Arne Mariager: Ny dansk roman sender strøm gennem nerverne

Torbjørn Rafn ? blev i 2003 tildelt Dansk Blindesamfunds Radiopris for ?Nattebønner? ? han har skrevet flere stykker radiodramatik. ?Mand uden skygge? er hans anden roman. PR-foto

Arne Mariager: Ny dansk roman sender strøm gennem nerverne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Torbjørn Rafn har skrevet en fremtidsroman om et samfund, hvor alle skal være lykkelige, om de vil eller ej

Bøger: Det er en fremtidsroman. Men om en fremtid, der er tæt på. Romanen foregår et eller andet sted mellem 2021 og 2050. For dens pointe er, at i 2050 skal alle danskere være lykkelige - og helt fri for sorg. Uanset om den enkelte borger vil det eller ej. Alle skal smile og være glade.

Umiddelbart lyder det som en dejlig bog om et velsignet folk. Sådan er den ikke tænkt fra forfatterens side. Bogen er et langt og fremragende argument mod ensretning af mennesker - og et fremragende argument for retten til forskellighed. "Mand uden skygge" er bogens rammende titel. For det enkelte menneske kaster skygge. Det viser, at vi er her. Tænk, hvis vi en dag ikke kan se vores skygge, fordi vi er holdt op med at være os selv. Vi er bare en total og komplet del af et fællesskab. Vi ses ikke som individer. Af den enkle grund, at vi er holdt op med at være det.

Og så nytter det ikke, at vi altid har smil på læberne og føler os glade. For staten har i sin store, mægtige "Plan 2050" vedtaget ensretningen. Den lykkelige befolkning medicineres. Vi er en lykkepille-nation. Og de mennesker, der ikke reagerer hurtigt nok og godt nok på lykkepillerne, medicineres noget mere. Og ingen kan sige nej. Så er det pludselig ikke sjovt længere.

Næsten underspillet stil

Torbjørn Rafn fortæller sin historie med "provoen" Torben i hovedrollen. Han er faktisk et helt normalt menneske, og det insisterer han på at blive ved med at være. På godt og ondt. For sådan er mennesker. Som Rafn skriver: Hvis ikke mørket fandtes, var der heller ikke lys! Torben kæmper for sin ret til at være Torben. Mens familie, naboer, venner, bekendte, kolleger - og alle andre - gradvist forandres. De bliver til nikkende, samtykkende og evigt smilende mennesker. Men de virker ikke rigtigt levende. Der er noget "smilende zombie" over dem. Dette skildrer Rafn med isnende kulde i en stilfærdig, næsten underspillet stil.

Romanen starter med, at vi møder Torben en dag, hvor han er kaldt til personlig samtale med den velvære-coach, som kommunen stiller til rådighed. En kvinde med en dejlig barm under kashmir-sweateren og et evigt smil om den smukke mund. Og med en brændende vilje til at hjælpe enspænderen Torben ind i fællesskabet. Torben fortæller, at han bare gerne vil have lov til at være sig selv. Det synspunkt preller af som vand på en gås.

- Jeg hører, hvad du siger, Torben, er hendes blankpolerede, professionelle svar.

Det kan godt være, at hun hører ham. Men hun kan overhovedet ikke forholde sig til hans budskab. Lykken er vedtaget ved lov. Og Torben skal ind i det statslige paradis - om han så skal sparkes derind. Krigen mellem staten og individet Torben erklæres.

Og derfra udvikler romanen sig. Det er ensretningen af mennesker og risikoen ved det, der er bogens tema. At staten i Rafns roman har valgt, at det er lykke, som borgerne skal tvinges til, understreger blot dybden i romanen. For ensretning af mennesker er en forbrydelse, selv om målet forude tilsyneladende er smukt. Mennesket er kun menneske, når det er sig selv. Mennesket er ikke en vare - men et individ. Torben oplever, hvordan hans elskede hustru forandrer sig undervejs. Svogeren Tony, der altid er parat til at hjælpe, fjernes. Han deporteres, for han passer heller ikke ind i systemets ambitioner. Da Torben til sidst er så alene og så presset, at han tager bilen og kører væk, ud til havet, og springer ud fra en skrænt, føler han endelig, at han har sin frihed og atter er sig selv. Det sidste, han ser, er sin egen skygge mod det blå hav. Han kaster skygge - han findes.

Roman der bider

Man kan ryste på hovedet over Torbjørn Rafns ide og roman. Men det er også en roman, der gnaver og bider. Den sender strøm gennem nerverne. Fordi det moderne samfund med rigdom og uanede tekniske muligheder jo allerede er langt inde i en proces med at ensrette borgerne, at gøre os strømlinede, så vi passer ind i samfundets form. Vi har allerede indført så meget edb-tyranni og selvbetjening, at mange ældre medborgere ganske enkelt ikke er i stand til at købe en togbillet eller tjekke sig igennem til et besøg hos en kommunal sagsbehandler. Skiftende politiske flertal formår den ene gang efter den anden at vedtage store, forkromede planer. "Plan 2010" - "Plan 2020" - tanken om at de en dag vil vedtage "Plan 2050" med det formål at gøre alle lykkelige, er måske slet ikke så forrykt, som den lyder. Og dette værste af det hele er, at de måske kan få befolkningen med på ideen. Den evige lykke. For efterhånden er vi blevet revnende ligeglade med alt det, der ikke er underholdning.

Når man læser "Mand uden skygge", er det let at konstatere, at det er en dybt kritisk bog over for ansvarlige politiske systemer og magthavere. Men bogen er meget mere end det. Hos Rafn er også en besk kritik af os som borgere, fordi vi vælger nemme løsninger og ikke en gang orker at slås for personlig frihed. "Mand uden skygge" er en roman for mennesker, der stadig har overskud til at tænke. Der er langt mellem danske bogudgivelser, der så fantasifuldt, så velskrevet og så modigt holder spejlet op for vores øjne.

Torbjørn Rafn

"Mand uden skygge"

186 sider, Forlaget Banderole

Arne Mariager: Ny dansk roman sender strøm gennem nerverne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce