Går vulkanen i udbrud på Northside?


Går vulkanen i udbrud på Northside?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Björk har ikke spillet en koncert i Danmark siden 2012. Når det islandske unikum går på scenen til Northside Festival, markerer koncerten samtidig 25-året for Björks seneste optræden i Aarhus. Det var i forbindelse med den legendariske Kosmopolitan-event under Aarhus Festuge i 1993.

Fænomen: Hun er et overnaturligt, elveragtigt væsen, der bedst beundres på afstand, men som man helst ikke vil tilbringe for mange timer i enerum med. En etnisk sælunge med strubekatar. Et emotionelt jordskælv, som skyder en askesky op i dit indre.

Ja, det grænser til det umulige at give Björk et fyldestgørende skudsmål over nogle få linjer i en avis.

Ovenstående rablen er da heller ikke denne signaturs egen. Det var (nogle af) ordene, da musikjournalisten Ralf Christensen og kunstneren Kristian Leth i podcast-serien 'Album' klogede sig på den islandske sangerinde, der ikke sådan lige lader sig rubricere.

I det følgende skal vi alligevel forsøge at udpensle, hvorfor Björk ikke blot er det altoverskyggende hovednavn på dette års Northside Festival, men hvorfor hun med rette kaldes én af de mest betydningsfulde, nyskabende musikere gennem de seneste 40 år.

40 år, ja. Det er store ord, men Björk er også mere fænomen end sangerinde. Hun ER sin egen genre. Et ustyrligt legebarn og en nådesløs perfektionist, der har dikteret store dele af udviklingen i kvindepoppen, i artrocken og i den elektroniske musikgenre det meste af sin levetid.

En supernova i sin musikalske samtid. Og lige så omskiftelig, uforudsigelig og lunefuld som naturen på hendes elskede Island.

Vi er endt med at tage hende for givet. Vi tænker ikke over, hvorfor kuld efter kuld af unge piger med ukuleler stiller op i X Factor og krøller stemmen på den måde, som de gør. Hvorfor sylespidse breakbeats og fedtet synthbas har sneget sig ind i nutidens pophits. Hvorfor den skramlede industrielle rock er blevet mainstream. Og så videre. Og så videre.

Meget af det kan føres tilbage til Björk.

1. Memorerede musical som tre-årig
Sidst vi så noget til Björk i Danmark, var da hun i 2012 spillede på Roskildes Festivals orange scene. Koncerten splittede fuldstændigt anmelderne, der gav alt fra én stjerne (BT) til seks stjerner (Gaffa). Arkivfoto: Malte Kristiansen/Scanpix

Som barn af en aktivist og en fagforeningsleder er det måske ikke så underligt, at Björk er endt som den fandenivoldske og kompromisløse kunster, hun er.

Men hendes gennemslagskraft skal først og fremmest tilskrives et gudbenådet musikalsk talent.

Som tre-årig havde Björk Guðmundsdóttir memoreret hele musicalen 'Sound of Music' og var i stand til at fremføre den. Som fem-årig blev hun indskrevet på musikskole i Reykjavik, og som 11-årig albumdebuterede hun med pladen "Björk".

Det var efter, at den lokale radiostation under et indslag om musikskolen opdagede Björk og hensatte den lille nation i forbløffelse ved at lade hende synge Tina Charles' discohit 'I Love to Love' i æteren. På dette meget tidlige tidspunkt stod det tindrende klart, at her var begyndelsen til noget stort.

Der var imidlertid ikke meget discodiva over rebelske Björk, der i sine ungdomsår spillede i en lang række islandske punkbands som Kukl og pigepunk-bandet Spit and Snot. Ja, en overgang spillede hun sågar fusionsjazz i bandet Exodus, inden hun i senfirserne endte som sangerinde i rockbandet The Sugarcubes, som fik en moderat succes langt ud over Islands kyster.

Så eksploderede det. Som solist og med albummet 'Debut' blev Björk i 1993 allemandseje over night. Takket være MTV, der fra første færd knuselskede Björk og satte singlerne fra albummet i heftig rotation. Der blev holdt mange gymnasiefester til 'Human Behaviour', 'Venus as a Boy', 'Violently Happy' og 'Big Time Sensuality' det år.

'Debut' blev en hel ungdomsårgangs soundtrack, og albummet står i dag som en af de største musikalske milepæle det årti; en umiskendelig gamechanger.

2. Berømmelsens skyggeside

Siden fulgte 'Post' i 1994, hvor Björk videreudviklede sin fascination for dance og techno. Dernæst hendes måske ultimative mesterværk 'Homogenic' i 1996. En plade med mere end 20 år på bagen, men som stadig lyder, som om den blev indspillet i går.

På tre år lavede Björk tre albums, der samlet står som et af de største musikalske nybrud i historien. Som lyden, der efter Kurt Cobains angivelige selvmord trak rocken ud af midthalvfemsernes dødvande og videre i en mere elektronisk retning. Og som lyden, der genopfandt og iscenesatte radiopoppen i en tid præget af fordummende pinligheder som 'Barbie Girl' og deslige.

Hendes adelsmærke blev også at genopfinde sin egen lyd, for hver ny udgivelse. At rive sig selv op med rode i jagten på nye lydbilleder og udtryk, når hun med mobilt optageudstyr og selvopfundne instrumenter rejste kloden tynd.

I midten af 90'erne mærkede Björk imidlertid også berømmelsens skyggeside, der flere gange truede med at knække hende helt.

Hun var på det tidspunkt blevet tabloidpressens yndling, og hendes problematiske forhold til sensationshungrende journalister kulminerede, da Björk simpelthen overfaldt en nærgående journalist i en lufthavn i Bangkok.

Men det skulle blive meget værre.

Midt i den tumultariske tid forsøgte den sindsforstyrrede fan og Björk-stalker, Ricardo López, at komme sangerinden til livs ved at sende hende en syrebombe med posten. Björk boede på det tidspunkt i London, og bomben blev heldigvis opsnappet af politiet, inden den blev leveret. Efterfølgende kom det frem, at López havde skudt sig selv i hovedet for rullende kamera, mens han lavede videodagbog - med Björks musik spillende i baggrunden. Det tog hårdt på hende.

En anden ekstrem prøvelse, der nær havde væltet den skrøbelige sangerinde, var indspilningerne til Lars Von Triers guldpalmevinder 'Dancer in the Dark'.

Opringelig var det blot meningen, at Björk skulle lave soundtracket, men Von Trier fik hende overtalt til også at spille hovedrollen - og DET gik ikke stille af sig.

Indspilningerne var både fysisk og mentalt udmagrende for Björk, der senere har karakteriserede den danske instruktør som en decideret sadist, der driver sine skuespillerinder ud på afgrunden rand. Hun svor også efterfølgende, at hun aldrig ville spille skuespil igen.

Samarbejdet var mildt sagt stormfuldt. Resultatet var dog intet mindre end genialt. 'Dancer in the Dark' vandt Palme D'Or - De Gyldne Palmer - ved filmfestivalen i Cannes. Björk vandt prisen for bedste skuespillerinde ved samme festival, og soundtracket 'Selmasongs' blev nomineret til et hav af priser.

3. Farvel mainstream

Nogle vil hævde, at 90'erne var Björks gyldne år. At hun peakede for aldrig at ramme samme musikalske niveau igen. Intet kunne være mere forkert.

Til gengæld er hun med årene blev langt mindre mainstream. I dag tager hun sig større friheder. Kræver mere af lytteren. Hendes kunst er blevet ultrakunst. Hendes utilnærmelighed er blevet så udtalt, at hun er om nogen blevet kunstneren, man enten elsker eller elsker at hade.

Efter 'Dancer in the Dark' fandt Björk vej ud af sumpen med album på album, hvor hun konstant savede sin gren over og genopfandt sig selv på ny.

Først på den knitrende, sonisk eksperimenterende og erotisk provokerende 'Vespertine' (der også havde en temmelig eksplicit videoside, der en overgang fik hende bandlyst fra MTV).

Så den nøgne og primale 'Medúlla', der næsten er renset for instrumenter, og på hvilken samplede grynt og støn står som det andægtige akkompagnement til 14 foruroligende vokalpræstioner.

Og så et kvantespring videre til den sublime 'Volta', der i 2007 eksploderede ud i æteren med en overflod af instrumenteret ornamentik, stammerytmer, politiske budskaber og en musikalsk legelyst, der - selv for Björk - virkede næsten ikkejordisk. Meget rammende for tematikken i førstesinglen 'Earth Intruders'.

Siden fulgte mindeværdige 'Biophilia', 'Vulnicura' og sidste år 'Utopia', der alle kan karakteriseres som værende SÅ meget Björk, at man som fan simpelthen inhalerer de tre albums eller som gennemsnitlig radiolytter løber skrigende bort.

4. Udbrud eller askesky

Det store spørgsmål er nu: Hvad er det for en Björk, vi får at se på Northside Festival torsdag 7. juni?

Bliver det den ildspyende vulkan eller den kvælende askesky?

Kigger man på Björks seneste koncerter, kan man godt lidt frygte det sidste. Her har setlisterne næsten udelukkende bestået af numre fra det afdæmpede og lidet festival-gearede 'Utopia'-album, hvor Björks vokal står næsten nøgen imod mågeskrig, hvalsang og bølgeskvulp ... men stort set blottet for instrumentalt akkompagnement.

Det er den slags koncerter, som kan give halvanden times ståpels i en koncertsal, men som også kan falde helt til jorden på en festival.

Hvis der er én ting, 52-årig Björk gennem fire årtier har lært os, er det at forvente det uventede. Så uanset setliste, bliver det en koncert uden for tid og rum.

Går vulkanen i udbrud på Northside?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce