Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Anmeldelse af Mogwai: Rå billeder og tænderskærende smuk rock

Mogwai stod for en af Aarhus Festuges helt store oplevelser, da bandet torsdag aften i Rådhushallen fremførte soundtracket til filmen »Atomic: Living in Dread and Promise«. Foto: Axel Schütt


Anmeldelse af Mogwai: Rå billeder og tænderskærende smuk rock

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det skotske band Mogwai triumferede i Aarhus Festuge med fremførelsen af soundtracket til filmen »Atomic: Living in Dread and Promise«.

»Verden er ond, det ved selv et barn«.

C.V. Jørgenens enkle og rammende linje flugtede på foruroligende vis med, hvad der foregik torsdag aften i Rådhushallen.

For her, i byens måske smukkeste sal - som netop C.V. fyldte så flot i Aarhus Festuge anno 2009 - fremførte det skotske rockband Mogwai soundtracket til filmforevisningen af »Atomic: Living in Dread and Promise«.

En kort fortalt uhyggelig og lærerig beretning om atomudviklingens udvikling. Fra Hiroshima i 1945 til Fukushima i 2011.

Den eksperimenterende dokumentarfilm, iscenesat af Mark Cousins til BBC, består groft sagt af hstoriske filmklip og nedslag i nyhedsstrømmen gennem cirka 70 år.

Med plads til glimt af plusser ved atomteknologien. For eksempel i kraft af CT-scanninger, der hver dag redder menneskeliv, ligesom de kan udvide vores historiske viden i arkæologiske processer.

Vibrerende skønhed

Kombinationen af Mogwai plus levende billeder holdt som ventet én helt ude på kanten af stolen.

For ingen formår som det skotske kollektiv at male lydlandskaber, der kan flyde så effektivt over. Hvadenten vi taler om altomsluttende vibrerende skønhed eller det i dén grad stik modsatte.

Det har bandet gjort på en lang række kritikerroste udgivelser i efterhånden 20 år.

Deriblandt lydsporene til såvel den franske tv-serie »Les Revenants« (2013) som til filmen »Zidane A 21st Century Portrait« (2006).

Torsdag aften fyldte deres lyd hver en krog ud i den knap udsolgte sal.

Men aldrig så den stjal fokus fra den tikkende bombe af en film.

Tråde til Aleppo

Det ind i mellem hæsblæsende ridt af levende billeder tog os fra begyndelser; nyt liv i form af blomster, der springer ud, scanningsbilleder og close-ups af morgenmåltider til en flimrende parade af fysikere; Marie Curie, Albert Einstein, Lise Meitner og Niels Bohr - indtil vi efter få minutter landede i 1945.

Det kan godt være, at tidens tempo, kynisme og frygt-baserede korstog fra visse medier og politisk hold har efterladt en del af os i en blind og immun tilstand, når det gælder verdens rædsler.

Men de uafrystelige billeder fra bombningen af Hiroshima og Nagasaki i 1945 markerede et gruopvækkende tidligt klimaks - samtidig med, at de trak en dybrød tråd til de seneste års bombninger af eksempelvis Gaza og Aleppo.

Med skrækramte og ensomme børn som det altoverskyggende mest hjerteskærende.

Flænsende guitarer

Vi fulgte på lærredet demonstrationerne imod atomkraft; for eksempel de ukuelige sjæle fra Greenham Common Peace Camp i begyndelsen af 80'erne.

Vi blev taget med tilbage til de for verdenshistorien så skelsættende år 1956 og 1968, og vi så Nixon og Bresjnev smilende skrive under på Salt I aftalen i atomnedrustningens navn i 1972.

Three Mile Island ulykken i Harrisbug i Pennsylvania i 1979 blev ledsaget af en tonstung elektronisk udladning fra Mogwai's side.

En prøvelse for den gamle rådhussal, hvor væggene må have følt sig pressede og hvor lamperne i loftet bag kontorene må have rørt på sig.

Lydniveauet blev både her og andre steder undervejs mast opad, så det var en sand fryd.

Med bombastiske trommer og flænsende guitarer, der strammede til som pigtråd om hele rummet.

Kvinden fra Tjernobyl

Allerstærkest var dog billedsiden fra Tjernobyl, 1986.

Tilsat den slæbende og ildevarslende skæring »Pripyat«, opkaldt efter den ukrainske spøgelsesby af samme navn, så vi en gammel vejrbidt kvinde pudse billedrammen med motivet af sin søn.

»Hvis bare han ville vise sig i mine drømme. Men det gør han ikke«, fortalte kvinde.

Den røde tråd til vore dage dukkede atter op.

For på de 30 år gamle billeder stod en gruppe mennesker i datidens Sovjetunionen og talte om det ubeskriveligt uoverskuelige i - i al hast - at skulle forlade sit hjem.

Så var tankerne ellers atter rettet mod nutidens flygtningestrøm.

Facit: Aftenen var en gribende historietime med blændende billeder og et lydspor fra et band, der om nogen forstår at formidle en atmosfære, der kan veksle mellem det knugende og det hjerteformede.

Mogwai, Rådhushallen, torsdag.

5 stjerner