Anmeldelse: To stjerner til nyt TV-2-album

Georg Olesen, Hans Erik Lerchenfeld, Sven Gaul og Steffen Brandt leverer TV-2 classic på »Det Gode Liv«, der udkommer i dag. PR-foto


Anmeldelse: To stjerner til nyt TV-2-album

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

TV-2?s nye album rammer lige dér, hvor kernepublikummet formentlig forventer det. Velproduceret, bagudrettet og med gæster, der syner af mere på papiret, end de kan mærkes i skæringerne.

»Erkendelsen af at være dem, vi er, har aldrig måtte stå i vejen for et ambitiøst krav om at være i sync med tiden«.

Steffen Brandts ord kan man tygge lidt på, alt i mens det nye og 18. studiealbum fra TV-2 er på vej i rotation i discman'en.

Albummet er produceret af Andreas »Maskinen« Sommer og Mads Bjørn, som mange vil kende for samarbejdet med Marie Key.

Et åbenlyst træk hen imod at - ja, være i sync med tiden.

Men ikke mere end at det fortsat lyder umiskendeligt som Danmarks kedeligste orkester. Hvis dén selvironiske karakteristik fra TV-2 lejren altså fortsat er i spil.

Snup en dyb indånding og prøv lige at hør her, hvad Steffen Brandt også siger om »Det Gode Liv«:

»Når jeg sidder her og ser hvilke sange, der er sluppet igennem nåleøjet kan jeg konstatere, at de alle forsøger at afdække vilkåret, det moderne menneskes heroiske forsøg på ikke bare at overleve, men undervejs med en beundringsværdig stædighed osse at definere det gode liv. I praksis. I drømmen. I forestillingen. I håbet«.

Vi siger tak. Og trykker på »play«:

1. »Dig Og Så Mig (Og Alt Det Derude)«

Klædelig åbning, der klinger af en salme. Bare Steffen Brandts stemme og en akustisk guitar. Velkendt staccato-sang og ord, der bliver bidt af i enden (»skude« bliver til skud'). Men snart sætter velvoksne lag af blæsere og strygere ind og truer nærmest med at drukne Steffen Brandts sangforedrag.

Lyrisk en velplaceret reminder til alle om at sætte pris på de ærlig talt sande værdier. Kærligheden for eksempel. Velplaceret ikke mindst, fordi så uhyggeligt mange i dette lille land bider på aktuelle letkøbte skræmmekampagner.

»Man kan ligefrem høre ulvene tude/om lidt sætter frygten ild til dit hus«.

2. »Brev Til Mona«

Velkendt melodi. Velkendte ord. Så velkendt, at det lyder som om, man uhæmmet er gået på rov i egne arkiver. Hollywood-stjernen Connie Nielsen bidrager med masser af luft i stemmen. Desværre ikke som var det en duet; som direkte svar på vor mandlige hovedpersons vævende facon, der ender i en uforløst mumlen om en længsel, der måske finder vej.

3. »Nu Da Vi Ikke Er Kærester Mere«

Musikalsk og lyrisk tomgang. Med det dér brusende omkvæd, der er som sakset ud af 90'erne.

Jovial fløjten og linjer om dig og mig og mig og dig. Den slags P4-sang, hvor man hvert et øjeblik venter, at en trafikmelding dukker op i et forstyrrende øjeblik.

4. »Grib Karpen«

Uptempo-pop i meget stram snor. Og mere lyden af medvirkende Panamah end TV-2. Mere luft i kvindestemmen (Amalie Stender), så det hviner i tænderne.

Kærkomment spørgsmålstegn dog ved lykken i at efterleve flosklen Carpe Diem. En fortælling, hvori nysgerrigheden kildes en lille smule af typen, der »fulgte sit hjerte helt derud, hvor filmen knækkede i sorthvid smerte«.

5. »Frys«

Singleforløberen. Klassisk TV-2 opbygning, der - igen - lyder som en slidt 90'er-kopi. Både hvad melodi og brugen af keyboards angår. Med indlagt trommefri-zone, så der kan klappes med.

6. »Hospitalet For Ødelagte Ting«

Uden tvivl stjernestunden i samlingen. Nedtonet a la Leonard Cohen eller Dylan, før han gik elektrisk.

En blændende beretning om en kvinde i et koldt system. Diagnosticeret med et alt for stort og rummeligt hjerte. Prisgivet og ventende på bedre tider - med »instituttet for tvivlsom ære« lurende i kulissen:

»De kan næsten ikke vente med at skære i sådan et splittet sind.«

Dét kan mærkes.

7. »Sommeren Med Mig Og Monika«

Bittersød og valsende ballade, hvor persongalleriet med blandt andre falske Helle fra Højbjerg og Lykke fra nummer 20 langt overskygger den musikalske side af sagen.

8. »Lee Harvey Oswald Helmuth«

Et tilbageblik med flere skæve indslag fra fotoalbummet. For eksempel i form af Straus, der troede, han kunne flyve på en tank af euforiserende stoffer. Foruden præsident Kennedy og den kommunist-forskrækkede Hoover.

Meget snedigt namedroppes i øvrigt også oppe-i-tiden Steppeulvene, hvis »Itsi Bitsi« kan høres inde fra pigernes sovesal.

Musikken lyder som en af de andre skæringer på albummet. TV-2 classic.

9. »Bagud Af Dansen«

Storladen stop-start affære med en pludselig fremtrædende basfigur og lige velproduceret flødeskums-omkvæd.

Budskabet om at kæmpe fortaber sig lidt i mudder og vand.

10. »Den Øverste Knap«

Lige dele søvndyssende art-pop og stof til eftertanke, hvor de forholdsvis få ord trækkes godt og grundigt i hovederne og halerne. Jørgen Leth gentager i sin karakteristiske tone Steffen Brandts linjer om den øverste knap, der, når den løsnes, afslører alt det, der er for lidt af.

11. »Berlin«

Mere art-pop i listende og traurig 80'er-æstetik. Det blide anslag kammer mod slutningen over i en bastant finale med buldrende bølger og en højstemt guitarsolo på toppen.

Billedet af, at »afstanden imellem os er en U-bahn station« er nu alligevel værd at stene over.

Anmeldelse: To stjerner til nyt TV-2-album

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce