Mylenberg: Sund fornuft eller national selvskade

Journalist Troels Mylenberg.

Mylenberg: Sund fornuft eller national selvskade

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var lige nogle år omkring 1990, hvor ingen kunne få armene ned. Ikke bare var Berlin-muren faldet, Nelson Mandela løsladt fra fængsel, Sovjetunionen opløst og Østeuropa blevet frit. Det var også i de år, at globaliseringen for alvor tog fart. Unge mennesker rejste kloden tynd på kryds og tværs, frihandelsaftaler blev indgået, og vi begyndte at kunne krydse landegrænser uden pas og endda med smilende kontrollører, der bare vinkede os igennem.

Slut var det med frygten, goddag til friheden, den globale og næsten grænseløse. Ja, nok kunne man bekymre sig om mangt og meget, men euforien overstrålede det meste. Vi havde - i hvert fald i vores del af verden - fred, og intet tydede på, at den fred ikke bare ville vare ved og ved.

Ja, faktisk havde vi det (i Vesten i hvert fald) så godt, at de klogeste talte om, at selve historien var slut. Den historie, der handlede om ideologier, der var i kamp mod hinanden, eksisterede ikke længere. Hele vores verden nikkede, og vi så os selv som mennesker i en ganske særlig epoke i verdenshistorien, som kun få generationer oplever. Nemlig som levende i en reel brydningstid, som vil blive husket til evig tid, endda en brydningstid, der ville blive husker for det gode, for at menneskeheden havde besejret det onde i sig selv.

Man glædede sig og var behørigt overrasket og stolt. Tænkt at vi var nået så langt. Så megen krig, ufred og had, vi havde fået lagt i graven. Især opgørene bag det totalitære kommunistiske jerntæppe var forjættende, de kom nemlig nedefra. Fra folket selv.

Og så var det, som om andre problemer pludselig blev lidt mindre. Jojo, naturligvis var der nok at tage fat på. Vi havde tamil-sag, skrantende økonomi, stress og alt muligt. Men vi havde velsagtens også en slags proportionssans, som i en eller anden grad relaterede alle disse bekymringer til noget sekundært. Altså når man så på verdens stærke tilstand, så skulle vi jo primært glæde os over den, for så dernæst at tage fat om problemerne i vores eget nærområde.

Vi levede velsagtens i det, som jeg for nylig af et ungt og klogt menneske blev belært om, kunne have titlen: A happy bubble - altså en glad og bekymringsfri, lille boble, hvori en flok mennesker i enighed kunne glæde sig over alt det, de kunne sammen. Mens man ikke havde blik for alle de ændringer, som verden uden for boblen gennemgik.

Det var dog en meget stor boble dengang i begyndelsen af 1990'erne, og den varede ved nogle år. Omtrent et helt årti. Godt nok var der krig på Balkan, en blodig og hæslig af slagsen endda lige om hjørnet fra os, men stadig styrkede euforien os. I Danmark vandt vi sågar EM i fodbold, men også i et mere globalt perspektiv blev det meste betragtet positivt.

Bill Clinton, den saxofonspillende charmør, blev præsident i USA, og de første af hans år, inden han skandaliserede sig selv, var selveste verdens leder en mand, der grinte sammen med gamle fjender som Ruslands Boris Jeltsin, og som måske især for mange unge mennesker repræsenterede en ny og mere glad tid.

Det hele endte den 11. september 2001, selv om euforien sådan set varede 2002 med, i hvert fald hvis man medregner den udvidelse af EU mod øst, som den daværende danske statsminister Anders Fogh Rasmussen var førstemand for at gennemføre. En endegyldig samling af Europa, eller som Fogh sagde det i sin berømmede tale fra topmødet i Bella Center: "I dag lukker vi et af de blodigste og sorteste kapitler i Europas historie. (...) Det er en triumf for frihed og demokrati."

Større bliver ordene næppe, men følelsen var der. Følelsen af triumf, af fred, af politisk demokrati når det er allerbedst.

Det var det godes sejr over det onde. Og måske derfor er det så paradoksalt at se tilbage på de seneste 15 års globale kamp mod terror, mod formørkede religiøse kræfter, mod parallelsamfund, mod antidemokrater og mod dem, der vil os det ondt.

Freden var inden for rækkevidde, men så kom ufreden bumlende ind over os igen og på mange måder. Nye måder. Den kolde krig repræsenter på sin egen absurde måde omtrent en tryg tid i forhold til, hvad mange oplever nutiden som. Friheden og freden kom, men ingen af os havde måske rigtig regnet med, at den også bærer bekymringer i sig. Bare nogle andre bekymringer, og i hvert fald nogle mindre håndgribelige af slagsen.

Der er i sandhed tale om bekymringer, som det store flertal af os tydeligvis ikke formår at tackle særlig åbent og slet ikke i den ånd, freden og friheden kom til os. For selv om freden og friheden er det, vi har stræbt efter og kæmpet for, så antog den åbenbart ikke de ønskede eller forventede former. Slet ikke. Alt fra østeuropæiske håndværkere over velfærdsforbrugende EU-studerende til flygtninge og migranter, vidste vi slet ikke, at vi skulle være klar til. Frihed er frihed, og når det bliver lettere og billigere for os at rejse ud i verden, så gælder det samme jo for dem, der rejser til vores land og tager deres problemer med. Når verden bliver mindre, så bliver vejen fra andre til os - fra fremmede til os - også kortere.

Det skaber problemer, som vi har svært ved at løse. Svarene er derfor regler, strammere regler, indførelse af ufrihed, endda demokratisk besluttet. Det er det, politikerne - lovgiverne - kan.

Ærindet her er ikke at anfægte trufne beslutninger endsige at diskutere deres rimelighed, blot at sætte lys på det lettere paradoksale i, at meget af det, vi ellers taler om som særligt danske frihedsrettigheder, ikke længere er gældende. I hvert fald ikke i alle områder af landet. Når det for nogen ikke længere er muligt at vælge sin egen form for børnepasning, når straframmer skifter efter postnummer, og når myndighederne skal sammenkæde og pointgive livsbegivenheder for at kunne begrænse vores rettigheder, så kan det svært opfattes som andet end et direkte brud med alt det, som vi ellers har kaldt vores værdier. Værdier som nok kan være under stilfærdig forandring, men som velsagtens kun kan kaldes værdier, hvis de er faste holdepunkter af principiel karakter. Det kan kaldes sund fornuft at reagere og bryde tabuer og principper, men det kan også kaldes national selvskade.

Vores verden forandrer sig, imens vi lever i den. Og uanset hvad vi vil, eller hvad vi gør, så forandrer den sig.

Fogh sagde det dengang i december 2002 sådan her:

"I dag har vi åbnet et nyt kapitel. Europa spreder sine vinger. I frihed. I fremgang. Og i fred."

Det kan vel roligt siges, at det nye kapitel ikke blev helt som ventet.

Alt fra østeuropæiske håndværkere over velfærdsforbrugende EU-studerende til flygtninge og migranter, vidste vi slet ikke, at vi skulle være klar til.

Mylenberg: Sund fornuft eller national selvskade

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce