50 års jubilæum på Northside: Ingen punk uden Wayne Kramer

Wayne Kramer er gået fra en tilværelse, der bedst kunne betegnes som konstant ustabil til et sundt og rigt liv. Natten til lørdag får Northsides publikum lejlighed til at stifte bekendtskab med hans band MC5s bebutalbum, der bliver spillet live. Foto: Jens Thaysen

50 års jubilæum på Northside: Ingen punk uden Wayne Kramer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For de uindviede: Nej, MC5 har intet med rap at gøre - det var bandet fra Detroit - MotorCity, som satte strøm, støj og forbudte ord til Vietnam-protesten i 1968 og aldrig fik lavet et album, som matchede den ikoniske eller legendariske, stilskabende debut. Også fordi der gik stoffer i den.

Hver gang en stor personlighed kommer til byen starter diskussionen. Legende eller ikon?

Småtingsafdelingen vil nogle nok mene, men den slags diskussioner har det med at trække ud. Nogle gange for evigt.

Om det er en legende eller et ikon, der på et tidspunkt efter klokken 01.00 natten til lørdag, med ordene: "And right now... Right now... Right now, it's time to" lægger op til bandets sanger Marcus Duran, der brøler et: "Kick out the jams, motherfuckers" ud til publikum på Northside giver ingen mening. Det er nemlig både en legende og et ikon på en og samme tid, som festivalen har hentet til at lukke fredag aften.

Til oktober er det 50 år siden, at Wayne Kramer med sit band MC5 over to aftener gik på scenen i Grande Ballroom i Detroit. Udover Wayne Kramer bestod bandets klassiske line-up af sanger Rob Tyner, Fred 'Sonic' Smith på guitar, bassisten Michael Davis og Dennis Thompson på trommer. Koncerterne blev indspillet og resulterede fire måneder senere i gruppens debutalbum 'Kick Out the Jams'. Et album der siden hen inspirerede tusind og atter tusinde af musikere og bands inden for hard rock, punk og heavy metal. Der er det album, der også bliver rammen om MC50s - som bandet er omdøbt ved lejligheden - koncert i Aarhus. Samtlige otte sange fra debutpladen plus favoritter fra MC5s øvrige katalog er i vente for publikum, der kan forvente en aggressivitet, der nok sjældent er set i Aarhus og omegn.

- Vi var en slags husorkester på Grande Ballroom. Vi spillede der hver weekend i årevis, og havde bygget op til de aftener for 50 år siden. Publikum var alle vores fans, alle vores venner. Det var i virkeligheden en stor fejring af vores egen identitet, vores kultur. Det var en stor bekræftelse af alt, vi følte var rigtigt og muligt for fremtiden. Det var en aldeles fornøjelig begivenhed.

MC50
Wayne Kramer: guitar og sang

Kim Thayil: guitar

Matt Cameron: trommer

Marcus Durant: vokal

Don Was: bas
Wayne Kramer med MC5 i Beat Forum i Gladsaxe 23 November 1972. - Det var en forfærdelig aften. Det var lige før den endelige opløsning af MC5. Vores trommeslager og sanger var ikke med. Jeg mødte vores ny trommeslager første gang i omklædnningsrummet umiddelbart inden første koncert på turneen. Jeg spurgte ham, om han var god, og han svarede 'Det får du at se,' fortæller Kramer. Det var han, men det var vi ikke. Fred og jeg var de eneste tilbage, og vi vidste end ikke hvordan vi skulle synge de fleste MC5-sange. Så vi besluttede at sætte et set sammen af sange, som vi mente, at de andre musikere nok allerede kendte. Oftest tre-fire-akkorder og nogle riffs, så vi kunne spille lige præcis lang tid nok til, at vi kunne opfylde kontrakten og få vores betaling. Arkivfoto: Jørgen Angel/Scanpix
Wayne Kramer med MC5 i Beat Forum i Gladsaxe 23 November 1972. - Det var en forfærdelig aften. Det var lige før den endelige opløsning af MC5. Vores trommeslager og sanger var ikke med. Jeg mødte vores ny trommeslager første gang i omklædnningsrummet umiddelbart inden første koncert på turneen. Jeg spurgte ham, om han var god, og han svarede 'Det får du at se,' fortæller Kramer. Det var han, men det var vi ikke. Fred og jeg var de eneste tilbage, og vi vidste end ikke hvordan vi skulle synge de fleste MC5-sange. Så vi besluttede at sætte et set sammen af sange, som vi mente, at de andre musikere nok allerede kendte. Oftest tre-fire-akkorder og nogle riffs, så vi kunne spille lige præcis lang tid nok til, at vi kunne opfylde kontrakten og få vores betaling. Arkivfoto: Jørgen Angel/Scanpix

Umuligt at følge op

Wayne Kramer var en smule utilfreds med kvaliteten af MC5-indspilningerne de aftener. Så han spurgte pladeselskabet, om bandet kunne få lov til at lave endnu en indspilning, så resultatet kunne blive bedre.

- Jeg blev nedstemt. Alle var enige i, at indspilningen var i orden og at vi skulle udgive den, husker Wayne Kramer.

Historien har så vist, at der absolut intet var galt med det album og 'Kick Out the Jams' er i dag en milepæl i rockhistorien. Støjende, aggressivt, angribende og ikke mindst banebrydende og en debut der trækker rockhistoriske spor helt frem til nu.

Uden MC5 ingen punk og uden MC5 havde hard og heavy rocken med garanti ikke lydt som den gør i dag.

Albummet har dog en fejl. Det var umuligt at lave en opfølger til.

- Ja, det er rigtigt. Det var umuligt for bandet at komme videre fra hvor vi var, til hvor vi burde være. Vi var et liveband og vi vidste ikke noget om at være kreative i studiet.

Bandet udgav en ikke specielt vellykket opfølger 'Back in the USA' i 1970. Tredje album 'High Time' var Wayne Kramer anderledes tilfreds med og som han føler levede op til debuten.

MC5 - den klassiske opstilling
Wayne Kramer: guitar og vokal

Rob Tyner: vokal

Fred 'Sonic' Smith: guitar

Michael Davis: bas

Dennis Thomson: trommer
Wayne Kramer er tilbage med MC5, der i anledning af debutalbummets 50-års jubilæum har skiftet navn til MC50. Med sig har han følgeskab af aldeles kompetente musikere, der tidligere har slået der folder i blandt andet Soundgarden, Pearl Jam og Fugazi. Foto: Jens Thaysen
Wayne Kramer er tilbage med MC5, der i anledning af debutalbummets 50-års jubilæum har skiftet navn til MC50. Med sig har han følgeskab af aldeles kompetente musikere, der tidligere har slået der folder i blandt andet Soundgarden, Pearl Jam og Fugazi. Foto: Jens Thaysen

Der skulle trækkes en streg i sandet

MC5 levede det klassiske rock'n'roll-liv med sprut og stoffer. Og Wayne Kramer er ikke bleg for selv at betegne tiden som kaotisk. USA sidst i tresserne var i opbrud. Omvæltninger og drømme om nye tider gik side om side med racehad og optøjer. Og så var krigen i Vietnam, der splittede befolkningen. MC5 voksede blandt andet op med og ud af blandt andet anti-Vietnam bevægelsen, som så mange andre bands og musikere fra den til gjorde. Men hvor især de amerikanske vestkysthippiers protest skete i form af akustiske guitarer, fælles protestsange og mærkværdige happenings, havde gruppen fra Detroit en helt anden tilgang til sagerne.

