Kronik: Fusion er et spørgsmål om velfærdssamfundets overlevelse


Kronik: Fusion er et spørgsmål om velfærdssamfundets overlevelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jesper Thorup, fællesformand HK Østjylland, og Finn Andersen, formand Metal Østjylland
Billede
Kronik. 

LO (Landsorganistationen i Danmark) og FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) er nødt til at finde sammen i en fælles organisation, hvis lønmodtagerne på både de private og offentlige arbejdspladser fremover skal have indflydelse på eget (arbejds)liv.

Når LO og FTF hver især mødes til ekstraordinære kongresser 13. april for at stemme om, hvorvidt de skal fusionere eller ej, så er det både velfærdssamfundet og fagbevægelsens overlevelse, de stemmer om. Fagbevægelsen handler om at stå sammen, den handler om solidaritet, og den handler om at kæmpe i fællesskab, så ingen bliver efterladt tilbage på perronen. Det er det, fagforeningerne er vokset ud af, og det er det, der har skabt velfærdssamfundet, som vi kender det i dag.

Hvis LO og FTF siger nej til en fusion 13. april, siger de i stedet ja til splittelse og manglende solidaritet og fællesskab med de tusindvis af lønmodtagere, der i dag mister fodfæste på arbejdsmarkedet, mangler uddannelse for at kunne fastholde deres job, som kæmper en ulige kamp med myndighederne i forbindelse med sygdom, stress og nedslidning, og som tvinges til at blive på et stadig mere krævende arbejdsmarked, selv om de er mere egnet til en tilværelse på pension.

Målet med en fusion mellem LO og FTF er at styrke lønmodtagernes stemme. Siden midten af 1990'erne har fagbevægelsen tabt terræn. Mange har meldt sig ud af fagforeningerne, og det har svækket LO og FTF. Samtidig har arbejdsgiverne styrket deres faglige organisationer, blandt andet Dansk Industri (DI), og politikerne på Christiansborg har fået stadig større mod og vilje til at diktere udviklingen på arbejdsmarkedet. Sjældent til lønmodtagernes fordel. Efterlønnen er stort set væk, dagpengeperioden halveret, kravene til førtidspension voldsomt skærpet, og Folketinget har bakket op om at fjerne en arbejdstidsaftale for landets lærere gennem lovindgreb.

Lige nu har vi en minister, der påstår, at der har været lønfest i det offentlige de seneste år, og at de ansatte derfor må holde igen. Det, selv om det går forrygende for den danske økonomi, og politikerne arbejder for historisk store skattelettelser - primært for de mest vellønnede og virksomhederne. Blot for at nævne nogle af de mange eksempler.

Mens lønmodtagernes stemme er blevet svagere med årene, har arbejdsgiverne og de mange partier på Christiansborg haft succes med en retorik om, at det er lønmodtagerne, der bør bære alle byrder, stå til rådighed for arbejdsmarkedet på arbejdsgivernes præmisser og i øvrigt finde sig i at blive betragtet som dovne og dumme, hvis de ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet.

Vi ønsker at vende den udvikling, og det kan kun ske, hvis fagbevægelsen finder sammen i en ny og stærk organisation. Derfor anbefaler vi et ja til en fusion mellem LO og FTF.

Både i LO og FTF er der modstandere mod fusionen. Begrundelsen er blandt andet en frygt for, at de små organisationer ikke får indflydelse. Nogle mener, at de offentlige ansatte og de privatansatte ikke har fælles interesser, mens andre ytrer, at de er bekymret for en svækket indflydelse på uddannelsesområdet, så de kortuddannedes behov ikke bliver tilgodeset.

Det er vi ikke enige i.

I dag samarbejder vi allerede på mange områder. I Aarhus har LO og FTF samarbejdet om initiativet Århus for Velfærd, LO og FTF har sammen afholdt demonstrationer og protester mod omprioriteringsbidraget og nedskæringer i den offentlige sektor, vi afholder 1. maj i fællesskab, og vi samarbejder i medarbejderudvalgene på de offentlige arbejdspladser.

Sideløbende med fusionsplanerne har vi desuden på landsplan haft et stærkt samarbejde på uddannelsespolitikken de seneste to år, hvor vi netop har vedtaget et fælles princip om, at 'de med mindst uddannelse skal først i køen, når det handler om efter- og videreuddannelse'.

Vi tror på, at en fusion vil give alle lønmodtagere en stærkere stemme, så vi igen kan få balance i regnskabet. En ny organisation vil være en stærk politisk aktør, der igen kan få reel indflydelse på samfundet og velfærdsstatens udvikling. De dage er forbi, hvor det centrale var forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. I dag er det den politiske indflydelse, der har overtaget, og dermed er det primært regeringen, kommunerne og arbejdsgiverne, der sidder på magten.

Når de små fagforbund, der er modstandere af en fusion, mener, at de kan pleje deres medlemmers interesser bedst, ved at LO og FTF består, så er overenskomstforhandlinger et godt sted at se hen. Her har de faglige organisationer reelt ikke mulighed for at flytte på andet end et par kommaer, for rammerne for forhandlingerne er fastlagt et helt andet sted. Eksempelvis mellem DI og CO-Industri. Og på Christiansborg holder partierne sig ikke tilbage med at gennemføre lovgivning, der udhuler de kommaer, som er blevet flyttet ved overenskomstforhandlingerne. Det kan aldrig være i medlemmernes interesse.

Vi kan godt forstå, hvis nogle er usikre på, hvad fremtiden vil bringe. Men vi er dog mere bekymrede for, hvad der sker, hvis vi ingenting gør. Vi tror på, at en fusion kan give lønmodtagerne en ny stærk stemme, så vi bliver hørt, når vi kræver, at velfærdssamfundet skal bestå, og at vi skal have ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet.

Historisk set har det da også været vejen frem i fagbevægelsen. De fagforbund, der i dag betegnes som stærke, er alle fagforbund, der udspringer af fusioner. Nu er tiden kommet, til at vi for alvor står sammen i en fælles hovedorganisation.

Kronik: Fusion er et spørgsmål om velfærdssamfundets overlevelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce