Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Opstår fællesskaber af sig selv?


Opstår fællesskaber af sig selv?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Katrine Tranum Thomsen og Stine Clasen, hhv. psykolog og udviklingskonsulent PPR, Børn og Unge, Aarhus
Billede
Kronik. 

I ordet fællesskaber ligger et afgørende verbum, nemlig at skabe. Skabende processer opstår ikke nødvendigvis af sig selv, og hvis de gør, kan de i visse tilfælde opleves som fællesskaber, hvor meget, og indimellem alt for meget, er til diskussion blandt dem, der indgår i fællesskabet. Det er her, hvor en ramme eller et design omkring det at skabe fælles, kan gøre både proces og produkt anderledes rummelig og robust.

Det er markedsdag i SFO'en. Der er fyldt med mennesker, der er fælles om oplevelsen. I den ene ende af området er der loppemarked, og de lokale familier kan komme med alt muligt fra gemmerne. I den anden ende af området er der madboder, hvor der bliver solgt mad fra forskellige lande, som forældrene har lavet. Selvom det er lidt koldt, er det varmt at gå rundt og være en del af. Det er fællesskab på tværs af generationer, på tværs af kulturer, på tværs.

Det er berørende at tænke på, at der bliver lagt så mange kræfter i, at børn, familier og medarbejdere hører til og er medskabende af hinandens fællesskaber. Samtidig lurer en tanke i baghovedet. Gad vide om alle føler sig som en del af de fællesskaber, som der bliver budt op til? Og hvad skal vi gøre, for at fællesskaberne bliver for alle dem, der skæbnebestemt hører til i dem?

Det store spørgsmål er, hvordan fællesskaber designes, for at de er tilgængelige og nærende for dem, der skal forestille at være en del af dem.

Det store spørgsmål er, hvordan fællesskaber designes, for at de er tilgængelige og nærende for dem, der skal forestille at være en del af dem

Veldefinerede rammer kan opfattes som en begrænsning eller indsnævring af den enkeltes frihed. Vi vil i denne sammenhæng argumentere for, at hvis man har tillid til rammen og kan stå inde for de underliggende værdier, så giver netop rammen mulighed for en involveringsgrad og -karakter, der skaber fællesskaber af en helt anden kvalitet.

Spørgsmålet kan så være, hvor stramme og velbeskrevne rammer vi tør insistere på for at være medansvarlige for fællesskaber, hvor den enkelte oplever sig som regnet med og regnet med.

Katrinebjergskolen i Aarhus Kommune arbejder med Nest-programmet, hvor elever med og uden autismespektrum-forstyrrelser undervises sammen.

Her er rammerne omkring ideologien og pædagogikken velbeskrevet og kendt af både forældre, de professionelle på skolen og på forvaltningsniveau. Alle involverede har kendskab til den grundholdning, der ligger bag læringsfællesskabet, nemlig at 'hvis børn ikke lærer på den måde, vi underviser dem på, må vi undervise dem på en anden måde.'

I Nest-programmet er der fokus på struktur og systemer med det formål at skabe et trygt læringsfællesskab, hvor elever, lærere/pædagoger og forældre ved, hvilke forventninger der er til dem.Klassen er indrettet til fælles, gruppe- og individuelle aktiviteter understøttet af visuelle støttesystemer. Pædagogikken er tilrettelagt, så alle typisk altid ved, hvad de skal hvornår, hvor, hvor længe, sammen med hvem og hvorfor.

Læringsfællesskabet i en Nest-klasse opstår således ikke af sig selv, men er nøje designet ud fra faglig, evidensbaseret viden om, hvad der skal til, for at børn lærer og trives bedst muligt. Der er forlods taget bevidst stilling til den fysiske indretning af læringsrummet, de pædagogiske strategier og de samarbejdsstrukturer, der skaber kvalitet i læringsmiljøet.

Når man tror på, at dramaturgi og koreografi af læringsfællesskaber er afgørende, og man i forlængelse heraf tør tage ansvar for rammen ideologisk og i praksis, vil man erfare, at der bliver en bedre og anden slags plads til den enkeltes bidrag. Med en ramme bliver det muligt at skifte position og dermed lede eller lade sig lede afhængigt af kompetencer, motivation og interesser.

Udfordringen i de pædagogiske verdener kan være at turde være så struktureret set i lyset af metodefriheden, som på ingen måde forulempes af rammer. Tværtimod.

Børn og Unge i Aarhus arbejder med oveskriften "Stærkere Fællesskaber" som mantra for både børn og medarbejdere.Det betyder, at arbejdet med at skabe fælles i lige så høj grad skal designes og tages ansvar for på medarbejderniveau.

Et eksempel fra vores hverdag. En gruppe medarbejdere skal producere et materiale til et forløb om robusthed. Medarbejderne er ikke daglige kollegaer og skal mønstre et arbejdsfællesskab, der skal kunne levere et skriftligt produkt.

Hvordan skabes der et fællesskab, hvor alle føler sig godt tilpas, hvor alles ressourcer frigives, og ingen føler sig forkerte? Hvordan orkestreres et fællesskab, hvor forskellige fagligheder og fagpersoner kan arbejde sammen, lære af og med hinanden?

Svaret er enkelt i vores optik. Det gøres ved at arbejde med en helt stram ramme for, hvad der skal gøres hvornår med hvem, hvor længe og hvordan. Det er således ikke de enkelte personers ansvar at være fællesskabsagtige. Det sker nemlig helt af sig selv, når der bliver taget ansvar for, hvordan man skal være sammen.

Alle medarbejderne møder op kl. 8.00. Der er en minutplan for hele dagen. To og to, der på skift fortæller hinanden, hvad de tænker om dagens første tema. To gange ti minutter. Den, der sidder tættest på døren, begynder. Tilbage til det fælles bord. Alle sidder med deres computer. Beskeden er, at man bare skal skrive løs. Der kan altid rettes til bagefter. 40 minutter.

Rammen er klar, alle bidrager under de samme præmisser. Alle leverer det, de kan. Sådan forløber hele dagen, og gruppen kommer igennem et omfattende materiale, der er udsprunget af den eksisterende viden hos holdet.

Der opstår ikke bare fællesskaber i løbet af et børneliv eller et arbejdsliv, fordi man er sat i sammenhænge med andre mennesker.

Men der er veje til fællesskaber, der kan gøres aktivt brug af. Fællesskaber kan skabes ved at arbejde med en frisættende ramme, som er med til at skabe tryghed for den enkelte og tillid til hinanden.Når det bliver dirigeret, hvornår man skal hvad sammen med hvem hvor længe - så skal man ikke bruge opmærksomhed på det. Det frigiver ressourcer til at være sammen om indholdet, hvad enten indholdet er samling på rød stue, bogstaver i en Nest-0. klasse eller formidling af robusthedsbegrebet i en kollegagruppe.

Det peger samtidig på, at "nogen" skal tage ansvar for rammen. Det er ikke en demokratisk proces, som man skal snakke sig frem til eller nødvendigvis blive enige om.

På rød stue og i Nest-klassen giver det sig selv. Det er hhv. pædagogen og lærer/pædagogteamet. I en kollegagruppe kan det være mere følsomt. Er det altid lederen? Er det bestemte ressourcepersoner? Det skal være klart på forhånd, og så kan alle i virkeligheden tage den rolle. Den kan ligge hos bestemte, gå på skift eller trækkes lod om.

Der skabes stærke fællesskaber der, hvor en lærer, en pædagog, en leder eller en kollega tager ansvar for, hvordan man skal være sammen, tager førerkasketten på og kommunikerer eksplicit om, hvad der forventes i den konkrete situation.

Opstår fællesskaber af sig selv?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.