- Jeg tror, det havde at gøre med vores frustrationer og vores vrede. Det her var ikke teoretisk, det var visuelt. Det, de gamle generationer, Nixon og hans folk havde gang i, var moralsk forkert. Det kunne ikke forsvares. Jeg kunne ikke finde noget rationelt, legitimt argument for at bombe et land 30.000 miles væk. Myrde almindelige vietnamesiske risbønder og folk der levede i bjergene? De slog ikke dørene ind i Detroit og var ikke nogen trussel. Ideen om at det var for at beskytte os imod en politisk ideologi var absurd. Og da man risikerede at blive sendt i krig, var det ramme alvor. For os var Vietnam-krigen kun en del af et større problem. Sorte havde ikke lige rettigheder, kulturel undertrykkelse og forældet seksuel moral og syn på rusmidler gjorde, at vi måtte trække en streg i sandet.

Det var årsagen til den energi og voldsomhed, som Kramer og Co. lagde i MC5s musik og grunden til, at den blev så aggressiv som den blev.

Kim Thayil - der optræder med MC50 -spillede tidligere guitar i Soundgarden. Foto: Don Van Cleave/Scanpix

Konstant ustabil

Selv om perioden med MC5 var kaotisk, var det dog intet ved siden af, hvad der ramte Wayne Kramer personligt efter bandets opløsning i 1972. Her ventede en årrække, der bedst beskrives som konstant ustabil.

Alkohol og stoffer tog mere og mere over og for at tjene til sit eget misbrug begyndte han nu og da at sælge stoffer selv.

I 1974 blev han idømt fængsel for salg af kokain efter at han - viste det sig - forsøgte at sælge stoffet til en politiagent.

Efter fængselsopholdet var det svært at få gang i karrieren igen. Stoffer og alkohol var stadig den største del af rockstjernens liv.

- Jeg kæmpede med alkoholisme og stofmisbrug i årtier. Jeg blev ikke ædru, før jeg fyldte 50. Når man er alkoholiker og på stoffer, er det det vigtigste i livet. Man bekymrer sig ikke om karrieren. Man bekymrer sig ikke om familien. Det eneste - der er vigtigt - er stofferne og alkoholen, forklarer Wayne Kramer.

Godt nok fik han skrevet en del bøger, lige som han nu og da blev brugt som studiemusiker. Men det kastede ikke det store af sig.

Wayne Kramer med MC5 i Beat Forum i Gladsaxe 23 November 1972. - Det var en forfærdelig aften. Det var lige før den endelige opløsning af MC5. Vores trommeslager og sanger var ikke med. Jeg mødte vores ny trommeslager første gang i omklædningsrummet umiddelbart inden første koncert på turneen. Jeg spurgte ham, om han var god, og han svarede 'Det får du at se,' fortæller Kramer. Det var han, men det var vi ikke. Fred og jeg var de eneste tilbage, og vi vidste end ikke hvordan vi skulle synge de fleste MC5-sange. Så vi besluttede at sætte et set sammen af sange, som vi mente, at de andre musikere nok allerede kendte. Oftest tre-fire-akkorder og nogle riffs, så vi kunne spille lige præcis lang tid nok til, at vi kunne opfylde kontrakten og få vores betaling. Arkivfoto: Jørgen Angel/Scanpix

Tilbage på sporet

Første gang MC5 var samlet efter opløsningen i 1972, var i 1991. Sanger Rob Tyner var død og Wayne Kramer, Fred 'Sonic' Smith, Michael Davis og Dennis Thompson fandt sammen til en støttekoncert for Tyners efterladte.

I midten af 90'erne forsøgte han at få gang i en solokarriere, dog uden den store succes, så i midten af 00'erne dannede en nu ædru og stoffri Wayne Kramer DKT/MC5. På det tidspunkt var også Fred 'Sonic' Smith faldet fra. Gruppen turnerede over det meste af verden.

- På det tidspunkt fandt jeg ud af, at der var et eftermæle, der trængte til at blive kureret. Og det faldt tilbage på mig. Jeg startede bandet og måtte således sørge for at føre det videre. Jeg fandt ud af, at det er muligt at rejse rundt og spille MC5s musik med en flok vidunderlige musikere, henrykke publikum og på den måde fortsætte min tilværelse om troubadour.

I 2018 er der kun Wayne Kramer tilbage i bandet. Dennis Thompson er stadig i live, men har trukket sig tilbage. Til gengæld har han følgeskab af aldeles kompetente musikere, der tidligere har slået deres folder i blandt andet Soundgarden, Pearl Jam og Fugazi.

- Det er fremragende musikere, og faktisk har MC5 aldrig lydt så godt som nu. Det er musikere med stor lyst til at spille numrene præcist og i den ånd, de blev skrevet til, siger Wayne Kramer.

Aldrig haft det bedre

Men hvad er så forskellen på livealbummet fra Detroit i 1968 og koncerten på Northside 2018?

- En af forskellene er nok alder. Dengang var vi omkring 20 år og det er nok den rigtige alder for et rockband. Dengang vidste ingen jo, at vi stadig kunne gøre det her 50 år senere. Vi troede jo, at nå vi en dag bliver 30 er det slut. Og ingen af os troede dengang, at man kunne lave et 50-års jubilæum med værdighed og ånden intakt.

Men tiden var også en anden i slutningen af tresserne.

- Dengang var man færdig, når man blev gammel. Sådan er det ikke mere. Faktisk har jeg aldrig haft det bedre end nu. Min erfaring har gjort, at jeg ved mere om det jeg laver, siger Wayne Kramer.

Musikken publikum i morgen får at høre er ærlig fra ende til anden.

- Men kan ikke gøre det halvhjertet. Man skal gå hele vejen eller lade være.

Coveret til MC5s debutalbum 'Kick Out the Jams'.

Slut med jubilæums-turneer

To andre MC5-album venter på et 50-års jubilæum et par år ude i fremtiden. Det er dog ikke noget, som rockpublikummet skal sætte de store forventninger til. Det er 'Kick Out the Jams'-turneen og så slut. Formentlig.

Planen er i hvert fald at vende tilbage til mit almindelige arbejdet med at skrive musik til film og TV, når MC50-turneen er overstået.

- Jeg nyder virkeligt at arbejde med musik til de medier, så det vender jeg tilbage til. Og så har jeg netop lagt sidste hånd på en ny bog og har endnu en i tankerne.

- Og så har jeg min familie og min lille femårige dreng. Så jeg har det godt og meget lidt at klage over.

Må man godt sige 'motherfuckers'?

Tilbage i sluttresserne var det på ingen måde velset at råbe "Motherfuckers" og det gav da også problemer i kølvandet på MC5-debutalbummet. Pladeselskabet forudså - med rette - at det ville være umuligt at blive spillet i radioen med det sprog. MC5 havde de fulde rettigheder over musikken og sagde klart og tydeligt nej til at ændre udfaldet. Så var den sag vel ude af verden?

Selvfølgelig var den ikke det. For efterfølgende valgte selskabet at skifte "Motherfuckers" ud med de mere acceptable "Brothers and sisters". Der var derfor to udgaver i omløb. Den censurerede, som kunne købes i det fleste pladebutikker og den ucensurerede, som det var forbudt at sælge, men som i de rigtige pladeforretningen godt kunne skaffes, hvis man kendte ejeren og spurgte pænt og diskret.

Den slags har man efterhånden fået et mere liberalt syn på. Og det bliver da heller ikke den censurerede udgave, som publikum på Northside får i morgen.

- Det er pudsigt. Når jeg fortæller unge mennesker i dag, at man kunne blive bandlyst for den slags tidligere, forstår de ingenting. Slet ikke at folk blev arresteret for at sælge vores plade, fordi der var disse ord på den. I vores nuværende kultur kan du jo nærmest ikke lave en plade med mindre du bruger den slag udtryk.

Og det er tilladt publikum at brøle med på Northside: "Kick out the jams, motherfuckers!!!"

50 års jubilæum på Northside: Ingen punk uden Wayne Kramer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce