Anmeldelse: Stærk, skrøbelighedsfyldt beretning fra en mor

Billede fra »Marias testamente«. Foto: Axel Schütt.

Anmeldelse: Stærk, skrøbelighedsfyldt beretning fra en mor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Marias Testamente er en modig forestilling om jomfru Marias personlige beretning om sin søn.

Skrøbelighed og styrke går hånd i hånd i Gruppe 38's nye voksenteaterforestilling »Marias Testamente«. I løbet af bare 70 minutter udkrystalliserer forestillingen sig til en oplevelse, som man ikke sådan lige ryster af sig. Undervejs og som timerne går efterfølgende vokser forestillingen, fordi den har budt på et hudløst ærligt møde med verdenshistoriens mest kendte mor. Et møde, hvor de ting, Maria betror os, folder sig ud og får stadigt flere almengyldige eksistentielle dimensioner samtidig med at de uvægerligt spinder sig sammen med vores eget liv og den tilværelse vi er en del af - lige her og nu.

En tekst med poesi

Teksten er i sig selv helt fantastisk. Synsvinklen er unik: det er Marias personlige beretning om den søn, hun oplever glide fra sig og blive dømt til korsfæstelse. En personlig mor-beretning som begavet og med forstærkende effekt bliver koblet sammen med den store fortælling om verdensfrelseren, som nogle såkaldte vogtere eller forfattere vil nedskrive. Ordvalg og forløb er tilrettelagt som en sti, vi drages ind på og bliver fuldstændig opslugt af at følge. Og sproget blomstrer med billeddannende konkrete situationer og poetisk fylde.

Marias Testamente
<p><p>Forfatter: Colm Tóibin. </p>

<p>Oversætter: Sven Ørnø. </p>

<p>Teknik: Søren la Cour. </p>

<p>Musik: Søren Søndberg. </p>

<p>Instruktion: Hans Rønne. </p>

<p>Scenografi: Gitte Baastrup. </p>

<p>Medvirkende: Bodil Alling og Søren Søndberg. </p>

<p>Premiere på Gruppe 38, on 4.9. kl.19:30. Spiller også 6.9.-7.9.</p></p>

Nært

Når så hertil kommer at monologen - som det er - bliver fremført af et af landets ypperste fortælletalenter Bodil Alling, så bliver det virkeligt stort. Bodil Alling har en helt fantastisk evne til at føre os ind i et univers inderste krinkelkroge. Grebet hedder »at være« - at være personligt tilstede - frem for »at skuespille«. Og det kommer til udfoldelse ved små bitte forandringer i stemmens klang, i ansigtets mimik, i øjnenes lys og i kroppens bevægelser. Det er et spørgsmål om blikretning, om hvor hænderne hviler - i skødet, på knæene eller på stolens ryglæn - om den lille lommetørklædeklud ligger i Marias hånd eller er foldet ind under ærmet. På et splitsekund kan hun flytte os et andet sted her. Vende rædsel til salighed. Knugende bekymring til lys lykke. Osv.

- og iscenesat

Selvfølgelig er forestillingen iscenesat. Hans Rønne har instrueret Bodil Alling til at formidle fortællingen minutiøst og præcist ned i de mindste detaljer, men på en sådan måde, at vi ikke oplever det vi ser som teater, men som virkelighed. Med fare for at det kan lyde patetisk har man det efter forestillingen som om man rent faktisk har mødt Maria i skikkelse af en mor som har indviet os i alle de tanker, følelser og handlinger, hun har gennemlevet i forhold til sin søn.

Skrøbelighedskugle

Rummet spiller også med. Og det fantastiske er, at forestillingen intet som helst forsøg gør på at bygge et naturalistisk rum op. Tværtimod. Det virkelighedsnære bliver til gennem et abstrakt rum. Et rum som udelukkende består af en hel enkel sort stol på en blank sort flade. Ved siden af stolen er en stor hvid formation af sammenkrøllet hvidt papir. Og i baggrunden anelsen af to ansigter: til venstre musiker og komponist Søren Søndberg og til højre Søren la Cour som styrer teknikken.

Det virkningsfulde ved den store papirkugle, som spejler sig i det blanke gulv, er at den signalerer skrøbelighed. Kuglen er også som en lyskilde og som en klippe, lidt som toppen af et isbjerg. Som et spejl, der reflekterer alle disse ting samtidig med at den sammen med det øvrige i forestillingen fortæller at der er noget, som er større, mere sammensat og voldsomt end det vi nogensinde kan begribe og rumme.

Lys poesi og substans

»Marias Testamente« er en modig forestilling. At producere selektivt for voksne er ikke det Gruppe 38 vanligst gør. Og den fortættede alvorsfyldte form er udfordrende, fordi der INGEN mulighed levnes for Bodil Alling til at geråde ud i muntre finurligheder, som hun også ekvilibristisk evner. Forestillingen kan varmt anbefales, hvis man ønsker en livsbekræftende, uforglemmelig og poetisk oplevelse med substans. En billedskabende oplevelse, som - uden at blive tung - kredser om store basale spørgsmål. Om ønsker og ofre. Om pinsler, rædsel og iskold angst. Om mirakler og undere. Om det er ønskværdigt at kunne forstyrre selve verdens gang ved at kunne opvække døde. Om lysten til at kunne skrue tiden tilbage. Om at sikre sit eget liv frem for at blive på et dødsensfarligt sted og overvære sin egen søns død. Om sikkerhed og svigt. Om forbundethed og adskillelse. Om følelser i forbindelse med livs begyndelse og afslutning. Om kærlighed, lykkefølelse, frygt og tab.

Anmeldelse: Stærk, skrøbelighedsfyldt beretning fra en mor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce