Hemingway posthumt er både skidt og kanel

Hemingway på toppen ? macho-manden, jægeren, fiskeren, bokseren. Her med en sejlfisk. Det var på et tidspunkt, hvor talentet udfoldede sig.

Hemingway posthumt er både skidt og kanel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny udgivelse af to af forfatterens efterladte værker viser en forfatter, der både er på toppen og på spanden, men fortæller også hvilken litteratur, vi gik glip af.

Bøger: Ernest Hemingway begik selvmord i 1961. Da han trykkede på aftrækkeren den morgen i hjemmet i Ketchum, Idaho, skete det langt inde i en dyb depression. Han kunne ikke skrive mere. Han kunne ikke huske. Han kunne ikke elske. Han kunne ikke mere. Men i skrivebordsskuffen og i nogle bankbokse lå en række manuskripter. Ernest Hemingway var død. Men han udkom stadigvæk.

De senere år har de store, klassiske forfattere fået en kraftig renæssance. Både Hemingway og landsmanden Steinbeck har fået nyt publikum. I Danmark er det især forlaget Lindhardt og Ringhof, der taget fat på genudgivelsen af de to store forfatteres bøger. Hemingway og Steinbeck er en slags "signatur-forfattere" for dette forlag. For da den berømte forlægger Otto Lindhardt sagde farvel til Gyldendal og startede eget forlag, tog han udgiverretten til Hemingway og Steinbeck med sig. Det var ham, der havde forhandlet sig til rette med amerikanerne.

Nu har Lindhardt og Ringhof netop udgivet to af Hemingways efterladte romaner, "Edens have" og "Sandt ved daggry". Hemingway arbejdede på såvel "Edens have" som "Sandt ved daggry" i flere perioder over en årrække, men han mente kke, at bøgerne var parate til at blive udgivet. Han døde fra manuskripterne. Som tilfældet også var med "Øen og havet" og den enestående essayistiske "Der er ingen ende på Paris". At bøgerne er udkommet posthumt er naturligvis uundgåeligt, uanset hvad Hemingway selv mente om indholdet. Både forlag og familie kunne ikke sige nej til mulighederne. Men helt ærligt: Det kunne læserne heller ikke. Der var - og er - penge i Hemingway. Men der er også vidunderlige læseoplevelser.

?Edens have?. Hemingway arbejdede på  bogen over en årrække, men valgte ikke at udgive den, mens han var i live. Måske frygtede han reaktionen i det amerikanske borgerskab.
?Edens have?. Hemingway arbejdede på  bogen over en årrække, men valgte ikke at udgive den, mens han var i live. Måske frygtede han reaktionen i det amerikanske borgerskab.

Top og bund

De to posthume Hemingway-bøger, der nu er på markedet, er meget forskellige. Vidste man ikke bedre, ville man ikke tro, bøgerne var skrevet af den samme person. Det lyder mærkeligt, fordi Hemingway netop er berømt for sin stærke, personlige stil. Men forklaringen er lige til: "Edens have" er Hemingway på toppen som forfatter. "Sandt ved daggry" visere en forfatter, der er på spanden. Så enkelt er det.

"Edens have" er ikke Hemingways bedste roman. Den måler sig ikke med bøger som "Solen går sin gang", "Farvel til våbnene" og "Den gamle mand og havet". Men den viser en forfatter, der skriver fantastisk. Som kan fortælle en historie, så det prikker i nervespidserne - som kan skildre mennesker. Og som med få ord sætter scenen. Alt det, der karakteriser Hemingway, når han er bedst.

Dertil kommer, at romanen er meget fornyende og noget ganske særligt i Hemingways forfatterskab. Der sker virkelig noget i den. Hemingway er eksperimenterede i mand-kvindeforholdet. De seksuelle eksperimenter i romanen var måske en af årsagerne, at Hemingway ventede med at udgive romanen. Han begyndte faktisk at skrive den i 1946. Men lagde den til side. Forståeligt. For historien om et trekantdrama, om biseksualitet og om et androgynt element ville have skabt skandale i USA i slutningen af 1940'erne. Da romanen udkom i 1986, 25 år efter Hemingways død, blev den en succes. Alene førsteudgaven blev i USA solgt i 100.000 eksemplarer.

"Sandt ved daggry" ejer intet af den kunstneriske klasse, der præger "Edens have". Bogen er reelt ikke en roman. Men en erindring om en safari-rejse til Afrika, som Hemingway foretog med sin fjerde hustru, Mary Welsh. Bogens vigtigste element er mrs. Marys ønske om at nedlægge en løve. Og omkring dette tema oplever vi så safarien, lejrlivet, bærerne, den hvide jæger, en masse Afrika - og den berømte forfatter, der betaler gildet og bestemmer det hele. Det er røvkedeligt. Bogen er uden dybde, og Hemingways sprog er uden saft og kraft. Der er ingen vitalitet i den bog. Det er den dårligste bog, Hemingway har skrevet. Hemingways søn Patrick, der i mange år var professionel jæger i Afrika, har skrevet forordet til "Sandt ved daggry". Præget af respekt for og kærlighed til den berømte far. Det bliver selve bogen bare ikke bedre af.

Hemingway og mrs. Mary ? Mary Welsh var Hemingways fjerde kone. ?Sandt ved daggry? handler dybest set om, at hun gerne vil skyde en løve. Det er forfatterens dårligste bog.
Hemingway og mrs. Mary ? Mary Welsh var Hemingways fjerde kone. ?Sandt ved daggry? handler dybest set om, at hun gerne vil skyde en løve. Det er forfatterens dårligste bog.

Talentet der druknede

Ingen forfatter har vel sat så tydeligt et præg på flere generationer af yngre kolleger som netop Ernest Hemingway. Han var enormt inspirerende som fortæller. Og hans noveller og romaner rummer en kvalitet, der vil blive beundret så længe, der er mennesker, som kan læse.

Men forfatterskabet viser en sørgelig udvikling. I takt med det øgede society-liv, rigdommen, luksus-manererne, de forliste parforhold og det markant stigende alkoholforbrug begyndte sætningerne at blegne og ideerne at visne. Allerede i slutningen af Anden Verdenskrig, hvor Hemingway optrådte som krigskorrespondent, drak han så voldsomt, at det var et under, han overlevede. Og efter krigen begyndte han at lide af depressioner. Dem prøvede han at drikke væk. Det blev det hele værre af. Så gik han i behandling. Han gennemgik bl.a. en række elektrochok. Og så blev det helt galt. Han mistede hukommelsen. Han blev gammel. Depressionerne blev værre. Og ser man på forfatterskabet, er denne deroute særdeles synlig.

I 1951 udgav han romanen "Over floden ind i skovene". Det var første gang, kritikerne faldt over Hemingway. Bogen blev heglet igennem.

- Over gaden ind på barerne, skrev en af kritikerne med hentydning til, at Hemingway var ved at ødelægge sig selv. Kritikken var overdrevet og overraskende. Faktisk er denne roman betydelig bedre end f.eks "At have og ikke have" fra 1937. Men i 1951 var magien omkring Hemingway brudt. Pennene blev for første gang dyppet i gift.

Men så i 1952 skrev Hemingway "Den gamle mand og havet". Noget af det bedste, han overhovedet skrev. Han fik Nobelprisen i 1954. Men herefter skrev han ikke noget, der kunne noget. Han arbejdede på flere værker. Ind i mellem på "Edens have", på "Sandt ved daggry" og på det, han kaldte sin "helt store roman" - den, der skulle stå over det hele.

- I den bog vil jeg skrive alt det, jeg har lært om livet, døden, om himlen, om vinden, om havet og solen, sagde Hemingay. Han kaldte bogen "Island in the stream". Den udkom længe efter hans død med den danske titel "Øen og havet". Den er interessant som et bevis på Hemingways udvikling, eller rettere på hans forfald. For første del af romanen er formidabel. Hemingway på toppen. Anden del er på det jævne. Tredje del, som Hemingway skrev sent, er trivial-litteratur.

Når man nu sidder og læser "Edens have" - og oplever sproget, fortællingen og Hemingways overraskende eksperimenterende holdning til erotik, til kønnene og til familie-mønstret, må man begræde alt det, vi mistede. Al den verdenslitteratur, Hemingway aldrig nåede at skrive, før evnerne svandt. Samtidig kan man ærgre sig over, at forlaget Schribner, der i 1986 udgav "Edens have", valgte at lemlæste romanen, i øvrigt i samarbejde med forfatterens enke. Hemingways skrev en roman på 48 kapitler og 200.000 ord. Den bog, Schribner udgav, var og er på 30 kapitler og 70.000 ord. Altså ikke en forkortelse, men en amputation. Hvad er vi dog ikke gået glip af.

De to bøger, "Edens have" og "Sandt ved daggry" udgives af Lindhardt og Ringhof.

Den gamle Hemingway, kraftløs og træt. Og han var faktisk ikke gammel. Han var kun 61 år, da han begik selvmord.
Den gamle Hemingway, kraftløs og træt. Og han var faktisk ikke gammel. Han var kun 61 år, da han begik selvmord.

Hemingway posthumt er både skidt og kanel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce