Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


De nominerede til Publikumsprisen

Aarhus Teaters Reumert-vindende forestilling "Erasmus Montanus" er blandt de nominerede til Publikumsprisen. "Lollike bringer sammenstødet op til nutiden ved at inddigte et af nutidens brændende debatemner: Bygger det danske samfund på kristne værdier? Nej, hævder Erasmus, det bygger på oplysningstidens ideer såsom ytringsfrihed, lighed og religionsfrihed. Så eskalerer kampen om sandheden", lyder det i motiveringen fra juryen. Foto: Emilia Therese

De nominerede til Publikumsprisen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Her kan du læse de fulde motiveringer fra Scenekunstprisens jury. Stem på din favorit på www.scenekunstprisen.dk. Der kan stemmes indtil 19. januar kl. 11.:

"A Snowball's Chance in Hell", Don Gnu: Selvom den hedder "A Snowball's Chance in Hell", optræder der ingen snebolde i Don Gnus forestilling. Den handler faktisk om at lave film - på den gammeldags facon.To fyre forsøger med et kamera anno 1928 at optage en film, mens de fumler, falder og fjoller. Samtidig prøver de to - Jannik Elkær som Don og Kristoffer Louis Andrup Pedersen som Gnu - uafbrudt at erobre billedet fra hinanden og blive nummer et. Til tider danser de, til tider slås de, og adskillige gange dukker de op i stumfilmsscener på det hvide lærred.

De to dansere, der også har koreograferet, udfører denne stilsikre sprogløse komik med imponerende kropslig balance og muskelkraft kombineret med stemningsskabende musik og præcis timing. Det er slap-stick klovnekunst på højt niveau.

"A Snowball's Chance in Hell" har ikke en pointe hugget i granit, men flowet over scenen, musikaliteten og den lystige genreblanding, hvor dansescener veksler med nervepirrende balancekunst og knitrende gammeldags stumfilm, skaber en helhed, der efterlader publikum med den dejlige fornemmelse af veltilpashed og godt brugte lattermuskler.

En lysende klar forestilling

"Den gode vilje", Aarhus Teater:

"Den gode vilje" er den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergmanns halvbiografiske gendigtning af hans forældres ægteskabshistorie. Det er en fortælling om, hvordan to modsatrettede mennesker; den fattige teolog Henrik og overklassepigen Anna mødes, forelsker sig, skilles og genforenes, mens de afvekslende strides og elsker hinanden.

Begge er fyldt af god vilje over for hinanden og omverdenen, men hele tiden kommer der noget i vejen. Mathias Flint og Anne Plauborg lyser i hovedrollerne.Den gode vilje er noget så sjældent som gedigent taledrama. Dette betyder dog ikke naturalistisk dagligstueteater. Både scenografi og sceneskift er lette, ensemblet udfylder flere forskellige karakterer, og en jeg-fortæller fører publikum gennem historien.

Instruktøren Emmet Feigenberg har taget udgangspunkt i Bergmanns originale filmmanuskript og med sikker hånd beskåret materialet, så det problemfyldte kærlighedsforløb på scenen gennemlyses med samme musikalske klarhed og konsekvens, som i Bergmanns egne film- og teaterforestillinger.

"Den gode vilje" er en lang forestilling, så lang, at det nærmest er dumdristigt at byde publikum den slags i vore action-fyldte tider. Alligevel - når de tre timer og fem minutter er gået - er man som tilskuer ikke træt, men spilvågen, åndelig mættet og oplivet.

Alle medvirkende viser, hvad de kan - og det er meget - men det er en særskilt nydelse at opleve, hvordan hovedrollernes to unge, meget nutidige, skuespillere færdes selvfølgeligt og stilsikkert i dette transparente univers.

Uforudsigelig morsom klassiker

"Erasmus Montanus", Aarhus Teater

Det vil være hyklerisk, hvis vi lader som om, vi er de første til at fremhæve en forestilling, der allerede har fået tre Reumert'er og er blevet gennemrost af anmelderne. Men Christian Lollikes udgave "Erasmus Montanus" på Aarhus Teater er ikke til at komme udenom.

Studenten Eramus, der har forlæst sig på universitetet, kommer hjem til sin fødeby for at belære alle om, hvordan verden er indrettet. Hos Holberg kommer han i konflikt med hele landsbyen ved at hævde, at jorden er rund og ikke flad. Lollike bringer sammenstødet op til nutiden ved at inddigte et af nutidens brændende debatemner: Bygger det danske samfund på kristne værdier? Nej, hævder Erasmus, det bygger på oplysningstidens ideer såsom ytringsfrihed, lighed og religionsfrihed. Så eskalerer kampen om sandheden, og Erasmus ender med at blive den lille.

Forestillingen er iderig, vanvittig morsom og uforudsigelig. Hver gang vi i salen tror, at nu har vi regnet den ud, hiver Lollike noget nyt op af hatten: Store mænd marcherer ind forklædt som lårkorte pigegardere, en oppustelig hoppeborg af form som en sort moske popper pludselig op på bagscenen, og hovedpersonen bliver trukket rundt på scenen ved tissemanden. Det hele udspilles i en pap-landsby - en forstørret sort-hvid dukketaterdekoration med gårde, køer, får og kirke - skabt af Ida Grarup og David Gehrt. En ramme, som til sidst smadres i takt med, at verdensbilledet går i opløsning.

Lidt uretfærdigt overfor de øvrige medvirkende kan man ikke undgå at fremhæve Andreas Jebro i hovedrollen. Han er en kanonkugle af komisk dynamik.

Erasmus Montanus på Aarhus Teater fornyer Holberg, men bibeholder den gamle digters brændende lyst og evne til at stille svære spørgsmål i en energisk veloplagt og underholdende form.

Teatermagi

"Gerdas Rejse", Teater Refleksion

Ved fire runde borde fordeler publikum sig for - i fællesskab - at samle et puslespil af spejle. Samarbejdet om spejlene er blot en forsmag på den oplevelse, som venter lige bagved det første gardin. Grupperne sendes videre afsted på "Gerdas Rejse" én efter én - ind i en verden, hvor du sammen med dine medrejsende veksler mellem at skabe en individuel og en fælles oplevelse.

Men kan teater være teater, når der ikke er nogen medvirkende? Med teaterinstallationen "Gerdas Rejse" slår Teater Refleksion fast, at det ikke er noget problem, når det, man stiller til skue, er tilstrækkeligt inviterende. Denne vandreforestilling, hvor tilskueren selv går gennem de forskellige verdener, Gerda oplever på sin rejse til Kay og Snedronningen, gør tilskueren til medvirkende uden at forlange noget andet end tilstedeværelse i tid og rum. Vi møder ingen levende væsner på rejsen, men hvert nyt rum har sin egen stemning og sin egen tid.

Teater Refleksion benytter sig af diskrete ledetråde som guider gennem eventyret "Snedronningen". Har man eventyret present, genkender man hvert nyt rum - men de forskellige scenografier er fortryllende, også selv om historien bag er lidt rusten. Ting, der hænger fra loftet, brug af spejle, konkret stoflighed over for filmede isskosser. Alle disse elementer er med til at give den rejsende en følelse af klaustrofobi eller uendelighed, en fornemmelse af varme og kulde samt en samhørighed med de medrejsende.

Og dog: når man går gennem de florlette gletsjergardiner, vel vidende at der højst sandsynligt går en medrejsende lige foran én, da har man følelsen af at være helt alene ... Det er teatermagi, som kan mærkes.

Stem på din favorit på www.scenekunstprisen.dk. Der kan stemmes indtil 19. januar kl. 11.

De nominerede til Publikumsprisen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.