Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Hemingways makabre dans med dæmonerne

Hemingway ved tasterne. Han skrev altid hændelser med blyant - men dialogen skrev han på maskine.

Hemingways makabre dans med dæmonerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ernest Hemingway modtog Nobelprisen i 1954. New York Times kaldte ham den største forfatter siden Shakespeare. Han levede et vildt society-liv med oplevelser i luksusklassen, men en sommer-morgen satte han geværet for panden og trykkede af. Geniet var gået i opløsning. To bøger - af og om Hemingway - viser både forfatterens format og hans afmagt.

Bøger: Ernest Hemingways død stod i skærende kontrast til hans liv. Siden ungdomsårene havde Hemingways liv været én lang fest. Et dramatisk liv med krige, jagt, fiskeri, kvinder, kammerater. Et macho-liv uden grænser. Altid midtpunktet i en hver forsamling.

Men en sommermorgen i 1961 var forfatteren dybt deprimeret. Han følte sig gammel, træt og tom. Han kunne ikke skrive mere. Han havde mistet lysten til alt det, han tidligere holdt af. I afmagt satte han jagtgeværet for panden og trykkede af.

Historien om Hemingways liv er fortalt mange gange i mange forskellige versioner. På samme måde som Hemingways romaner og noveller er udkommet i talrige udgaver. For interessen omkring forfatterskabet har altid været enorm.

Dels fordi Hemingway præsenterede en ny, ordknap stil, der kom til at give inspiration til - og danne skole for - et par generationer af forfattere og journalister. Dels fordi mandens liv i sig selv var på linje med romanerne.

Myterne - og kendsgerninger - om Ernest Hemingway er utallige. Og nu er der kommet yderligere to bøger henholdsvis af og om fænomenet Hemingway. Begge er udsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof, der har udgiver-retten til Hemingway i Danmark.

Forlaget er i gang med en langstrakt udgivelse af Hemingways værker. Indtil videre er kommet "Solen går sin gang", "Farvel til våbnene", "At have og ikke at have", "Hvem ringer klokkerne for" og nu, som det nyeste skud på stammen, "Over floden ind i skovene".

Desuden har forlaget genudsendt den mest bemærkelsesværdige af alle biografierne om Hemingway, vennen Aaron E. Hotchners bestseller, "Papa Hemingway".

Sammenhængen mellem netop de to bøger er ingenlunde tilfældig. Hotchner kom forholdsvis sent ind i Hemingways liv. Han besøgte forfatteren første gang på Cuba i 1948, og de to mænd indledte et tæt venskab, der varede, til forfatteren skød sig selv i 1961.

Det blev til næsten 14 års kammeratskab, omfattende rejser, jagtture, fisketure, fridage ved poolen, forhandlinger, dage med familien og en masse fester. Men fordi Hotchner mødte Hemingway så sent i livet, så han også forfatterens forfald. Det ind i mellem nærmest enorme spiritusforbrug. Trangen til at hævde sig som macho-manden i alle sammenhænge.

Og inde i denne verden - en begyndende og voksende angst for ikke længere at kunne skrive. Da Hotchner besøgte Hemingway på Cuba dengang i 1948, var forfatteren ved at få styr på "Over floden ind i skovene". Hotchner arbejdede på det tidspunkt som konsulent for et stort magasin-forlag, og det lykkedes ham at få en aftale med Hemingway om, at romanen blev bragt som føljeton i magasinet.

Hemingways første litterære blodtud
Hemingways produktion
I betragtning af Ernest Hemingways litterære status skrev han faktisk relativt få bøger. Til gengæld er niveauet for hans produktion i særklasse. Det kan være vanskeligt i dag at danne sig et klart indtryk af Hemingways produktion. For efter forfatterens død har en række forskellige forfattere og redaktører flikket en masse Hemingway-udgivelsler sammen. De er alle sammen gode, fordi Hemingway var fremragende. Men der er ikke tale originale værker - bøgerne har været udgivet tidligere.Hemingways forfatterskab kan groft inddeles i to kategorier, noveller og romaner.

Han er kendt som verdensmester i novellekunst, men faktisk udgav han gennem hele livet kun tre novellesamlinger: "I vor tid" fra 1924, hans første egentlige bogudgivelse. "Mænd uden kvinder", der bl.a. indeholder klassikeren "Bjerge som hvide elefanter" og samlingen "Ingenting til vinderen".

Derudover skrev han nogle enkelte store noveller, der ikke er med i samlingerne, men blev solgt til store magasiner. Det drejer sig bl.a. om "Frances McCombes korte, lykkelige liv", "Gammel mand ved broen" og "Kilimanjaros Sne".

Hemingways liste over romaner ser således ud: "Solen går sin gang" - "Farvel til våbnene" - "At have og ikke have" - "Hvem ringer klokkerne for" - "Afrikas grønne bjerge" - "Over floden ind i skovene" - "Den gamle mand og havet" - desuden den essayistiske "Om at skrive".

Efter forfatterens død udkom så "Øen og havet" bestående af tre bøger. Den første er fremragende. Hemingway for fulde gardiner. Anden bog er lidt mat. Tredje bog er ren triviallitteratur.

"Der er ingen ende på Paris" er en erindringsbog fra ungdomsårene i den franske hovedstad. Hemingway skrev på den i perioder gennem hele livet. Den er dejlig, livsbekræftende og klog.

"Edens have" er en meget anderledes Hemingway-bog. Men den er et efterladt mesterværk.

"Sandt ved daggry" er det dårligste, Hemingway har skrevet. Burde ikke være udgivet, men det er jo sin sag for en familie at have et Hemingway-manuskript liggende - og bare lade det blive i skuffen.

Sammenhæng til myterne

Hotchner udgav sin bog ret kort efter forfatterens selvmord. Det gik ikke stille af. Der var flere store skribenter i vennekredsen, og nogle mente, Hotchner burde have ventet med sit projekt, til chokket og smerten over Hemingways død havde fået tid. Hotchner sagde: Jeg tror, jeg har handlet i papas ånd. Jeg har skrevet om virkeligheden så godt, som jeg formår.

Når man læser bogen i dag, er det svært at kritisere Hotchner. Han har skrevet en forrygende biografi. Og mens man sidder og læser, går det gradvist op for én, at den megen snak om Hemingway og myterne ser bedre ud i aviserne end i virkeligheden. For der var ikke den store afstand mellem begreberne. Hemingway formåede at gøre sit liv til en myte. Hotchner fulgte ham tæt i 14 år. Og hans bog er en lang række eksempler på, at Hemingway var en myte. Han gjorde mytiske ting.

Eksempel: Han tog ud til et cirkus og fik lov til at træne med løverne.

- Det er jo bare et par store katte, sagde Hemingway, der på sin ranch på Cuba havde bygget er særligt tårn til de omkring 30 katte, der hørte til husstanden.

- Men vend ikke ryggen til dem. Så kan de godt finde på at give dig et ordentlig dask med poten... Og så demonstrerede han gerne sine "løve-ar".

Eksempel: Han svømmede ind til stranden, langt ude fra. Men for at have tørre shorts, når han kom i land, bandt han shorts og T-shirt sammen og holdt det hele op over hovedet, mens han svømmede ind i ret hård sø - med én arm. Kammeraterne var imponerende.

- Jeg hader våde shorts, sagde papa.

Eksempel: En filminstruktør ville genindspille "Farvel til våbnene". Hemingway var ikke glad for tanken, og hans begejstring blev ikke større af, at han ikke fik så meget som en krone for manuskriptet. I sin ungdom havde han solgt filmrettighederne en gang for alle.

Værre blev det, da instruktøren fortalte, at hans 41-årige hustru skulle spille hovedrollen som heltinden Cathrine, der er 24 år i romanen. Mens Hemingway og Hotchner var i Spanien, blev Hemingway ringet op på hotellet. En amerikansk journalist fortalte ham, at instruktøren havde sagt, at selv om Hemingway ikke havde krav på så eget som en krone, ville instruktøren alligevel betale forfatteren 50.000 dollars af filmens overskud.

- Hvad siger du til det, spurgte journalisten.

Hemingway svarede stilfærdigt:

- Hvis denne film med den 41-årige husmor i rollen som 24-årige Cathrine virkelig genererer et overskud, vi jeg foreslå, at man tager de 50.000 dollars, veksler dem til cents og propper dem alle sammen op i røven på instruktøren - indtil de begynder at vælte ud af ørerne på ham... Myten var atter intakt.

Farlig sommer

Hotchner gør i sin biografi temmelig meget ud af sommeren 1959. Heldigvis. For den sommer blev en slags genfødsel for Hemingway.

Han drog rundt i Spanien for at skrive om sommerens helt store tyrefægter-begivenhed, den såkaldte "mano a mano" mellem den gamle matador-konge, Louis Miguel Dominguin og den unge, formidable udfordrer, Antonio - en nær ven af Hemingway.

Hemingway skulle beskrive en række møder mellem de to matadorer, og magasinet Life havde betalt en rigelig sum på forhånd for manuskripterne Det blev den sidste store sommer i Hemingways liv. Han havde store problemer med at skrive artiklerne, men Life blev tilfreds og solgte enorme oplag på serien. Senere udgav Hemingway artiklerne i bogform under titlen "Farlig sommer" - det var ingen overdrivelse. Presset hårdt af sin unge kollega gik Dominguin for tæt på en af tyrene. Han blev hårdt såret, men lægerne fik trukket ham tilbage til livet, hvorefter han stoppede karrieren.

Det var også den sommer, Hotchner blev offer for en skrap practikal joke. Det startede med, at Hotchner ville lære Antonio at spille baseball. Det havde spanieren aldrig prøvet. Men uanset hvor kraftigt eller hvor drevent, Hotchner kastede, så hamrede Antonio boldene ud af stadion. Han var et naturtalent.

Dagen efter siger Antonio:

- Kære Hotchner, du har lært mig at spille baseball - nu vil jeg lære dig at være tyrefægter.

Hotchner griner og siger:

- Glimrende. Sådan en stor, tung, klodset tyr kan jeg sagtens håndtere.

- Selvfølgelig, siger Antonio.

- Du skal med i arenaen, du får en af mine dragter på - og så har du rollen som ham, der dræber tyren, hvis jeg bliver såret og ikke kan gøre arbejdet færdigt.

Hotchner griner. Han tror stadig, det er en joke. Men næste formiddag bliver han kaldt op på Antonios hotelsuite. Han skal finde en dragt, der passer ham. Han får en meget smuk sort-sølvfarvet dragt. Fint, siger Antonio.

- Tyrene plejer at være dejligt aggressive, når jeg har den sort-sølvfarvede på.

Hemingway tilføjer:

- Jeg har altid ønsket at være manager for en matador, Hotch. Jeg er din manager...

Næste dag er der tyrefægtning. Hotchner får den sort-sølvfarvede på. Han tror stadig, Antonio laver grin med ham. Men da de går hen mod arenaen, ser han en mægtig plakat - med Antonios navn og billede - og nedenunder står der: Stedfortræder: El fredo...

- Ja, siger Antonio, vi har besluttet at kalde dig El Fredo, den fregnede, det er et godt navn...

Da de går ind gennem porten i den propfyldte arena, klapper Hemingway Hotchner på skulderen.

- Du, Hotch, jeg har aldrig før været manager for en matador. Jeg er sgu' lidt nervøs. Hvad med dig?

Så går det op for Hotchner, at Hemingway og Antonio mener det alvorligt. Han skal ind i ringen. Han skal stå ved ringside - og springe frem og dræbe tyren, hvis der sker noget med Antonio. Hotchner er stiv af skræk. Men der sker ikke noget med Antonio. Han dræber tyren så elegant og flot, at publikum tildeler ham ører, hale og en klov.

- Der kan du se, El Fredo, sagde Antonio over den efterfølgende, kolde hvidvin.

- Det er ikke så slemt. Man skal bare vælge den rigtige matador at arbejde for...

Den triste finale

Efter den festlige sommer i 1959 gik det hurtigt hårdt tilbage for Hemingway. Han blev dybt deprimeret. Han begyndte at lide af paranoia. Han fik den idé, at forbundspolitiet var efter ham. Han talte i koder i telefonen og fik det værre og værre. Lægerne satte ham på diæt, og for første gang nogensinde holdt han diæten med en ildhu, som rystede vennerne.

Han holdt op med at drikke, spiste næsten ikke noget - og raslede ned i vægt. Alt i mens depressionen blev dybere og dybere.

I et desperat forsøg på at få den gamle "papa" tilbage, fik familien ham indlagt på en psykiatrisk klinik. Her gennemgik han en lang række elektrochok-behandlinger. Det gjorde ondt værre. For det gik ud over hans hukommelse.

- Hvad fanden skal en forfatter gøre uden hukommelse. De har taget mit stof fra mig, klagede han.

I hele 1960 og 1961 vandrede han ud og ind fra klinikken. I sommeren 1961 hentede hustruen Mary ham på klinikken, så han kunne komme hjem, samle kræfter, og gå på jagt med vennerne og forhåbentlig få lidt af det gamle humør tilbage. Han var hjemme i tre dage.

Så en morgen hørte Mary et skud nede fra hallen. Hun styrtede ned. Der lå hendes mand og var død. Dæmonerne vandt til sidste.

Ernest Hemingway blev 61 år.

Hotchner

"Papa Hemingway" (ingen stjerner til genudgivelser)

360 sider med Hotchners private fotos