Kronik: På Djengis Khans Stepper - Moesgaards nye udstilling


Kronik: På Djengis Khans Stepper - Moesgaards nye udstilling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Jens Damm, tidl. lektor i historie ved Risskov Gymnasium
Axel Schütt
Kronik. 

Moesgaard Museums særudstilling 2018 hedder "På Djengis Khans Stepper - Mongoliets nomader". Udstillingen er primært baseret på den store samling af etnografiske genstande, som Henning Haslund-Christensen hjembragte til Nationalmuseet fra sine ekspeditioner i slutningen af 1930'erne. Den præsenterer den mongolske kultur i 18-1900-tallet i alle aspekter, men har samtidig fokus på det lange historiske perspektiv: Djengis Khan og hans efterfølgere skabte i 1200-tallet det største imperium i verdenshistorien. Denne dimension af udstillingen er belyst ved lån fra den mongolske hovedstad Ulaanbaator.

Men Djengis Khan var blot kulminationen på mange århundreders nomadefremstød fra Centralasien mod både øst og vest.

Det første kendte nomadefolk på de russiske stepper var skyterne, der befolkede området fra omkring 700 f.v.t. Vi kender til dem fra den græske historiker Herodot, der blandt andet beskriver deres krigskunst - den taktik, som også anvendtes senere af steppernes folk: "Den skytiske taktik gik ud på at lade rytterne simulere tilbagetog for så med et lynhurtigt modangreb at overrumple de forfølgende fjender".

Skyterne blev senere fordrevet af nye nomadestammer østfra, og hermed indledtes den periode, vi i europæisk historie kalder "Folkevandringstiden", 3-400-tallet e.v.t. Indtil dette tidspunkt havde intet af steppefolkene alene behersket hele det område, der strakte sig fra Romerriget til det kinesiske kejserrige - og dermed kontrolleret den handel, der allerede fra første århundrede før vor tidsregning havde eksisteret ad den såkaldte "Silkevej". I det første århundrede f.v.t. havde et af steppefolkene, hunnerne, forsøgt sig med et angreb på Han-dynastiets Kina, men Han-kineserne slog hunnerne tilbage (no joke intended), og kineserne beherskede derpå den østlige del af Silkevejen.

Det var dog ikke det sidste, man hørte til hunnerne: I 400-tallet angreb de Vesteuropa under deres hersker Attila, og de nåede helt til Frankrig og Italien, men da Attila døde pludseligt i 453, vendte hunnerne om og red hjem østpå. Paven var ikke længe om at proklamere Attilas død som resultatet af en guddommelig indgriben. Nogle af hunnerne slog sig ned i Ungarn, på Balkan og i Persien og blev opslugt i de lokale befolkninger. Andre nomadefolk fulgte dog i hunnernes rytterspor. Nogle tyrkiske stammer beherskede i nogle hundrede år silkevejshandelen fra Kina til det arabiske Kalifat, der var oprettet i 700-tallet, og som fra 750 havde hovedsæde i Bagdad.

En ny offensiv østfra kom med de tyrkiske selsjukker, der i 1000-tallet erobrede store områder i Mellemøsten, herunder Jerusalem, hvilket gav anledning til det første korstog i 1096. Under deres sultan Osman erobrede disse selsjukker senere hele Lilleasien, og han gav navn til det kommende islamiske storrige, Osmannerriget.

Men i 1206 skete i Mongoliet en begivenhed, som skulle få endnu større konsekvenser end de hidtidige nomadefremstød: Stammehøvdingen Temudjin samlede alle mongolstammerne til en velorganiseret, veldisciplineret militærmagt. Han tog navnet Djengis Khan -"Verdens Hersker".

Blandt de nomadefolk, der først underkastede sig Djengis, var uighurerne, der med deres skriftsprog kom til at spille en betydelig rolle i Djengis' statsdannelse som skrivere og embedsmænd. Den mongolske ekspansion startede mod øst, da Djengis erobrede Manchuriet fra Jin-dynastiet i 1211; derefter raserede storkhanens hære Afghanistan og Persien i 1220'erne.

Mongolernes ry som primitive, nådesløse erobrere, med folkedrab, massakrer og massemord på samvittigheden skyldes ikke mindst de persiske historikere - mongolerne havde ikke selv en historieskrivning, som kunne give en second opinion. Samtidige kilder fra skrivende slagne fjender beskriver dem for eksempel således: "De lever som dyr, overholder hverken nogen tro eller love, vandrer simpelthen omkring fra sted til sted, som vilde dyr, der græsser", eller "De betragter røveri og vold, umoral og udskejelser som bevis på mandighed og fortræffelighed".

Djengis Khan døde i 1227, og først nu tog erobringerne for alvor fart. Under sønnen Ögödei slog mongolerne til mod Europa, erobrede det russiske rige og nedbrændte Kiev, hvorefter de gik løs på Polen og Ungarn: En stor europæisk hær blev slået ved Legnica i Polen i 1241. Europas skæbnetime syntes at være kommet - men just da nåede den nyhed frem til sejrherrerne, at Ögedöi Khan var død, og alle styrtede hjem til hovedstaden Karakorum for at få indflydelse på - eller del i - magten i det mongolske imperium. Var det mon Guds hånd igen? ...

Europa havde i virkeligheden ikke mongolernes store interesse - kontinentet var ikke just velegnet til rytterbaseret militær og steppekultur. Efter et sidste angreb, som gik ud over Krakow i 1259, fulgt af en opfordring fra storkhanen til den franske konge om underkastelse - som franskmanden dog afslog - vendte mongolerne opmærksomheden mod en gammel ærkefjende og silkevejskonkurrent, det islamiske Mellemøsten. Det blev dyrt for kalifatet. I 1258 erobrede Djengis' sønnesøn, Hulagu Khan, Bagdad og jævnede byen med jorden. Men mongolernes fremstød mod "kulturens vugge" blev - paradoksalt nok - stoppet af et andet nomadefolk: den egyptiske sultans lejehær af tyrkiske soldater.

Samtidig med offensiverne mod vest, med succes i Rusland og fiasko i Mellemøsten, havde en anden af Djengis' sønnesønner, Kublai Khan, erobret hele Kina og etableret et nyt dynasti, Yuan-dynastiet, der eksisterede indtil 1368. Europæiske rejsende har givet fyldige beskrivelser af Kublais rige; mest berømt af alle den italienske købmand Marco Polo. Han besøgte Kina i 1270- og 80'erne, og hans skildringer af den overdådige rigdom og overlegne kultur i Kina vakte opsigt i Europa.

Det var på længere sigt ikke muligt at holde sammen på et imperium, der strakte sig fra Kina til Polen og Persien. Men før vi ser på opløsningen, er det værd at hæfte sig ved nogle positive træk ved Det mongolske Rige, der er så udskældt for primitivitet og brutalitet: Det mongolske styre fremmede aktivt handelen mellem øst og vest ved en effektiv prispolitik og en meget tilbageholdende beskatning, og ved at fremme infrastrukturen ved oprettelsen af et netværk af mellemstationer. Der blev udvist en vidtgående tolerance, som blandt andet imponerede de kristne rejsende skribenter - islam, buddhisme og kristendom kunne udøves efter lokale præferencer. Det mongolske system var meritokratisk - man opnåede en effektiv administration og hærledelse ved at tage udgangspunkt i personlige egenskaber i stedet for familiære eller statusbetingede forhold.

Men som sagt - imperiet kunne ikke holde sammen. Efter midten af 1300-tallet blev riget opdelt i fire khanater: Den gyldne Horde i Rusland, Ilkhanatet i Persien, Chagatai-khanatet i Mongoliet og Yuandynastiet i Kina.

Det er bemærkelsesværdigt, at mens de tre øvrige khanater opløstes hurtigt, forblev Den gyldne Horde i Rusland helt indtil 1480. Til gengæld startede den russiske "modoffensiv" i 1500-tallet: Erobringen af Sibirien gjorde Rusland til nabo til Kina, og mongolerne kom til at spille en helt underordnet rolle i det magtspil, der opstod mellem de to giganter. Det er nok en velkendt historie, at Kina kom under pres i 1800-tallet, og at Rusland drog fordel af det ved at erhverve sig områder på Kinas bekostning.

Hvad angår Mongoliet, erklærede Det ydre Mongoli sig selvstændigt efter det kinesiske kejserdømmes fald i 1911, støttet af Rusland, og i 1949 anerkendte Kina denne uafhængighed. Det indre Mongoli er i dag et af folkerepublikken Kinas fem autonome områder.

De gamle nomadelejre er nu afløst af moderne byer, de gamle karavaneveje er afløst af moderne hovedveje, kamelerne er afløst af scootere og varebiler. Men selv om de nye byer er både industricentre og kulturcentre, er den traditionelle nomadekultur ikke forsvundet: det traditionelle mongolske telt, "ger'en", anvendes stadig som beboelse med dens strengt organiserede formelle indretning, og på utallige områder har de bedste kunstneriske traditioner bevaret deres gennemslagskraft - dagligdagen er præget af en materiel kultur med århundredgamle rødder i livet på stepperne.

Alt dette er med til at opretholde det tidligere nomadefolks nationale identitet - og alt dette afspejles i den imponerende samling af etnografika, som Haslund-Christensen og andre danske nomadeforskere indsamlede i Mongoliet, og som nu kan opleves i Moesgaards store udstilling.

Kronik: På Djengis Khans Stepper - Moesgaards nye udstilling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce