Flugten fra abehavet

Theis Ørntoft. Foto: Sofie Amalie Klougart/Gyldendal

Flugten fra abehavet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Meget mere end en solid debut fra Theis Ørntoft om Theis, der søger ud i naturen for at slippe for overfladiskheden i en regulær samfundkritik.

I sin debutroman lader Theis Ørntoft fortælleren hedde Theis. Denne Theis har været højskolelærer, men han er blevet træt af miljøets overfladiske, rødkindet lalleglade optimisme, så han beslutter sig for at søge en personlig eksistentiel afklaring via en længere vandretur på Hærvejen. I skildringen af naturen fornægter forfatterens lyriske evner sig ikke: Den er så stærkt sanset, at man næsten oplever dens lyd, duft og varme.

Disse sansninger fører vandreren til erkendelsen af at være forbundet med naturen, men også, at: "Evige og tavse var landskaberne. Menneskene bevægede sig rundt i dem. Så forsvandt de igen. Generation efter generation efter generation. Stederne, landskaberne og geografien. Kun de stod tilbage". Menneskets dødelighed står ikke rigtig logisk i forhold til dets stadig stærkere betoning af jegets betydning; fortælleren ønsker jeget frigjort fra sig selv, at gå i symbiose med en større og mere autentisk, kosmisk sandhed. Resten af romanen handler om Theis' forsøg på at distancere sig fra sit eget og andres jeg.

I storbyen væmmes Theis ved sine artsfællers adfærd, for eksempel deres manipulerbarhed, og han spørger: "Var mennesker lige så lette at forføre som for tredive år siden? Indtil jeg kom i tanker om, at selvfølgelig var vi det; folk var nøjagtig lige så lette at forføre, som de altid havde været, dumheden er en stillestående kraft i kosmos".

Hans misantropi retter sig imod en hel generations naivitet og dumhed: "Han lignede et stolt medlem af Generation X, slog det mig, skaldet og progressiv, en der troede på ytringsfrihedens principielle uafgrænselighed og europæiske fornuftstradition, samtidig med at det stod klart for enhver, at han når alt kom til alt ikke var specielt godt begavet. Han troede stadig, at homo sapiens var centrum i kosmos, ja, at der i grunden ikke fandtes andet". Mest af alt retter hans foragt sig imidlertid imod hans eget jeg, så efter en lidet flatterende optræden i København stævner han sydpå for at skille sig af med det og gå i hundene sammen med vennen Diago.

"Solar" er en hudløst ærlig og anderledes roman, der som Kierkegaard studerer folkehavet, men som omdøber det til abehavet. Romanen er tillige meget ambitiøs. Samfundskritikken, hvor hverken hospitaler eller arbejdspladser går ram forbi, er sviende troværdig, generationskritikken er grumt morsom, og refleksionerne over sprogets betydning for vores opfattelse af natur og kultur er tankevækkende.

Kun føler jeg mig noget ambivalent over slutningen. På den ene side er det vel ikke usandsynligt, at vi som algerne, der skabte alt liv, og som derefter stræbte mod solen for derigennem næsten at udrydde sig selv, på grund af den teknologiske umættelighed vil gentage miseren, på den anden side virker jegets kosmiske forløsning i et spektakulært ragnarok noget prætentiøst.

Der skal dog ikke være tvivl om, at vi med "Solar" har fået en mere end solid debutroman i hænderne. Det er en illusionsløs kritik af menneskets uvidenhed og selvdyrkelse, og så er romanen skrevet af en sprogkunstner, der blæser på litterære konventioner.

Theis Ørntoft: "Solar". Gyldendal. 304 sider. 250 kroner.

Flugten fra abehavet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce