100 år efter Versailles-konferencen: Verdensfreden, der faldt på gulvet

De fire sejrherrer ved åbningen af Versailles-konferencen, der i øvrigt fik kaldenavnet "Fredskonferencen i Paris? i offentligheden: premierminister David Lloyd George fra Storbritannien, Italiens indenrigsminister Vittorio Orlando, premierminister Georges Clemenceau fra Frankrig og den amerikanske præsident, Woodrow Wilson. Foto: Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix

100 år efter Versailles-konferencen: Verdensfreden, der faldt på gulvet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For 100 år siden skulle den verdensomspændende Versailles-konference ende alle fremtidige krige. Det skete på ryggen af første verdenskrig, men kun 20 år senere brød anden verdenskrig så ud. Hvad gik galt, da verdens topdiplomater mødtes over flere måneder i Frankrig? Først og fremmest glemte politikerne deres løfter, mener historikere, som også peger på, at fredskonferencen har skræmmende paralleller til vores nutid her et århundrede senere.

Fredsslutning: Hvis man ser på det relativt sparsomme billedmateriale, der findes af verdens ledere i månederne frem mod underskrivelsen af Versailles-traktaten i sommeren 1919, kan man næsten fornemme, at det var en stor aftale, der skulle landes. Men måske kan man også se, hvorfor den ikke blev en endegyldig aftale om fred i verden, som den amerikanske præsident Wilson ellers havde lovet.

Versailles-konferencen blev indledt 18. januar 1919, og i det næste halve år diskuterede politikere fra stort set alle hjørner af vores jordklode, hvordan en varig fred i verden skulle nedfældes på papir. Det slående er så, at der nærmest kun findes billeder af delegationerne enkeltvis og af de krigsvindende magter - USA, Storbritannien, Frankrig og Italien - i omfavnelse. Man blandede sig altså ikke alt for meget, og det var da også sejrherrerne, der mente, at de havde ret til at lede Versailles-konferencen med hård hånd på forskellige slotte rundt om i Frankrig i løbet af foråret 1919.

- Positivt indstillede mennesker vil måske nok beskrive Versailles-konferencen som en beskeden succes, men resultatet var reelt en katastrofe, siger historieprofessor ved Syddansk Universitet Nils Arne Sørensen og peger på, at forhandlingerne netop førte til, at det slagne Tyskland, som i månederne efter nederlaget i november 1918 var begyndt at gå fra kejserdømme til folkestyre, fik en dårlig demokratisk dåbsgave af sine banemænd fra første verdenskrig:

- Tyskland blev pålagt en enorm krigsskadeerstatning, da det af Versailles-freden fremgik, at landet alene bar ansvaret for krigen, og samtidig kom tyskerne til at afgive virkelig meget af deres jord. Det betød, at rigtig mange tyskere hurtigt forbandt demokrati med nederlag, og det skabte en glidebane, der med tiden førte til nazismens magtovertagelse og anden verdenskrig. Verden svigtede ganske enkelt idéen om evig fred, og der blev et enormt spænd mellem drømmene om freden og det, det endte med.

Den hvide mands selvbestemmelse

Grundene til, at drømmene og virkeligheden lå så langt fra hinanden, er mange. Men to helt centrale punkter er nu ikke til at komme udenom. For det første havde Versailles-konferencen en række forhandlere for bordenden, som skulle levere en global aftale med vished om, at der også skulle være national ro derhjemme efterfølgende. Sagt på en anden måde skulle eksempelvis de franske diplomater og politikere ikke stå tilbage som slækkere, når millioner af franske soldater havde måttet lade livet i første verdenskrigs skyttegrave.

Derudover var fredskonferencen en enormt globaliseret begivenhed. Repræsentanter kom fra hele verden, og de nye massemedier spredte daglige nyheder rundt på kloden. Ja, den berømte østrigske forfatter Stefan Zweig beskrev ligefrem forhandlingerne som "et verdensøjeblik".

- Krigens sejrherrer havde lagt op til, at der skulle skabes en helt ny og mere retfærdig verdensorden. Man ville lave en ny international organisation, hvor man kunne forhandle i stedet for at bekrige. Dette ville slutte krigene, og samtidig skulle man gøre den nationale selvbestemmelse til et princip, hvor nationalstaterne blev demokratiske - for man havde med fra Oplysningstiden, at demokratier ikke fører krig imod hinanden, siger Nils Arne Sørensen.

Imidlertid blev tyskerne slet ikke inviteret med til Versailles-konferencen, men kom først da der skulle skrives under. Og samtidig havde man ikke sans for, at verdenskrigen også havde flyttet på koloniernes forestilling om deres ret til at være suveræne stater.

- Efterskælvene fra krigen bredte sig ud over hele jordkloden, men vinderne havde kun Europa i tankerne, når det handlede om national selvbestemmelse, siger Nils Arne Sørensen og nævner, at de fleste statsledere på dette tidspunkt var hvide, racistiske mænd:

- Men sådan så folk fra kolonierne selvfølgelig ikke på verden. De britiske og franske imperier havde spillet en vigtig rolle i krigen ved at levere både ressourcer og soldater. Politiske ledere som eksempelvis Gandhi i Indien hilste tankerne om national selvbestemmelse velkommen og opfordrede i 1918 derfor sine landsmænd til at støtte briternes krig. Men han blev skuffet i 1919, da det stod klart, at de gamle stormagter mente, at selvbestemmelse kun var for hvide mennesker. Derfor opgav Gandhi tanken om selvbestemmelse for Indien inden for det britiske imperium. Nu krævede han fuld selvstændighed og opfordrede til at bekæmpe de britiske magthavere.

Vigtig konference

Man kunne måske så nok mene, at Versailles-konferencen kunne lyde som en sag for ekstraordinært historieinteresserede, der kunne have lyst til at forske lidt i, hvorfor det gik så galt, som det gjorde. Men rent faktisk er de mange møder med alverdens stemmer en vigtig lære for os alle sammen, mener lektor i historie ved Roskilde Universitet, Claus Bundgård Christensen:

- Det er en af de helt vigtige konferencer i verdenshistorien, fordi den lægger nogle spor frem for mellemkrigstiden og definerer, hvordan verdens udvikling kom til at gå. Man opdagede hurtigt, at traktatresultatet ikke var en fred for fremtiden, og ikke engang amerikanernes stiftelse af Folkeforbundet i slutningen af januar 1919 kunne ændre på det, eftersom Hitler simpelthen bare trådte ud af Folkeforbundet, da han kom til magten i Tyskland i 1933. Alligevel lagde konferencen kimen til flere af de ting, vi ser i Europa i dag med fælles samarbejde, siger han og påpeger, at mange i dag fejlfortolker, hvilket slags projekt Den Europæiske Union eksempelvis er:

- Man hører tit om, at EU er kendetegnet ved varers frie bevægelighed, men det er ikke historisk korrekt. Tværtimod er EU et fredsprojekt, der binder Europa sammen efter to verdenskrige. Man forstod efter den anden af slagsen, at gode intentioner ikke er nok til at holde nationer fra at bekrige hinanden, og den lære bør vi holde fast i. 1900-tallet er på mange måder det værste århundrede i menneskehedens historie på grund af de to verdenskrige. Havde man haft større forståelse for disse ting allerede under Versailles-konferencen, var verden måske sluppet for i hvert fald noget af alt dette.

Fred er ikke en selvfølge

En anden lære, man kan uddrage fra de første måneder af 1919, er, at man ikke bare kan rulle hen over mennesker, der ligger ned, og så efterfølgende forvente, at de rejser sig op og bukker og nejer. Og nå ja, så skal man måske også huske at få taget billeder med andre end sine nære allierede, så alle føler sig inkluderet.

- Fredskonferencen viste, at der var dyb afstand mellem de høje idealer, som sejrherrerne havde gjort til sine og sørget for at sprede vidt og bredt, og så de politiske realiteter, siger historieprofessor Nils Arne Sørensen:

- Den amerikanske præsident Wilson betonede, at det ikke skulle være en hævnfred, men krigens tabere var ikke engang med i Folkeforbundet til en begyndelse, og dermed skabtes der nye spændinger, som kun blev forstærket af, at krigens vindere ene og alene havde øje for sig selv.

Spørgsmålet er så, om disse spændinger stadig ligger og simrer under verdensfernissen. I hvert fald ser vi i disse år stor folkelig modstand imod institutionerne, og protestbevægelser stormer frem ved valgene. I Ungarn bruger premierminister Viktor Orbán eksempelvis ofte Versailles-traktaten som et skræmmebillede over for sine tilhængere, fordi Østrig-Ungarn var Tysklands allierede under første verdenskrig og også tabte både anseelse og terræn efter krigen.

- Fred er ikke en selvfølge, og det glemmer vi ofte i dag, siger lektor Claus Bundgård Christensen:

- Nutidens verdensledere har ingen krigserfaring. Der er ingen Mitterrand, Bush eller Kohl, og eftersom vi har haft relativt meget fred siden 1945, hvor anden verdenskrig sluttede, er vi begyndt at tage freden for givet. Det er formentlig også derfor, der er så mange, som føler, at de godt kan stemme på uberegnelige politikere som eksempelvis den amerikanske og den russiske præsident. Ingen af dem har verdenshistorien med i bagagen, men det vil skabe en verden i opbrud, hvis vi ikke husker på begivenheder som Versailles-konferencen.

Vigtige datoer i forbindelse med Versailles-konferencen
Første verdenskrig slutter 11. november 1918. Fra det ene øjeblik til det andet indstilles kanon- og geværskud. Inden for et minut kan fuglenes kvidren høres.Versailles-konferencen indledes 18. januar 1919. I de kommende måneder skal udsendinge fra hele verden forsøge at skabe varig fred på kloden.

Aftalen, der kaldes Versailles-traktaten, underskrives 28. juni 1919 og er selve fredstraktaten med Tyskland. Folkeforbundspagten indgår i denne, men tyskerne kommer aldrig til at finde sig til rette i det, de skriver under på. Efterfølgende bliver der indgået lignende traktater med Østrig, Ungarn, Bulgarien og Osmannerriget.
Versailles-konferencen skulle sikre fred i verden, men kun 20 år senere brød anden verdenskrig ud. Her et billede fra konferencens åbningsdag 18. januar 1919. Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix
Versailles-konferencen skulle sikre fred i verden, men kun 20 år senere brød anden verdenskrig ud. Her et billede fra konferencens åbningsdag 18. januar 1919. Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

Tre ting, du skal vide om freden i 1919
1 Der deltog mere 10.000 mennesker i Versailles-konferencen igennem første halvdel af 1919 - disse var en del af i alt 58 nedsatte kommissioner, som skulle sikre freden.2 Datoen 18. januar var valgt med stor omhu, fordi det netop var på denne dato 40 år tidligere, at det tyske kejserrige blev udråbt - nu skulle landet så decimeres.

3 Verdens mest indflydelsesrige mennesker valfartede til Paris i 1919 for at være tæt på beslutningstagerne - både folk fra Vesten, Østen og Afrika troppede op i håb om at blive set og hørt i den nye medierede virkelighed.

100 år efter Versailles-konferencen: Verdensfreden, der faldt på gulvet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce