Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kronik. Rejsen mod rimelighed


Kronik. Rejsen mod rimelighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lars Kjær, bedstefar, formand for Århus Konservative Vælgerforening
Billede
Kronik. 

Det hele startede med fjernsynskiggeri en aften med Clement og Debatten, hed programmet vist.

Der blev diskuteret, hvornår man er dansk. Et folketingsmedlem fra DF mente blandt andet, at det ikke engang er nok at være født i Danmark og gå i dansk skole for at være dansk.

Uden at gøre mig til en autoritet er der vel almindelig enighed om blandt vidende folk, at der i mange tusind år skete en tilvandring, der over lige så mange år lagde grundstenene til det, der langt senere kom til at blive opfattet som Danmark. Med andre ord, at gøre enkle definitioner til baggrund for at afgøre, hvem der er dansk - eller ikke, er næppe udtryk for blot et forsøg på at tænke sig om på baggrund af et minimum af historisk forståelse.

Denne TV-aften gjorde mig også voldsomt stille, fordi min hustru og jeg er beriget med den dejligste svigerdatter, der er født i Sydkorea og som ganske lille adopteret af noget af det mest danske ægtepar, jeg overhovedet kan forestille mig. Jeg er ligeledes fuldstændig overbevist om, at min svigerdatters opdragelse har være fuldstændig lig vores egne børns - med brun sovs og frikadeller, dansk flag ved sommerhuset etc. etc. Samme svigerdatter har nu velsignet os med tre dejlige børnebørn, som altså nu ifølge nogle DF'eres retorik er tvivlsomme danskere.

For mig en uhørt fornærmelse mod disse børn og deres forældre og udtryk for en åndelig afstumpethed, der desværre har fået lov at brede sig - bl.a. fordi alt for mange politikere er blevet hunderædde for, hvordan Dansk Folkeparti vil agere, hvis de (politikerne) ikke bøjer hovedet og tier.

Nu til sagen, som i dag kalder mig til protesttasterne.

Som formand for Den konservative Vælgerforening i Aarhus reagerede jeg på Jyllands-Postens artikel om det dansk-amerikanske ægtepar, der åbenbart løber ind i et udvisningsproblem med hustruen i ægteskabet, der tillige består af to halvstore børn. Som jeg forstår sagen, kan manden og børnene blive i Danmark, men den amerikanske kvinde vurderes til ikke at have primær tilknytning til Danmark!

En bizar beslutning og tankegang. Er det et stykke jord i USA, der giver en større tilknytning for kvinden end hendes tilknytning til sine egne to danske børn og ægtemand?

Der er jo fuldstændigt grotesk, at en sådan problemstilling overhovedet anerkendes. Hun er naturligvis primært knyttet til sin familie - hvad ellers, om jeg må spørge? Og familien er i enhver begrebsmæssig forstand dansk.

Uden at kende substansen forstår jeg, at Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har besluttet, at en eller anden konvention betyder, at vi ikke selv må bestemme, hvem vi opfatter som danske og personer med primær tilknytning til vores land.

Inger Støjberg forsøger nu med en forkølet og krøllet lovændring at sætte et plaster på såret ved at gøre det lettere for bedre økonomisk stillede at slippe igennem dette groteske nåleøje. Det er simpelt hen ikke godt nok. Familietilknytning uden økonomiske begrænsninger er afgørende - og så naturligvis viljen til at ville Danmark. Dem, der ikke entydigt vil det, kan for min skyld ryge og rejse!

Må jeg bede om nogle politikere, der tør stå frem og sige, at enhver med dansk pas og statsborgerskab altid har ret til at vende tilbage (som ustraffet, etc.) til sit fædreland sammen med sin familie. Det kan sagtens være, at der skal være en eller anden karensperiode for visse sociale ydelser, men retten til at komme tilbage, med tilgiftet familie er uden for diskussion.

Vores land uddanner mange dygtige unge mennesker. En del rejser ud for at opleve verden, dygtiggøre sig og/eller tjene nogle penge i det fremmede. Skal vi lade en eller anden forældet og delvist irrelevant konvention bestemme, om disse danskere - ofte med mange store talenter og kvalifikationer - skal ydmyges gennem diverse frastødende kriterier for, om de fortsat er danske?

Nej - det bør være en ret, man som dansk statsborger til enhver tid har.

Personligt håber jeg, at der er nogle anstændige og ordentlige politikere, der tør stå frem og sige NEJ - og samtidig i det mindste lave et moratorium, så disse udvisninger ikke gennemføres, mens Folketinget tager sig tid til at komme til fornuft og fortælle omverdenen, at vi selv vil bestemme, hvem der kan komme tilbage til deres fædreland.

Det højere juridiske galopløb er kun til for at beskæftige nogle jurister uden den mindste forståelse for den politiske realitet: enhver nation er selvbestemmende lige præcist om, hvem, de mener, der har den primære tilknytning til deres eget land.

Jeg ser meget gerne, at mine børnebørn tager ud i verden og bliver klogere på livet, og når den tid kommer, håber jeg, at Folketinget har et  flertal af anstændige politikere, der tør være politikere og ikke pjevser, der stikker hovedet i busken af den ene eller anden kujonagtige årsag.

Vore børn og børnebørn bør fortsat trygt kunne drage ud