Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Deleøkonomien flytter risikoen fra virksomhederne til medarbejderne


Deleøkonomien flytter risikoen fra virksomhederne til medarbejderne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jonathan Løw, direktør, iværksætter og foredragsholder
Billede
Kronik. 

Aarhus er deleøkonomisk forsøgsby i 2017. Der er igangsat fem projekter, som skal fremme deleøkonomien i byen og give konkrete erfaringer, blandt andet et deleøkonomisk folkemøde, som vil blive afholdt 21. august i år.

Aarhus er deleøkonomisk forsøgsby i 2017. Der er igangsat fem projekter, som skal fremme deleøkonomien i byen og give konkrete erfaringer, blandt andet et deleøkonomisk folkemøde, som vil blive afholdt 21. august i år.

Det lyder jo umiddelbart udmærket, for ovenpå den økonomiske krise har det været tydeligt, at århusianere og alle andre hungrede efter mere retfærdighed. Vi var som befolkninger forargede over kynismen udvist af både investorer og banker, og det affødte bl.a. opstarten af deleøkonomiske virksomheder som Airbnb (efteråret 2008) og Uber (foråret 2009).

Fortællingen bag deleøkonomien er da også åbenlyst sympatisk: Vi mennesker har nogle kompetencer og ejendele, og kunderne derude, heriblandt os selv, ønsker service og adgang dertil. Ifølge Smart Aarhus' hjemmeside ønsker man "at udforske de deleøkonomiske muligheder i beskæftigelse og inden for medborgerskab."

En alternativ mulighed kunne være at kigge på de efterhånden mange erfaringer, man har gjort sig rundt omkring i verden. Det hele startede i Silicon Valley i USA, hvor teknologivirksomheder blev matchmakers via platforme, der parrer leverandører med kunder: Lej en lejlighed via Airbnb. Bliv taxichauffør via Uber eller gør huse rent via Homejoy.

Det lyder smukt, og vi har danske eksempler på de samme forretningsmodeller, men er det nu også så entydigt godt endda?

Under fortællingen omkring at dele, at være innovativ og at være fremsynet, så ligger en helt anden historie: Nemlig medarbejdere der mister deres rettigheder, og investorer der lukrerer herpå.

Under fortællingen omkring at dele, at være innovativ og at være fremsynet, så ligger en helt anden historie: Nemlig medarbejdere der mister deres rettigheder, og investorer der lukrerer herpå

De læsere, der kender mig, ved, at jeg hverken er imod at tjene penge eller imod innovation. På ingen måde. Men derfor finder jeg alligevel konceptet bag ovenstående deleøkonomiske virksomheder problematisk.

Det er klart, at de varme tilhængere vil starte med at fremhæve, at der jo ikke er tale om medarbejdere, men selvstændige. "I fremtiden bliver vi alle selvstændige", lyder nogle gange budskabet, eller "I fremtiden vil vi alle sammen leje frem for at eje".

Begge budskaber er lige til bullshit-bingo, for de kommer typisk fra konsulenter, der tjener penge på deleøkonomiens fremvækst, eller fra selskaberne selv. Studierne, som understøtter disse meget bastante udmeldinger, lader vente på sig. Jeg undrer mig helt grundlæggende over, hvornår det at tage sig betalt for noget er blevet til at dele? Hvordan kan det, at man sælger en service igennem en app, blive til, at man deler?

For mig ligner udviklingen nærmere et eksempel på selskaber, der organiserer en dårligt betalt skare af medarbejdere under et teknologisk koncept og platform. Hos Uber betyder det at dele, at chaufførerne selv skal betale for deres biler, vedligeholdelse og benzin, imens virksomheden Uber definerer deres provision og arbejdsforhold. Ikke just det typiske billede på en fri selvstændig.

Tallene fra bl.a. USA viser, at de chauffører, der jævnligt anvender Uber, tjener væsentligt under mindstelønnen. Det har bl.a. fået den anerkendte senioranalytiker Pascal-Emmanuel Gobry hos Business Insider Intelligence til at konkludere i Forbes Magazine, at den effektiviseringsgevinst, der opnås igennem at forbinde leverandører med kunder via internet applikationer, vil presse både priser og indtægter nedad på en måde, der kun vil øge antallet af underbetalte og økonomiske usikre mennesker, mens gevinsten vil blive høstet af skaberne af disse platforme og deres investorer.

Så det nærliggende spørgsmål må være: Er det virkelig den mission, Aarhus ønsker at understøtte via vores skattekroner? Jeg håber det ikke og ser frem til, hvordan vi i smilets by vil håndtere de åbenlyse faldgruber, der findes ved en i øvrigt glimrende og smuk vision omkring at dele ting med hinanden.