Anmeldelse: Beethoven og Schubert i ramme

Fire stjerner giver anmelder Ole Straarup. Arkivfoto: Morten Pedersen

Anmeldelse: Beethoven og Schubert i ramme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Symfoniorkestrets forsøg med opsplittet Schumann-værk som indledning og afslutning var ikke vellykket.

ANMELDELSE: "Ouverture, Scherzo og Finale" er titlen på Robert Schumanns minisymfoni. Delt op i 3 ligger det lige for: Ouverture til en start før Beethoven, Scherzo og Finale til afrunding af "Den ufuldendte", der jo mangler et par satser. Men nej, det gør den ikke. Den er, som den nu er, og har ikke brug for tilsætningsmusik. Oplevelsesmæssigt er det langt stærkere at lade Schuberts smukke andensats stå.

I rummet og i sindet.

Schumanns musik hører ikke til hans mest inspirerede. Den er episodisk og uden den store symfoniske udvikling, men skruet fermt sammen til et forløb, der i dag kunne finde anvendelse som filmmusik til en naturserie om glade landmænd anno dazumal.

Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Andreas Delfs spillede musikken nydeligt - og helt rigtigt. Det var brugen af den, der ikke var det.

Fakta
  • Robert Schumann: Ouverture, Scherzo og Finale.
  • Ludwig van Beethoven: Klaverkoncert nr. 4.
  • Franz Schubert: Symfoni nr. 8, "Den ufuldendte".
  • Solidt: Gerhard Oppitz, klaver.
  • Aarhus Symfoniorkester, dir.: Andreas Delfs.
  • Musikhuset, Symfonisk Sal, torsdag aften

Hovedværkerne, Beethovens klaverkoncert nr. 4 og Schuberts symfoni nr. 8, stod trods indramningen markant. Pianisten Gerhard Oppitz udførte solostemmen med dyb erfaring og overskud. Hans spil er teknisk set meget overbevisende, men nok så vigtigt viste han sig i tolkning og samspil med orkester og dirigent som en intenst lyttende musiker med meget på hjerte. Det betyder da i sammenhængen mindre, at der undervejs kan opstå synkroniseringsproblemer. Musikken stod stærkt.

Stærk var også Schubert-symfonien efter pausen. Andreas Delfs var dybt fortrolig med værket og iscenesatte det overbevisende i spillet mellem den forventede idyl i førstesatsens berømte tema og de voldsomme orkesterudbrud. Sammenfletningerne af temaets mange udtrykskarakterer blandedes fint med det mere dramatiske. Andensatsen bød på såvel det næsten majestætisk trædende som det lyrisk indsmigrende med fine præstationer fra soloblæserne. Igen fik dirigenten overbevisende sat temaerens kalden og svar i scene, ligeså de diskrete referencer til akkompagnementsrytmen fra første sats, og førte den mageløse, ufuldendte musik til ende.

Blot en skam, at Schumann partout skulle efterhænges. Hans satser når ikke det schubertske niveau.

Anmeldelse: Beethoven og Schubert i ramme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce