskabet leverer løsninger, hvor den enkelte ikke kan. Men der sker noget i disse år, hvor vi mister troen på, at vi har det. Tilliden til den offentlige sektor har fået et bovskud uden lige, og det er katastrofalt for solidariteten og sammenhængskraften. For mister man troen på, at fællesskabet står op for dem, der har brug for det, så påvirker det også lysten til at stå op for fællesskabet.

- Men omvendt ser vi jo på nogle områder, at civilsamfundet i højere grad træder til?

- Ja, og historisk set er det jo sådan, mange folkelige organisationer er opstået. Andelsbevægelsen, fagbevægelsen og de kirkelige bevægelser, som efter min mening er årsag til, at vi fik et velfærdssamfund, kom jo på banen i en erkendelse af, at man måtte træde til, hvor det organiserede samfund svigtede - også ved slet ikke at være til stede. Jeg glæder mig over, at der er i vores samfund er mange kræfter, der er parat til at stå op for medmennesket og næsten. Det sker på daglig basis og kommer aldrig på forsiderne, for det er noget, man bare gør, som en del af sin medborgerpligt. Mange af de mennesker, jeg repræsenterer i Rådet for Socialt Udsatte, er også helt afhængige af de frivillige organisationer, som kan noget, systemet ikke kan. Alt det er fantastisk og nødvendigt. Men jeg synes ikke, det offentlige i dag leverer en indsats over for samfundets udsatte, som vi kan være bekendt som et af verdens rigeste lande. Vi kan have en tendens til at tænke, at vi når langt med kærlighed og kildevand, og det gør vi også, men der er mennesker med så store problemer, at de samtidig har brug for professionel hjælp.

- Hvordan vil du betegne udviklingen?

- Det kan man næsten gøre op i tal. Antallet af udsatte stiger. Selvom man har afskaffet fattigdomsgrænsen, har man jo ikke afskaffet fattigdom, og antallet af fattige er næsten tredoblet de seneste 15 år. 10.000 børn vokser op i fattigdom til trods for, at vi ved, hvor store konsekvenser det har. Antallet af mennesker med misbrug af stoffer og alkohol er stigende, og kun en mindre del får den hjælp, de har brug for. Antallet af hjemløse stiger. Samtidig kan vi konstatere, at stigningen i hjemløshed, stofmisbrug og psykiske lidelser i høj grad er båret af unge, hvilket er dybt foruroligende.

- Hvad er forklaringen?

- Nogle af de udfordringer, mange af de unge har, handler i høj grad om, at vi har fået et konkurrencesamfund med et uddannelsessystem og et arbejdsmarked, der rummer de fleste, men ikke alle. Der er ikke plads til dem, der ikke har forudsætningen for at være effektive på fuld tid. Mit personlige syn er, at et arbejde og det at kunne forsørge sig selv betyder meget for ens selvværd, så jeg så gerne, at vi lod nogle af de samfundsmæssige opgaver blive løst af ledige hænder, men på vilkår de trives med. Men der er selvfølgelig flere forklaringer på udviklingen, og nogle af dem er politiske. Mange af de reformer, der er blevet gennemført af for eksempel de offentlige ydelser, er blevet gennemført velvidende, at det ville medføre stigende fattigdom og ulighed.

- Hvordan tolker du årsagen til reformerne?

- Bevæggrundene til nogle af dem er for så vidt reelle nok. Der har nok været et ønske om at sige, at det ikke skal være et tag-selv-bord. Hvis det nogensinde har været det, er det mange stramninger siden. I dag har vi fået et rigidt og kontrollerende system, der binder ressourcer og behandler folk på en måde, som de oplever som uværdig. Folk bliver til en sag i stedet for et menneske, der skal hjælpes. Det er jo ikke fordi vores folkevalgte er grumme og ukærlige mennesker. Det er sagsbehandlerne heller ikke. Men der er blevet skabt et system, der virker ekskluderende på mange borgere og giver dem endnu et nederlag i rækken af mange. For selvom antallet i beskæftigelse aldrig har været højere, er der fortsat en del, som der reelt ikke er arbejde til. Reformernes løfte om bedre sagsbehandling og gode ressourceforløb er ikke blevet indfriet. Reformerne har således først og fremmest styrket det økonomiske råderum, som - groft sagt - er blevet brugt til skattelettelser.

- Er din egen medmenneskelighed noget, der bare er - eller skal du også arbejde med den?

- Det er en stærk værdi, jeg gerne taler om, men selvfølgelig er det noget, jeg også skal arbejde med. Det hænger sammen med mit syn på mig selv og med min kristne livsforståelse. Jeg erkender, at Vorherre har en del problemer med sit personale på jorden og dermed også med Jann Sjursen. Selvom jeg som udgangspunkt har en stærk værdi, der præger mit liv, vælger jeg jo også engang imellem det fælles fra. På den måde har vi ikke himmel på jord, og det får vi heller ikke. Der er en konstant debat i Jann Sjursen - også i forhold til, hvad der skal præge mit liv og hvilke valg, jeg skal træffe. Det slipper man ikke for. Men jo mere man er bevidst om, hvilke værdier man pejler ud fra, jo større er chancen for, at der kommer noget fornuftigt ud af det.

Det er som om, Christiansborg har opgivet familien som samfundsbærende institution, og det synes jeg er en meget stor og meget uheldig forandring.
Jann Sjursen
Jann Sjursen
Jann Sjursen er født 20. oktober 1963 på Frederiksberg i et kristent hjem og var allerede som ung engageret i det kirkelige og politiske arbejde.Han er uddannet lærer, men blev som 26-årig valgt som landsformand for Kristeligt Folkeparti.

I 1993 trådte partiet ind i den første Nyrup-regering, og Jann Sjursen blev energiminister.

I 2005 sagde Jann Sjursen farvel til Folketinget for sidste gang, og i 2007 sagde han også farvel til sit parti.

Samme år sagde han til gengæld goddag til jobbet som generalsekretær for Caritas Danmark, der er tilknyttet den romersk-katolske kirke og er en af de største bistandsorganisationer i verden.

De seneste otte år har Jann Sjursen desuden været formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Han bor i Hillerød med sin hustru. Parret har tre voksne børn.
- Jeg erkender, at Vorherre har en del problemer med sit personale på jorden og dermed også med Jann Sjursen. Selvom jeg som udgangspunkt har en stærk værdi, der præger mit liv, vælger jeg jo også engang imellem det fælles fra. Foto: Carsten Lauridsen
- Jeg erkender, at Vorherre har en del problemer med sit personale på jorden og dermed også med Jann Sjursen. Selvom jeg som udgangspunkt har en stærk værdi, der præger mit liv, vælger jeg jo også engang imellem det fælles fra. Foto: Carsten Lauridsen
- Vi kan have tendens til at tænke, at vi når langt med kærlighed og kildevand. Og det gør vi også ofte, for det kræver ikke nødvendigvis raketvidenskab at hjælpe hinanden. Men udsatte borgere har ofte brug for mere. De har brug for professionel hjælp OG kærlighed og kildevand. Foto: Carsten Lauridsen
- Vi kan have tendens til at tænke, at vi når langt med kærlighed og kildevand. Og det gør vi også ofte, for det kræver ikke nødvendigvis raketvidenskab at hjælpe hinanden. Men udsatte borgere har ofte brug for mere. De har brug for professionel hjælp OG kærlighed og kildevand. Foto: Carsten Lauridsen
Jann Sjursen er vokset op i et kristent hjem og har hele livet haft en kristent livsforståelse. Derfor er det også buddet om, at man skal elske sin næste, som han i høj grad læner sig op ad i mødet med andre mennesker. Foto: Carsten Lauridsen
Jann Sjursen er vokset op i et kristent hjem og har hele livet haft en kristent livsforståelse. Derfor er det også buddet om, at man skal elske sin næste, som han i høj grad læner sig op ad i mødet med andre mennesker. Foto: Carsten Lauridsen

Interview med Jann Sjursen: Vi er dybt afhængige af hinanden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce