Kronik: Visioner for livet i Ådalen - i et bevarende udviklingsperspektiv


Kronik: Visioner for livet i Ådalen - i et bevarende udviklingsperspektiv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Suzanne Ditlevsen, arkitekt cand. arch., Aarhus C
Billede
Kronik. 

Der er rift om pladsen i de større danske byer. Byzonen udvikles og bebygges tættere og højere end nogensinde før, og den bynære natur har nu også fået tildelt en rolle som tandhjul under vækstparadigmets motorhjelm. Det er ikke længere nok at være natur og bare henligge som landskab og som en åben mulighed for fantasien og rastløse ben. I tidens ånd skal den bynære natur nemlig formes, udvikles og kommercialiseres. Den skal på linje med landbrugsarealerne "opdyrkes" og give udbytte.

Senest har Innovationsfonden finansieret et treårigt forsknings- og udviklingsprojekt, der fra 2016 til 2019 skal barsle med et teoretisk funderet planlægningsværktøj. Et vejledende værktøj, der skal kunne facilitere en kommerciel og bæredygtig økoturisme-udvikling af vores bynære naturområder.

Alle buzzwords er til stede, og hvis ens indre kålsommerfugl blafrer skrøbeligt ved tanken om entreprenørskab og handlekraftige turismeaktører i den bynære natur, hvor man selv finder fred og sjælero, er der, som en Panodil og et plaster på såret, tilføjet de altid lindrende og empatiske begreber "øko" og "bæredygtig".

Det er alt sammen meget godt, og jeg er sikker på, at intentionen og kompetencerne i projektgruppen, der består af Roskilde og Københavns Universiteter, og den - udi destinationsudvikling - dygtige og erfarne tegnestue Norrøn, alle har de bedste intentioner og visioner.

Men hvorfor rører min indre kålsommerfugl så alligevel uroligt på sig? Måske fordi Innovationsfondens centrale hovedsigte er vækst og arbejdspladser? To parametre, der er essentielle for fysisk udvikling i landdistrikterne, men som måske ikke burde være dét primære afsæt for fysisk udvikling af den bynære natur i forbindelse med vores større byer, hvor byens størrelse og blotte udstrækning gør den potentielle adgang til natur og landskaber logistisk mere udfordrende end i de mindre byer.

I Aarhus er vi, ud over den fine ydre kyststrækning, beriget med et indre landskab; nemlig Ådalen, der forløber langs Aarhus Å fra udspringet i Solbjerg Sø til havneudløbet ved Dokk1. En istids-tunneldal og et landskab, der på en og samme tid er et geologisk og et kulturhistorisk landskab, som det er et nutidigt, bilfrit og aktivt bynært landskab, som man med start i midtbyen kan entrere via Brabrandstien.

I dette bynære landskabsforløb er der god basis for en solid omgang entreprenørskab og udvikling, når forskningsprojektet engang er færdigt. Og netop derfor bør man være på forkant, så man ikke kaster barnet, eller borgeren og den daglige bruger, ud med badevandet. For Ådalen og den bynære natur opfylder allerede i dag en stor del af sit potentiale - også det økonomisk vækstrelaterede, hvis man eksempelvis ser på det med sundhedsbriller. Blot er det gennem en udokumenteret og lystbetonet praksis, fordi landskabet, naturen og cykelstien er tilpas tiltalende og inviterende til at lokke os ud med cykler, rulleskøjter, kajakker, vandresko og alverdens trængende hunderacer, uden vi samtidig er tynget af fitnessbølgens sundhedsregime og løftede pegefingre. I Ådalen glider den daglige motion ubemærket ned med adgang til lige dele natur og nydelse.

Sundhedsstyrelsen har i juni 2018 udgivet pjecen "Fysisk træning som behandling - 31 lidelser og risikotilstande". Her gives der dokumentation for, at rigtig mange af de moderne livsstilssygdomme, såvel de fysiske som de psykiske, kan trænes, om ikke væk, så i bedring.

Og fra min daglige gang i Ådalen er jeg overbevist om, at dette bynære, demokratiske og let tilgængelige landskab sparer fællesskabet for mange sundhedskroner. Ikke bare fordi det giver en smart pendlerfordel på cykel, men fordi det bidrager substantielt til byboens livskvalitet i hverdagen. Her mødes alle på tværs af interesse, alder, etnicitet, cykelstel og hunderace - det er et folkeligt og inkluderende landskab, hvor de fleste nikker og smiler til hinanden.

Men hvad så med de tidligere nævnte entreprenante udviklingsperspektiver, der indebærer markedsandele, turister og mere pekuniære udbytteperspektiver? Det kan måske lykkes på en god måde, men det kræver at der lægges en plan.

I 2017 besøgte mere end 82.000 krydstogtgæster Aarhus. De har i gennemsnit mellem syv og ti timer i byen, og der er derfor et stort potentiale i at udvikle et supplement til de gængse besøg i byens kulturinstitutioner. Her kunne et besøg i Ådalen komme til sin ret, og området ved Brabrand Søens sydøstlige ende er en oplagt destination, med shuttlebus - elektrisk naturligvis - for de ældre og gangbesværede og med bycykler af Brabrand Stien for de fysisk aktive.

I dette forholdsvis lille område er dansk identitet og fritidsliv samlet i kondenseret form. Constantia2 har genoptaget traditionen efter de historiske traktørsteder langs åen, og man vil kunne besøge indbegrebet af bynær og folkelig dansk sommerkultur i kolonihaveforeningerne ved Rugholm.

Et smukt og skulpturelt udsigtstårn, som det man har opført på Tipperne ved Ringkøbing Fjord, vil give uhindret udsigt mod vest over dyreliv på eng og sø, og tilføjet gode toiletforhold vil nye faciliteter også være en oplevelsesmæssig opgradering for de af byens borgere, der bruger området året rundt.

I dette område vil man - uden at slide unødigt på Ådalens natur og dyreliv - kunne udvikle en konstruktiv og kompakt turismeplatform med udgangspunkt i krydstogtturistens besøg i periferien af Ådalens bynære landskab. Måske vil man samtidig kunne nudge de mange krydstogt-turister til at efterspørge en grønnere og mere bæredygtig transport i den CO2-tunge krydstogtbranche.

Hvis så også Naturhistorisk Museum kunne abstrahere fra deres vildfarelse med en placering på de bynære og svært tilgængelige havnearealer, kunne museet i stedet begynde at drømme om en placering på Eskelund, der med sin på én gang naturnære og bynære placering - i parentes bemærket - ikke er optimal til støjende festivalplads; heller ikke selvom den ligger i gangafstand fra bymidten.

Med en smidig tilkørsel fra motorvejen, og med naturen lige uden for døren, kunne Naturhistorisk Museum i langt højere grad "få fingeren i jorden" i lokalområdet, og udvikle bæredygtige cykel- og vandreture ud i landskabet. Med fokus på en øget omsætning er det nemlig vigtigt, at turdeltagere ikke blot møder frem på lokaliteter i terrænet. Her er turstart og -slut fra den centrale institution essentiel for at opretholde museernes nødvendige mersalg, hvor eksempelvis lokalt dyrkede grøntsager og kød fra Ådalens naturplejekvæg kunne indgå i menukortet.

Men det kræver dialog med Ådalens brugere og en solid langtidsplanlægning at udvikle og skabe adgang til de bynære landskaber og kvalificere indholdet i forhold til alle brugergrupper. Ikke mindst hvis man ønsker at udvikle biodiversiteten samt bevare arvesølvet, albuerummet og den bynære naturs unikke kvaliteter til de næste generationer.

Så start på planlægningen nu - kære politikere og borgere i Aarhus - for bevaringsværdige landskaber er nemlig noget, vi deler, og som vi i fællesskab skal passe på - i god tid.

Se mere om natur, landskab og oplevelser i Ådalen og deltag i fællesskabet på Facebook og på Instagram; "Livet i Ådalen-Aarhus Å fra udspring til udløb".

Kronik: Visioner for livet i Ådalen - i et bevarende udviklingsperspektiv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce