Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Drama: Tudefilm

Julia Roberts' præstation som mor til en dreng, der har måttet gennemgå en bunke ansigtsoperationer, er hendes bedste i mange år. Foto: Nordisk Film

Drama: Tudefilm

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selvom "Wonder" bliver for kalkuleret, melder tårerne deres ankomst igen og igen.

Film: Sommetider bliver man narret af en film. Også selvom man hurtigt sidder med armene over kors og beslutter sig for, at det her simpelthen er for nemt. At det er så tydeligt, hvad instruktør og filmhold vil have én til at føle, og derfor vil man i hvert fald ikke blive rørt. Men så kommer tårerne alligevel snigende, fordi filmen forstår at trykke på alle de rigtige knapper i fortællingen om et barns kampe igennem livets prøvelser. Sådanne film var "Boyhood" (2014) om en opvækst i en skilsmisseramt middelklassefamilie og "Lion" (2017) om en indisk drengs adoption. Begge gange var tudegarantien sikret, og det må man også sige, at den er i premiereaktuelle "Wonder".

Men "Wonder" er nu også noget nyt. For under "normale" tudefilm sidder man med en klump i halsen, inden man til sidst lader tårerne risle ned ad kinderne. Sådan er det bare ikke med fortællingen om Auggie Pullmann (Jacob Tremblay), der efter en række operationer som spæd har ar i hele ansigtet. Auggie er blevet hjemmeundervist af sin mor (Julia Roberts) og passet kærligt på af sin far (Owen Wilson) og søster (Izabela Vidovic), men da han når til femteklasse-niveau, er det tid til at møde den virkelige verden. Det skaber den ene op- og nedtur efter den anden. Både for Auggie og for os, der kigger med.

Uperfekte helte

Men klichéerne stiller sig i kø, når Auggie møder sine nye klassekammerater, hvor én er sød, én er ond, og nogle tror, at knægtens deforme fjæs smitter. Men det gør Auggie ikke, for han er en godhjertet unge, der ofte klarer ærterne selv. Det hele bliver næsten for klægt, og undervejs kan man ikke lade være med at føle, at instruktør Stephen Chobsky er blevet ædt af en Hollywood-maskine, som sælger halve drømme og hele kilo popcorn til biografgængere, der er fint tilfredse med at få stoppet en lidt for tydelig historie ned i svælget. Det er ærgerligt, når nu Chobskys seneste film var et mindre mesterværk i form af ungdomsdramaet "The Perks of Being a Wallflower" (2012), der også handlede om unge menneskers søgen efter en plads i verden.

Alligevel er der selve tude-effekten i "Wonder". Og den er ny, fordi man græder i etaper. Filmens opbygning er ikke med et stort klimaks til slut, for lommetørklædet har allerede været fremme undervejs, og hen imod slutningen har man mest af alt lyst til at vifte med det som et hvidt flag. Overgivelsen er total, når Julia Roberts og Owen Wilson spiller med charme og smerte som to forældre, der vil deres børn det bedste, men stille og roligt bliver det tydeligt, at Auggies storesøster slet ikke får opmærksomhed, fordi lillebror har så store ydre problemer. "Wonder" formår på den måde at være fyldt med uperfekte helte og er derfor en både charmerende, sjov og ikke mindst tårefremkaldende oplevelse.

"Wonder"

Drama, amerikansk, 113 minutter, tilladt for alle, men frarådes børn under syv år.