Blev SS-troppers dødskamp starten på NATO?

Antony Beevor ? 71 år, historieprofessor og manden, der har solgte over 11 millioner bøger, oversat til i alt 32 sprog. Foto: John Fry.

Blev SS-troppers dødskamp starten på NATO?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hverken verdens største ekspert i Anden Verdenskrig, den britiske historiker og forfatter Antony Beevor eller en stopfyldt festsal i Berlin kunne forholde sig til den gamle SS-mands mildest talt politisk ukorrekte spørgsmål - men Beevor blev endnu mere rystet, da den gamle mand efter foredraget kom hen mod ham med en brun pakke knuget i højre hånd...

Historie: Antony Beevor er en sprællevende legende. Han er historieprofessor, ekspert i Anden Verdenskrig - og så har han solgt over 11 millioner bøger, oversat til 32 forskellige sprog. Han topper listerne over de bedst sælgende bøger, der nogensinde er skrevet om Anden Verdenskrig. Bøger som "Stalingrad", "Berlins Fald", "D-Dag" og storværket "Anden Verdenskrig" har skaffet ham et kolossalt publikum og gjort ham til vor tids mest læste - og kendte - historiker. Han har modtaget et væld af internationale priser - og er blevet adlet hjemme i England.

Da jeg forleden - som en af to danske journalister - fik lejlighed til at møde manden, spurgte jeg med et smil, om jeg skulle kalde ham "Sir".

- Nej, ellers tak - lad for himlens skyld være med det, sagde Beevor.

- Den titel har kostet mig en formue på øl, vin og champagne til venner, kolleger og studerende. Kald mig endelig Antony....Det blev vi så enige om.

Historien siger en masse om Antony Beevor. Succes stiger ham ikke til hovedet. Han har vænnet sig til den. Og han ændrer ikke opførsel eller attitude på grund af en titel. Han er Antony. Og det kan han også tillade sig at være tilfreds med.

Der er en tradition blandt journalister for, at en anmelder holder sig fra at lave interview med den forfatter, der er blevet - eller skal - anmeldes. Denne regel overtræder jeg i tilfældet Beevor. Manden var på verdens-turné for at fortælle om det nyeste storværk, der beskriver slaget ved Arnhem. Han havde kort tid i Danmark - og valgte at give plads i kalenderen til to medier, Danmarks Radio og Jysk Fynske Medier, begge for gammel venskabs skyld, tror jeg. Det kunne jeg ikke sige nej til.

Alle Beevors bøger om krigshistorie har været salgs-succeser, men her er de to, der ført og fremmest har dannet grundlag for Beevors ry og gjort ham til vor tids mest læste historiker: ?Stalingrad?... 
Alle Beevors bøger om krigshistorie har været salgs-succeser, men her er de to, der ført og fremmest har dannet grundlag for Beevors ry og gjort ham til vor tids mest læste historiker: ?Stalingrad?... 

Blod på hænderne

Så jeg fik Beevor for mig selv. Vi sad med udsigt over det solbeskinnede Københavns tage og drak kaffe. Jeg tænkte på Beevors fantastiske bøger om Stalingrad og Berlin - og på hans research-arbejde, der er både enormt og beundret.

Så spurgte jeg: - Hvordan har du haft det med at sidde overfor gamle nazister, der i den grad har blod på hænderne?

Beevor stillede koppen fra sig, satte fingerspidserne mod hinanden, kiggede op i loftet og tav et stykke tid, før han sagde:

- Mærkeligt. Jeg er historiker, og derfor rummer disse mennesker nogle spændende muligheder. De var ikke alene øjenvidner til det største drama i verdens historie. De spillede også aktive roller. De var blandt beslutningstagere og blandt dem, der udstak ordrer. Ud fra en historisk betragtning er det fantastisk at møde den slags mennesker. Men så ser man på deres øjne - og tænker på, hvad de øjne har set. Man hører deres stemme - og tænker på, hvilke ordrer den stemme har givet. Så skal man koncentrere sig om historien - ikke om historierne...

...og ?Berlins fald?.
...og ?Berlins fald?.

Eva Bauns hårbørste

Beevor skænker mere kaffe. Så lyser han op i et bredt smil.

- Ja, siger han, så er der jo de møder med gamle nazister, som man husker for noget helt andet. Det er ikke historieskrivning. Men det er alligevel historier, der bør fortælles. Som nu den gang, min bog om Berlins fald var klar til udgivelse. Forlaget gjorde meget ud af at markedsføre bogen i Tyskland, og i forbindelse med udgivelsen var der inviteret til en kombination af reception og foredrag. Jeg skulle fortælle om mit arbejde med bogen, om researchen - og om alle de mennesker, såvel fra Tyskland, Rusland som fra England og USA, der havde hjulpet. Og så var der mulighed for publikum til at stille spørgsmål. Mens jeg fortalte om de sidste dages nådesløse kamp i Berlins gader, var der en gammel mand blandt publikum, som rejste sig op. Han præsenterede sig som tidligere SS-soldat og spurgte meget høfligt:

- Vil De, hr. professor erklære Dem enig i synspunktet om, at SS-troppernes heltemodige kamp i Berlin i virkeligheden dannede grundlaget for NATO-samarbejdet?

Beevor klukker, mens han fortæller.

- Det tør siges, at den gamle soldat ikke just var politisk korrekt ved den lejlighed. Mange folk i salen, ikke mindst fremtrædende politikere fra diverse NATO-lande, anede ikke, hvordan de skulle forholde sig. Jeg kan huske, at det voldte mig store problemer at finde et svar. Jeg fik vist nok sagt, at hvis de samme SS-tropper havde opført sig bedre, mens de var i Rusland, havde de måske ikke behøvet at kæmpe til døden i Berlin. Men det var nok et lidt tyndt svar for den gamle SS´er. Da mødet sluttede, kom der en del mennesker op til mig på podiet. De ville gerne have, at jeg signerede deres bog. Pludselig ser jeg den gamle SS´er trampe op mellem stolerækkerne - direkte mod mig. I højre hånd knugede han en pakke i billigt, brun papir. Jeg blev faktisk rystet. - En pistol - en kniv - dette røg gennem min hjerne. Så var han fremme.

- Jeg har læst Deres bog, hr. professor. Den er storslået. Derfor synes jeg, De skal se mit kæreste eje. Så åbnede han pakken. Inde i den lå en lille, smuk hårbørste af sølv.

- Se på initialerne, sagde den gamle. Der stod EB. Han så på mig med stolthed i øjnene.

- Denne børste har tilhørt Eva Braun, førerens kæreste, kvinden han giftede sig med sidst i livet, sagde den gamle mand.

- Jeg spurgte ham naturligvis, hvor han havde hårbørsten fra - og om han var sikker på, der nu var tale om den ægte vare. Han rankede ryggen og sagde: Jeg købte børsten for en meget høj pris for nogle år siden af en gammel russisk journalist, der som en af de første fik lejlighed til at komme ned i førerbunkeren, sammen med officerer fra Den røde Hær Så smiler Beevor igen.

- Da jeg hørte det, vidste jeg, at hårbørsten givetvis havde tilhørt Eva Barun. For jeg kender den journalist. Jeg har truffet ham adskillige gange - og interviewet ham. Han var en krejler af stort format. Men han havde faktisk stjålet flere ting fra førerbunkeren - gemt dem i mange år - og senere solgt dem til skyhøje priser. Jeg nævnte journalistens navn og spurgte, om det var sælgeren. Den gamle SS`er smækkede hælene sammen og stod ret: - De ved utroligt meget, professor....

Så ryster Beevor på hovedet og smiler igen.

- Den russiske journalist var fantastisk. Han stjal også en stak af Hitlers yndlings grammofonplader. Det vakte en del opsigt - også munterhed - da pladerne mange år senere blev solgt på aktion. For en af de komponister, Hitler yndede at spille, var Mendelsohn - og Mendelsohn var jøde...

Et spørgsmål om penge

Beevor er uddannet historiker fra universitetet i Winchester. Men det var ikke historiske værker endsige krigshistorie, der ført kom fra hans hånd. Han debuterede som forfatter i 1975 med en roman, "Violet brink". Hverken den eller et par efterfølgere fik megen opmærksomhed. Beevor levede af sin løn som underviser i historie og arbejdede også med reklametekster. Men så begyndte han at skrive bøger fra sig fagområde. Det startede i 1982 med en bog om den spanske borgerkrig. Men i 1998 ændrede verden sig for Antony Beevor. Han udgav bogen "Stalingrad" - baseret på fire års intense studier og research. Bogen blev en verdenssucces.

- Jeg var smadder heldig, siger Beevor.

- Lige da jeg var midt i projektet, gav Jeltsin ordre til at åbne de russiske arkiver. Det gav mig adgang til en rigdom af stof, som aldrig tidligere havde været offentliggjort.

Derefter var Beevors løkke gjort. Bog efter bog om store begivenheder i Anden Verdenskrig er kommet i kølvandet på "Stalingrad".

- Når historikere taler om, hvad der kræves for at skrive en virkelig stor, god bog om et emne, taler man altid om tid, om talent, om ideer og om hjælp fra mange sider. Alt sammen rigtigt, siger Beevor.

- Men der er noget, vi taler meget mindre om, men som er meget vigtigt: Du skal have penge.

Jeg var så heldig at tjene mange penge på bogen om Stalingrad, og det har sat mig i stand til at skrive de andre bøger - om D-dag, om Ardennerne, om Arnhem. Fordi jeg kan tillade mig at bruge tre-fire år på en bog. Jeg har mulighed for at foretage de mange, helt nødvendige rejser. Eksempelvis har jeg opholdt mig meget i Holland og Belgien, i Tyskland og i Polen - og ikke mindst i USA - for at skrive bogen om Arnhem. Det koster mange penge - og dertil kommer udgifter til tolke for at få oversat de enorme mængder af dokumenter etc. Det kan man ikke selv. Jeg klarer mig naturligvis med engelsk og fint med fransk. Og det går nogenlunde med det tyske. Men polsk og russisk kræver total tolkebistand. Det kræver, at du finder gode hjælpere. Men det kræver også, du har råd til at ansætte dem. Så det er langt, langt vanskeligere for en ung historiker at levere en bog med den tyngde, end det er for en af vi "gamle". Simpelthen fordi vi har langt bedre forudsætninger, siger Beevor.

Længe leve kvinderne

Det er 73 år siden, Anden Verdenskrig sluttede. For en historiker, der skriver om krigen, betyder det, at det er småt med øjenvidner. I flere af Beevors tidligere bøger vrimlede det med øjenvidne-skildringer. Der er blevet færre, og de, der er, har skiftet form. De baserer sig mest på skriftlige kilder.

- Det er jo en naturlov, siger Beevor. Selv mennesker, der var børn under krigen, er gamle nu. De voksne, som deltog i kampene, er døde eller oldinge. Men det gør ikke så meget for en historiker. Det er nemlig ikke så ligetil at basere sig på øjenvidner. For mennesker husker ikke så præcist eller så faktuelt, som de selv tror. Den menneskelige hukommelse ændrer sig undervejs. Man tror, man så noget, som man faktisk ikke så. For en historiker betyder det meget kontrol-arbejde. Derfor er det ofte lettere at basere sig på skriftligt materiale, på offentlige papirer, på aviser etc. Og på dagbøger. Dagbøger er vidunderlige, især dem, der er skrevet af kvinder. For når kvinder skriver dagbog i en krigstid, handler deres tekster om, hvordan man lever under disse forhold. Når mænd skriver dagbog under en krig, handler teksten om krig...ikke andet. Så jeg siger: Længe leve kvinderne og deres dagbøger. De giver et præcist og spændende billede af en hverdag i en ualmindelig tid.

Beevor læner sig tilbage. Han er elegant, velklædt, elskværdig. Og så typisk engelsk, at han nærmer sig parodien. Beevor er den type englænder, der midt under et atomangreb vil rejse sig fra stolen og roligt sige: Nå, nu trænger vi vist til a nice cop of tea... Men som det er med den slags mennesker: Det er farligt at undervurdere dem. For de har meninger, de har viden - og de har mod.

Historikeren Beevor er ikke imponeret af den verden, han skriver til. Han ser med bekymring på stigende nationalisme og stigende højre-fanatisme rundt omkring. Han ser paralleller til tiden før Anden Verdenskrig.

- Jeg hører ikke til de historikere, der hævder, at historien altid gentager sig, siger han.

- Det gør den ikke. Men det vil være utroligt dumt af os, hvis ikke vi søger at lære af historien...

Blev SS-troppers dødskamp starten på NATO?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce