Klumme: Tradition og avantgarde og så liiige en enkelt fad


Klumme: Tradition og avantgarde og så liiige en enkelt fad

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Anne Zacho Søgaard, teaterinstruktør
Flemming Krogh
Kultur. 

Hvornår er der kø på Jyllands Allé, når man kører fra Højbjerg mod centrum kl 22.30 en fredag aften?

Aldrig.

Det skulle da lige være, når festugen er åbnet. Det var der i hvert fald her den anden dag. Vi rullede bilruderne ned, og så folket strømme ind mod byen.

Det kan festugen. Skabe en stemning af "nu skal vi også ud og se, hvad der sker". Det er ikke bare én generation - det er alle. Det er fascinerende.

Første gang jeg mærkede Aarhus Festuge på egen krop var i ret sent, da jeg for syv år siden skulle iscenesætte "Det normale liv" af Christian Lollike og var flyttet i en af Aarhus Teaters lejligheder på Frederiksbjerg.

Jeg havde ikke set det komme, at et jazz-øl-telt skulle blive min trofaste nabo den sidste del af det, så vidt jeg husker, ret kompakte prøveforløb.

Hvad er det, der er rykket ind nede ved Skt. Pauls Kirkeplads? Nå, du mener Festugen?

Jeg var inde og vende en dag, hvor min venindes fars jazzband spillede og var solgt. Det var noget helt andet at opleve det telt indefra. Et bredt udvalg af herrer og damer med øl og Papa Bue-agtig jazz i kroppen. Det swingede. Jeg begyndte at forstå, at det var det "legendariske telt", som altid ligger og altid har ligget der i festugen. At det ikke bare var et lidt larmende indslag i nabolaget, men et traditionsrigt sted.

Det er nok det, der for mig kendetegner Aarhus Festuge; kombinationen af tradition og avantgarde. Det er ikke alle festuger, der kan det.

Muligheden for at se den franske avantgarde koreograf Jerome Bel i Danmark var fx også i forbindelse med Aarhus Festuge.

I Musikhusets Lille Sal, tror jeg det var, så jeg "Pichet Klunchun et moi" en vidunderlig "non-dans"-duet mellem to koreografer fra to vidt forskellige kontinenter og traditioner.

"Non- dans"-genren, som Jerome Bel er blevet et stort navn på i Europa, bliver sjældent vist i Danmark, og dér var festugen en anledning. Jeg kan tydeligt huske den opløftede og nærmest boblende stolte følelse i kroppen over at have oplevet kunst i verdensklasse i den jyske hovedstad.

Da jeg så nogle år efter med min familie flyttede teltpælene til Aarhus blev festugen ikke bare til et program, der kunne have mere eller mindre gode år, det blev til en rejse ind i en folkestemning.

Det er nok det, jeg er mest fascineret af, når jeg tænker på Aarhus Festuge. At det virkelig forandrer noget i stemningen i byen. Det er følelsen af, at århusianerne skruer lidt mere op for snakkesagligheden, hjælpsomheden og åbenheden.

Det var i busserne, jeg lagde mærke til det for et par år siden. Da jeg boede i Åbyhøj, var jeg storforbruger af linje 4A og 11 og kendte alt til stemningen på de busser.

Det var inde omkring Nørre Allé, at der var den mest markante forskel. Folk, der aldrig plejede at tale sammen, talte i festugen pludselig sammen. En oplevelse af at alle busrejsende i 4A swinger sammen på en særlig "festugefrekvens", ikke for at lyde pladderromantisk, men det er som om, århusianerne deler noget fælles i de dage festugen står på.

En bestemt situation kan jeg huske meget tydeligt: En kvinde havde fx klædt sig lidt ud, ikke outreret men mere som en form for "festuge outfit" fra 10-20 år tilbage. Det var herligt at høre hende tale med de andre busrejsende. Det var som at komme lidt tilbage i tiden, som det var i 80'erne, 90'ernes Aarhus, før mobilerne og internettet. Tilbage til den analoge tid.

Kvinden delte løst og fast og fik min bustur til at blive en anden.

Klumme: Tradition og avantgarde og så liiige en enkelt fad

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce